30 ÅR OG IDENTITETSLØS!

Åh tænker du. Endnu en tøspige, der laver blog, fordi hun skal selvrealiseres, og fordi hun tror andre synes hendes liv er skide hamrende interessant. Faktisk så interessant at du ligefrem selv vælger at læse om det.

Det er ikke tilfældet her, eller jo. En blog er vel altid et håb om, at andre gider læse det. Min blog vil dog ikke være den slags blog, hvor I ser mine knækpølser på min skide seje ferie i Caribien, viser min sprøde kærestes sixpack eller min nye bluse til 3500,-. Den her blog vil være råt for usødet, den vil være alvorlig, ironisk, hudløst ærlig, og for det meste krydret med lidt (god) humor. Jeg ville gerne vise mine knækpølser, min sprøde kærestes sixpack og den fede bluse til 3500,-, men faktisk har jeg ikke råd til nogen af delene (heller ikke kæresten.) Hvad jeg har, er blege ben, sixpack i køleskabet, tøj fra H&M, og i skuret står min cykel fra min konfirmation. Jeg forstår godt, hvis du synes det lyder super fedt, jeg er faktisk også misundelig på mig selv!

Jeg er 30 år gammel, alderen hvor alt er skide sjovt og sørgeligt på en gang. Sagen er den, at mit liv skiller sig ud fra de fleste af mine veninders liv og nok også fra den gennemsnitlige 30 åriges liv. Jeg kører ikke rundt med en tingest på fire hjul kaldet Odder eller Emmaljunga, jeg kigger ikke efter børnetøj og jeg ser ikke Die Hard 4.0, mens jeg ligger i ske på sofaen. Jeg kan godt ligge i ske på sofaen eller krølle lagenet i soveværelset, men det er ikke med nogen, jeg kan kalde en kæreste. På en måde er det skide befriende og på en anden måde mega angstprovokerende. For jeg vil gerne begge dele. Nok mest have en sixpack, og det vil bloggen nok også komme til at handle en del om.

Desuden har jeg heller ikke fået noget fast job endnu, og jeg har ikke den store murermestervilla, hvor vennerne kommer over til kanelsnurre fra Meyers og kaffe fra en kaffeplantage i Afrika, som er gået på af en hellig ko, serveret i Royal Copenhagen kopper. Nej sagen er den, at mine forældre afleverer flasker hos mig, de gider ikke aflevere dem, og jeg får en tilfredsstillelse ved det (win win), og så har jeg råd til gourmet knækbrød sidst på måneden.

Hvem er Pernille så? Ja, jeg har en cand. mag. i dansk, medier og kommunikation, kommer fra en god familie, har gode venner og veninder, er udstyret med en okay hjerne og er da både frivillig i Røde Kors og til drukturene med veninderne. Jeg har ikke knækket koden til jobmarkedet endnu, men alting rykker nærmere.

Hvad laver jeg så? ”Husk at nyde livet, Pernille. Vi er mange, der gerne vil have dit.” Okay, men du havde da det frie valg, men nej fordi vi har nogle samfundsnormer, der siger, vi skal have i hvert fald et barn, lån i hus, stor rejseaktivitet og noget på fire hjul, og man er altid lidt skæv, når man ikke passer ind i dette. Jeg både knuselsker mit frie liv, og andre dage ligger jeg i fosterstilling med jordbærøjne. Min tid går med dette:

• Fætter BR
• Ønskebørn
• Bryllupper
• Børnefødselsdage
• ”Par”middage
• Akavede dates
• Vellykkede dates
• Sixpack watching
• Smile over mænd
• Græde over mænd
• Beslutte aldrig at se mænd
• Skrive til mænd
• Tinder
• Jobsøgning
• Grinding
• Være sur på min far
• Være sur på min mor
• Vente på nyt opkald fra gravid veninde

Og hold nu op, hvor jeg egentlig holder af det hele!

Bonusinfo: I dag blev jeg sur på min far, sådan rigtig sur, sådan lige før jeg græder i frustration sur, fordi han ikke synes om, at jeg kan se fornuften i at købe en ny iPhone, når den gamle kan holde batteri i to nanosekunder og homeknappen kun virker en gang om ugen. Og den står i hans navn, så jeg kan ikke gøre en fis. Nu vil jeg fundere lidt over mit tragikomiske liv. Hej.