HAR DU OVERVEJET AT FÅ ET BARN MED EN MAND I ET RINGBIND?

Ej kan man det? Det er da dette årtis største åbenbaring, tak! Tak for omsorgen, men dér er jeg på ingen måde. Godt nok har jeg ikke en sixpack lige nu, men jeg regner jeg da stærkt med at finde en. Her mener jeg ikke den sixpack, som står på hylden ved vinen i Netto, for den slags sixpack har jeg været god, sådan VIRKELIG god til at hive med hjem lørdag efter lørdag. Og jeg får tømmermænd som en på 50, der er blevet slået i hovedet med en skovl. Jeg er typen, der kan drikke på den der helt sofistikerede måde, hvor jeg udveksler kloge ord med kloge mennesker. Og så er jeg typen, der drikker mig så fuld, at jeg giver min kollega klap for øjet i 14 dage, grundet en meget stor vodka flaske. Nej, nej NEJ jeg er ikke voldelig. Den korkprop ville bare ikke af flasken, og så stod kollegaen lige dér i flaskens bund, da proppen endelig slap. PS. jeg måtte få taxaen til at stoppe to gange på motorvejen på vej hjem, fordi jeg havde en allergisk (alkohol) forgiftning, eller måske bare havde fået 700 glas for meget.

Tilbage til ringbind. Hvis jeg var i et fast forhold, og havde forsøgt at blive gravid, kan du bande på, at jeg havde prøvet alle muligheder af, også fundet en donor i et ringbind, adopteret eller noget helt tredje. Så det er på ingen måde en sviner af den form for graviditet. Jeg græder med de par, som virkelig gerne vil have et barn, hvor det ikke kan lade sig gøre.  Men, af hjertet tak, for du liiiige gjorde mig 10 år ældre. Hvis jeg var 40 og endnu ikke, på ægte Nynne manér, havde fundet den blinde ven, så kunne jeg forstå dine overvejelser, for så er det måske noget andet, men hvem helvede har besluttet, at det biologiske ur virkelig tikker, når man rammer de 30? Jeg var selv sådan. Jeg havde tænkt jeg, i hvert fald, skulle have min første blerøv inden jeg var 30 år. Sådan gik livet ikke. Til tider er det som om folk tænker ”hun må virkelig være underlig, have svamp mellem tæerne eller kysse skide dårligt, når hun ikke har en kæreste.” Jeg er hverken underlig, eller har svamp, (kysset må I snakke med nogen andre om,) jeg stiller bare krav til mit liv og de mennesker, som er en del af det.

Godt nok har jeg ikke et familieliv, men jeg har læst i over 8 år, været på højskole, været landmåler (havde du regnet den ud?,) boet i Uganda, været på safari i Kenya og siddet med en høne på skødet i Tanzania. Jeg har oplevet, og oplever stadig rigtig meget. Det sidste 1,5 år har dog slået mange rekorder. Jeg afleverede mit speciale, stod i et break up, sagde tre studiejobs op, var i projektansættelse, flyttet i ny lejlighed, fået endnu flere venner, været fuld, øvet fosterstilling og fundet ud af, hvor grimt jeg egentlig griner, men jeg ved efterhånden hvem jeg er, og hviler i det.

Måske stiller du for store krav? Undskyld ”Hr. og Fru. jeg ved alt,” men kan man stille for store krav?  ”Find dig en anden type,” ”Pernille, der er et mønster i de mænd du finder.” Fed observering, det tror jeg faktisk er ret normalt, for det er det, jeg tænder på. Så jeg skal tage Sonny nede i IT afdelingen, som faktisk ikke helt er mig, nøjes, opgive og ikke tænke der er noget for mig derude? Noget jeg har besluttet mig for, det er ALDRIG at nøjes. Livet er så fandens kort, om det så tager mig lidt ekstra tid at finde det rigtige match, så er der nok en mening med det. Jeg tror ikke på ”the one and only,” og jeg behøver ikke være forelsket og have Randers Regnskov i maven dér ved vores første kys. Jeg er med på, at det er noget, der kan vokse i en. For det første møde siger sgu bare ikke helt om det er ham, jeg skal ud og købe dobbeltdyne med, vel? Hvad jeg tror på, er den følelse inde i kroppen. Den skal være 100 %, ikke 90 %. Græsset er ikke grønnere på den anden side, men grønnest der, hvor man vander det, og der er også en, som har lyst til at vande det med mig.  Jeg har været i et langt forhold, som har lært mig både, hvad jeg skal, og ikke skal. I princippet er det vel lykken, vi alle ønsker, men den kan altså være forskellig fra person til person. Men jeg kan sgu da ikke opgive, fordi det hele ikke er lykkedes i samme hastighed, som den gennemsnitlige blomkålsfamilie.

Men fordi jeg hverken har sixpack eller blerøv, så vågner jeg faktisk op med en god følelse i kroppen. Jeg får ofte lykkerus, sådan lige pludselig. Når jeg sidder i toget og hører det, dér skide gode nummer, som minder mig om noget godt, når jeg får et opkald eller en sms fra et menneske, som vil mig det bedste, når jeg egentlig bare føler jeg lever. Men jeg får også tuderus. Hvor jeg helt uden grund, sætter mig til at hyle, men det ville jeg helt sikkert gøre lige meget hvad. Livet er ikke kun parforhold og børn. De fleste af mine veninder har børn og er gift, og jeg kan sgu da godt misunde det at være nogens mor og partnerens øjesten, men der er også fordele ved mit liv, og min indstilling er, at jeg skal nok nå det hele. Jeg vil gerne have en kæreste, alt andet ville være at lyve for mig selv, men det er ikke for enhver pris. Jeg har ikke mistet modet, han er derude, jeg er bare typen, der skal have lidt bump med på vejen. Lige det, gør livet spændende, og får mig til at sætte endnu mere pris på de små ting, og kæmpe lidt mere. Gu´ fanden stresser jeg ind imellem, men det værste er folk, der stresser på mine vegne.

Bonus ved singlelivet er, at jeg ikke konstant har luft i maven og skægpest.  Til gengæld forsvandt der en julegave under træet. Nå, jeg skal ud og rydde op i mine ringbind. Vi ses, hej.