Jeg er alt andet end manglende erfaring!

finger-3026348_960_720
Få dig nu bare et job. Ja, det ville jeg sgu også ønske, jeg kunne.
Jeg ville give både min lillefinger, faktisk dem begge og min sommerferie væk de næste 3 år, hvis jeg kunne få et job. Lillefingeren ville jeg nok aldrig få igen.
Jeg vil så gerne derud, jeg vil gerne være noget for en virksomhed, jeg vil gerne bruge mine kompetencer, for de er der. Mit drive og min energi er større end teenager-passion for computerspil og cola. Jeg sidder ikke i sofaen og brokker mig, jeg putter mig selv derud, tager nye tiltag, kurser, netværksgrupper og prøver at skille mig ud. Det har jeg faktisk altid godt kunne lide.
Jeg ser mig selv som noget for dig. Jeg er kreativ og nytænkende. Jeg kan sørge for at du har en rød tråd i din kommunikation, at alt din skriftlige kommunikation spiller, at du er synlig på de sociale medier, og skriver tekster, der fanger lige præcis den målgruppe, du gerne vil have i nettet. Min uddannelse har givet mig en god værktøjskasse, som jeg rigtig gerne vil vise dig. Jeg er også ret sjov, når der er grund til at være sjov!
“Vi har fået 464 ansøgninger og har valgt at ansætte en anden.”
Ja, men er personen lige så vild efter at give værdi til din virksomhed, som jeg er? Og er personen lige så sjov? Er personen lige så opdateret på eksempelvis de sociale medier? Alle de nye muligheder, men også begrænsninger? Er personen aldrig syg? Giver personen inspiration til din madpakke? Eller har personen taget jobbet for at prøve noget nyt og få lønforhøjelse? Får du den samme type medarbejder, når personen har siddet i den sammen stilling de sidste 15 år? Er jeg ikke nemmere at forme? Jeg er ikke bundet af gamle normer og arbejdsforhold? Jeg er ikke vant til at gøre noget på en særlig måde, jeg er så parat til forandring, som jeg overhovedet kan være.
Alligevel vælger du XX, som har siddet med dette i 25 år? Hvorfor? Hvorfor er du bange for at tage mig? Jeg vil gøre alt, jeg er interesseret i at vokse i din virksomhed og tror på, at jeg kan få din virksomhed til at vokse. Jeg har læst på universitet i over 6 år, noget må jeg da kunne. Oveni det har jeg altså erhvervserfaring, jeg synes, jeg har lavet ret meget siden, jeg afsluttede min uddannelse. Jeg har bare ikke siddet i den samme stilling i 15 + år. Jeg vil dig så gerne, hvorfor vil du ikke mig? Er vi ude i dating-svaret: “Det er ikke dig, det er mig?” Eller? Hvorfor prioriterer du noget gammelt, når du kan få noget nyt? Og endda noget, der vil gøre alt for dig? Alt for at få dig til at stråle? Få dig til at føle sig som den vigtigste? Få dig til at blive set af andre?
Oveni er mine kompetencer lidt ekstra. Jeg kan hjælpe dig til stedet med den bedste bland selv slik, de nyeste trends, nyeste kommunikationskurser, installere Snapchat, så du kan imponere børnene, når du kommer hjem, afhjælpe mine egne computerproblemer uden at panikke og hælde kaffe i tastaturet, give dig fif til det fede Instagramfoto, skrive din tale, give dig fif til tekster – alt fra dit private fødselsdagskort, din nye hjemmeside eller hele din virksomheds kommunikation.

Skal vi ikke lade den date gå videre til næste fase? Jeg synes virkelig om dig og vil være med dig i tykt og tyndt. Vi kan godt springe middagen med svigermor over!

JEG SKAL BARE TISSE!

Imagecredit: https://www.mitfund.dk/tips/metaldetektor_regler

Image credit: https://www.mitfund.dk/tips/metaldetektor_regler

Har du nogensinde tænkt på de uskrevne regler, de fleste af os er en del af hver dag? De der regler, ingen rigtig snakker om, men som bare er der? Jeg ved godt, at der er nogen, som måske ikke gør det (men måske burde gøre det), men sådan er det jo med alting. Jeg vil vove at påstå, at du kan nikke genkendende til rigtig meget af det.

  • Når du går ind i en elevator, så stil dig altid med ryggen til de andre. Mange vil føle det meget akavet, hvis du kigger på dem… eller taler til dem.
  • Mange krammer ikke første gang I mødes, men når I har snakket og minglet lidt, så får du et kram, når I siger farvel (med mindre det er en jobsamtale)
  • Ingen af os laver nogensinde nr. 2, vi tisser altid. Så hvis du er hjemme hos nogen, og maden er på vej sydpå, så smut hurtigt ud på toilettet, put papir i kummen og træk lidt ind imellem. Det vil slette alle spor
  • Ingen sover nogensinde til en filmaften, hvis du bliver taget i det, så lukkede du bare lige øjnene i 2 sekunder
  • Ingen tager nogensinde det sidste stykke af noget, alle sidder, og kigger på den sidste vingummi, ingen tager den og I ender med at smide den ud
  • Når alle andre skal have dessert, så må jeg også hellere
  • Tør ikke fingre i andres badehåndklæde, men deres HÅNDklæde
  • “Tak for mad, det var dejligt”… selvom vi måske kunne lide det
  • Man må ikke komme for tidligt, MEN for guds skyld heller ikke for sent
  • Vi kommenterer altid andres nye ting, hår eller andet, også selvom vi ikke kan lide det.. Lad nu bare vær’ at sige ”du har fået nyt hår..”og så ikke sige mere..
  • En regel jeg egentlig aldrig selv har fundet ud af… Hvem ligger den der ”deler” på båndet i supermarkedet? Mig eller den næste, der kommer?
  • Hvis du tager en ekstra gang af noget, til en (lidt formel) sammenkomst, så send fadet rundt til de andre også
  • Lugt aldrig til maden, når du er ude hos andre. Det er virkelig uhøfligt, ik?
  • Forvent at få mange kommentarer (særligt fra ældre mennesker) hvis der er hul i dine cowboybukser og du har købt dem sådan. ”du har da ikke givet penge for bukser med huller i… (efterfulgt af et stille grin)
  • Tag ikke en lugte-madpakke med offentlige steder
  • Stå ikke så tæt på mig, at jeg kan lugte din begyndende halsbetændelse
  • Gå ikke så tæt på mig, at du træder mig i hælene
  • Hvis du er på cykel, og en anden går, så trækker du cyklen ved siden af
  • Det kan godt være ret uhøfligt at spørge andre, hvad de tjener
  • Hvis du har givet første omgang, så giver jeg næste..
  • Hvis nogen i et selskab snakker engelsk, så bliver mange meget ubekvemme, og der kan være meget plads rundt om personen, indtil de 7 glas vin, begynder at virke, så kan alle pludselig både engelsk, spansk og tysk (min bedre halvdel snakker engelsk, så jeg ved det)
  • Hvis nogen viser dig et billede, på deres telefon, så scroll aldrig videre… aldrig!!
  • Når du ser en nyfødt baby… ”gud, hvor han ligner sin mor” ”nej, hvor hun ligner sin far.” Det er ligesom en sætning, der skal siges… Nej, det ligner et stykke kød, der lige har fået øjne… i de fleste tilfælde..
  • Vi spiser ikke før alle andre også har mad på deres tallerkner
  • Sæt dig ikke ved siden af nogen i toget eller bussen, hvis der er mange ledige pladser
  • Der skal være en form for snacks, hvis vi skal hygge
  • Hvis ikke du er gravid eller på afvænning, så skal du drikke alkohol…. Rigtig meget af det..
  • Manden kører bilen, ellers vil nogen tænke, han har kørt spirituskørsel
  • Lad vær’ at kommentere på andres kørsel, hvis du har fået et lift..
  • Hvis nogen giver dig noget uventet, så sig altid… ”nej, det skulle du da ikke have gjort”.. også selvom du synes, de 400,- faktisk var rigtig rare
  • Sig ikke nej, hvis nogen spørger, om du vil holde deres baby.. det vil aldrig blive det sammen imellem jer
  • Smil ikke for meget til en fremmed, det kan meget hurtigt blive misforstået
  • Smil til en fremmed, for h…. det smitter
  • Hvis du har tændt stearinlys på første date, så forbered dig på det bliver misforstået
  • Hvis du køber meget (af noget usundt), så gør opmærksom på, at der er en del, der sidder hjemme og venter
  • Ingen kan lide det samme bland-selv-slik som dig..
  • Hos dine forældre må du gerne bare åbne skuffer og skabe, og se om der er noget, du kan bruge
  • Hvis du køber bind, så sørg for det er det første, du putter i posen
  • Ønsk god weekend, når det er weekend, ik? Ikke om onsdagen!
  • Hvis nogen komplimenterer dig, så lad vær at sige ”ja, jeg ved godt det er pisse flot til mig, sig i stedet… “ej, nårhhhh.. det er ikke noget.. det er en gammel skjorte.. jeg fandt bagerst i skabet…  jeg købte den engang i Grækenland til 10 kr.”
  • Sig godmorgen…. Men max til kl. 10…  MAX
  • ”Er der noget, jeg kan gøre?” Det spørger du altid om, når du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad”
  • ”Skal jeg tage noget med?” Det spørger du altid om, inden du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad
  • Spørg altid til, hvordan det går med deres datters graviditet
  • Begynder værtinden at gabe eller ryde af bordet, så er det ofte et hint
  • Begynder værtinden at snakke om alt det, de skal i morgen, er det ofte et hint
  • Pral ikke med noget, de fleste kan ikke lide det.. janteloven er ikke outdated endnu
  • Pral, hvis du har grund til det.. du kunne inspirere andre..
  • Vær altid stolt af dig selv!
  • Glæd dig på andres vegne, det er rigtig pænt til dig!!!

NÅR IDENTITETEN UDFØRER EN IRONMAN!!

billede-blog-page-001

Nååå, hvad laver du så til daglig? Det er vores forret i enhver social sammenhæng, altså med mennesker, vi møder første gang. Jeg gør det selv, for jeg elsker at analysere mennesker, er nysgerrig på deres liv og vores forskelligheder og ligheder. Jeg tror et eller andet sted, vi mennesker gør det for at putte folk i ”kasser” og sammenligne os selv og vores liv.

Det er bare som om, at det er meget få, der spørger videre, når man siger, man er jobsøgende, for det kalder jeg det. Arbejdsløs klinger så dårligt i mine ører og får situationen til at lyde endnu mere deprimerende. Jeg tror nogen allerede dér putter én i ”kassen” som doven og uintelligent. Ingen spørger videre til ens uddannelse, drømme eller en som menneske generelt. Nej, det er som om det der jobsøgende, får lov at svæve videre i det uvisse. For en type som mig, er det bare ikke sjovt, det er hårdt hver gang. Jeg er begyndt at frygte spørgsmålet, for jeg ser mig selv som alt andet end pigen uden arbejde. Jeg har en cand.mag. og en enorm faglig stolthed, jeg har læst mange år, for noget, jeg brænder for, jeg føler, jeg har meget at byde på for en virksomhed, for kollegaer og for verdenen omkring mig. Jeg er sådan ret “gennemsnitsintelligent”.  Jeg har et eksamensbevis med guldkant, en bog aka. specialet stående i bogreolen, en blog, joberfaring, gymnasieminder, sunde venskaber, underviser flygtninge, Ugandaerfaring, højskoleophold med fokus på journalistik, efterskoleophold, SoMe – nørderi, 10fingersystemet, utallige pressemeddelelser, brochurer, årspjecer, TV – optræden, artikel på Woman, sociale kompetencer, en god emotionel intelligens og god Tinder-ekspertise. Jeg er stolt af hver af en af tingene, for det er ting, jeg har gjort for mig og mit liv, så jeg er ikke bange for at brøle det ud på det store net. Jeg har høje krav, mange drømme og ambitioner og jeg vil ikke lade mig nøjes, det betyder så også, at jeg skal kæmpe lidt ekstra for de ting, jeg rigtig gerne vil, og det betyder både tilvalg og fravalg. At så mange akademikere går ledige var ikke noget, der strejfede mig dengang jeg tog omvejen for at nå journalistvejen, dengang jeg fik velkomstbrevet fra Københavns Universitet, havde jeg ikke tænkt, jeg ville være i denne situation nu. Du synes måske det lyder overdrevet, og nogen vil nok sige, at jeg ikke aner, hvad det betyder, men at være jobsøgende i det danske system kan på mange måder sammenlignes med en maniodepressiv tilstand. Det er så forfærdeligt hårdt, det forstår man kun, når man er i det. Den ene dag er jeg fuld af håb, sender utallige ansøgninger, gransker nettet for alle jobmuligheder og ”I feel it coming” brøler ud i baggrunden. Den næste dag er alt håb og energi taget ud af mig og jeg minder om en sjaskvåd og halvsur karklud. De dage er jeg følsom, føler mig uduelig og i tvivl om det nogensinde lykkes. Når jeg er i den tilstand så får det akademiske selvværd altså en tur, identiteten er til tider på en IRONMAN, den aldrig gennemfører. Jeg ligger meget identitet i min profession, til tider kan det føles som om hele eksistensgrundlaget ligger i hænderne på andre, nemlig de virksomheder derude, man sender ansøgninger til. Det er hårdt at opretholde den positive indstilling hver evig eneste dag, når identitetskrisen banker på.  Jeg ser ikke mig selv som en akademiker snob, men et eller andet sted, er man det jo nok, når man har gået igennem utallige eksamener og specialehelvede for at sidde her i det uvisse og ikke vide, hvad der sker næste mdr. Det er hårdt, når jeg føler jeg er i en standby-situation, gerne vil ud og bruge min personlige værktøjskasse og anbefalingerne fra tidligere ansættelser alle siger, at jeg er en gevinst for en hver arbejdsplads.

Tør du 10 meter vippen?

Men skal godt nok have sig et sæt brede skuldre for at gennemgå det her jobsøger-A-kasse-jobcentersystem. Min personlige erfaring, hvad jeg ofte ser og hører er, at jobcentrene egentlig ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, at man på mange måder er overladt til til sig selv, og de gode ideer skal man selv finde på. Det er et kontrolsystem, og det eneste de skal have stående på deres skærm er, at de fik nogen i arbejde. Ideerne er små til møderne. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad formålet er, udover at kontrollere, at jeg stadig er i DK. Jeg ved ikke, om det kun er i mit tilfælde, fordi jeg gør de ting, systemet kræver og mere til. Jeg får altid ros for mine tiltag, men når jeg bliver bedt om også at prøve at søge udenfor mit område, indtil drømmejobbet er der, og man så får afslag tilbage, at man er for overkvalificeret, så får man lyst til at springe ud fra 10 meter vippen i et bassin uden vand. Der må være andre, som i den her jobsøgningsproces starter ud med et stærkt og godt selvværd, men som virkelig har svært  ved at fastholde det. Jeg er et stærkt menneske, eller det er jeg blevet, men det her ville være svært selv for stålmanden at stå model til.

En anden ting i det her, er også de “opfølgende snakke,” og jeg bebrejder ikke folk. ”Er der noget nyt på jobfronten?” At man så igen skal sige nej, så har jeg en fornemmelse af, at nogen tænker, at man måske er doven, at man ikke er så dygtig alligevel, at man må gøre noget forkert, at man sikkert heller ikke søger noget, men derimod bare dyrker Netflix og chill derhjemme,

Det er alt andet end det, det her er mere stressende end at have et job, det er krævende at sende ansøgninger og CV, man trykker ikke bare send og så guffer Marabou og onlineshopper resten af dagen. Alle jobansøgninger skal tilrettes virksomheden, jobsamtalerne er et job i sig selv, der er ofte cases, der skal løses, persontest og mere end 1. runde.

Så næste gang du møder en jobsøgende på din vej, hvad enten du er direktør, kollega, ven eller fremmed, vil du så ikke godt huske det? At få en ildsjæl, der har været igennem dette, betyder at du får en medarbejder, som forstår at knokle for tingene. En medarbejder, som ved, hvad det betyder at skille sig ud. Det tror jeg alle virksomheder ville kunne gøre brug af.

Med det sagt, så siger typen af arbejde intet om mennesker, intelligens er så meget mere end et sejt job og pæne uddannelsespapirer. Jeg tror om nogen, at den sociale intelligens også spiller en enorm rolle, og den er der desværre mange, der stadig ikke helt har forstået. Så lad os ikke skamme os over, at være jobsøgende. Tænk lige over det næste gang, du forsøger at putte nogen i den kasse. Så i stedet for at stoppe samtalen, så find ud af, hvad personen ellers har at byde på. Måske kunne det bygge en bro, eller give dig noget, den dag du er i samme situation.

Nu skal det hele ikke have en negativ klang, for jeg ser da en åbning, der er jobsamtaler forude. Jeg er så rørt over, hvor mange gode mennesker, der stadig er derude. Mit seneste indlæg på LinkedIn blev delt så mange gange, at det havde over 1500 visninger. Det giver mig håb. Lige i dag tror jeg på, at det her lykkes inden længe. Det skal det. Jeg har så meget at byde på!

MAN KAN SE HELE KLOKKEVÆRKET!

klokkevaerk

Jeg synes, I skal have et lille hverdagsglimt fra et Carlsen liv;

Mine forældre er stadig, til dags dato, de to mest irriterende, jeg kender (og lidt Bernard og min søster.) Det er noget af det, jeg elsker allermest ved ikke at bo hjemme, jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil se mine forældre (og jeg tror der gælder det samme for dem) nu værdsætter jeg også tiden meget mere. Det er uden tvivl blevet det, man kalder kvalitetstid. Min mor og jeg har for en del år siden indført en ny tradition – at vi hvert år skal på juletur et nyt sted. Min søster får selvfølgelig hvert år tilbuddet, men siger altid pænt nej tak. Hun magter ikke mange mennesker, kulde og julelort. Bevares, ingen skal jo tvinges til at blive trådt i hælene, drikke gløgg til overpris og have blå læber. Vi er heldigvis opdraget så fint, at fordi den ene får, behøves den anden ikke. Så gør mine forældre noget andet med hende/for hende, og der er aldrig en sur mine. Vores forældre er så satans heldige og betænksomme, at de gør mere end rigeligt for os begge. Jeg glæder mig til, jeg en dag kan give tilbage i andre former end computer-mobil-printer-installation-hjælp. Jojo, jeg hjælper skam også min far med gaver til min mor hvert år, for ellers ved jeg sgu ikke helt, hvad min mor havde endt med af gaver + min far aldrig ville blive færdig før 29. december.

Selvom jeg på denne årstid også kan trække mig lidt tilbage i mit skjold og ikke have det samme overskud som normalt, så elsker jeg sgu også december. Der er noget pisse hamrende hyggeligt og alt-for-meget over det.

Nå, men min mors og min årlige juletur gik i år til skønne Århus. Vi ville gerne køre selv, snakke alene og bare være os. Vi har skam prøvet de der PPR rejse (pensionistpakkerejser), hvor man bliver samlet op af en bus, og selskabet har planlagt hele juleturen for os. Der er faktisk ikke noget mere underholdende, overraskende og langsomt som at rejse med en flok pensionister, de historier må komme på et andet tidspunkt. Tilbage til Århus, min mor og mig landende midt i Black Friday helvede, det havde vi planlagt pisse godt, hvis du spørger mig. Jeg elsker at rende rundt i overfyldte og varme butikker med fuld Antarktis habit. Jeg elsker at stå i kø og dele kaffebordet med andre. Amen, det er bare lige mig. Det er dog som om, at efter nogle timer i helvede, så vender man sig til det, jeg begyndte bare at træde i hælene, springe køen over og åbne jakken, når man kommer indendørs. Det er altså et rigtig godt fif, jeg nu hermed har givet videre. Selv tak!

Vi ankommer til vores hotel i MEGET GOD TID, fordi vi begge to elsker at planlægge, sådan alt for meget. Vi går ind og snakker med receptionen. Nej, vi kan ikke checke ind, så ud i bilen med os og udstyre os med 14 tørklæder og varme praktiske sko, men da vi nærmer os bilen, siger jeg til min mor, ”hvorfor parkerede du ikke længere fremme i båsen.” Bilen står sådan midt på parkeringspladsen. Yes, min mor havde simpelthen ikke trukket håndbremsen, så bilen var trillet, mens vi stod inde i receptionen og spiste jødekager. Heldigvis var der langt til bilerne bagved, for var der sket noget med bilen, så var jeg (særligt min mor) ikke kommet hjem fra Århus, det ville simpelthen ikke været den lange køretur værd, for min far havde slået os ihjel når vi kom hjem. Nå, men så var turen ligesom i gang, og jeg begyndte stille og roligt at forberede mig på den tur. Der sker altid noget, når man rejser med mig, det skal man bare være klar over.

Vi går rundt hele dagen blandt to-go-kaffe, flyverdragter, barnevogne og begyndende julestress. Så stresset at en ældre dame snubler over en… en…. en kant i Kop & Kande, og vælter så voldsomt, at det lyder som om de får leveret 56 paller Royal Copenhagen, der bliver smidt på gulvet. Alle vender sig om, og den ældre dame bliver aldrig sig selv igen, tror jeg. Alting er så tæt, at jeg får slået en mand i røven på rulletrappen, ja ikke bare snitte, men slået, fordi jeg skulle pege på noget og får viftet armen ud. Jeg kunne mærke han vendte sig om, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at kigge. Vi kommer tilbage til vores hotelværelse fredag aften (som det lige skal siges, vi ikke helt var tilfredse med, det var sgu egentlig bare lidt lille (i forhold til billederne) til prisen, min mor fik hevet badeforhænget med, da hun skulle tage WC-papir, det forklarer lidt.

Det river sådan bagefter

Jeg skal sådan på WC, og da jeg sætter mig på kummen, kan jeg mærke mine sokker blive helt våde. Først bliver jeg lidt nervøs, for tænkte det da ikke kunne komme fra mig. Eller hvad? Kan også høre dryp fra loftet, får kigget op, og det drypper ret meget fra loftet. Så meget at man er nødt til at gøre noget. Men jeg nægter simpelthen min mor at gå i receptionen med det samme, for vi alle ved jo 100 %, at de skal op og kigge på loftet MED DET SAMME, og hele hotelværelset har en sødlig duft af toiletbesøg nr. 2…… Så efter lidt tid går min mor i receptionen, kommer tilbage og udbryder glad ”Vi har fået suiten, vi skal flytte med det samme.” Jeg når lige at nuppe de gratis kaffe – og tebreve med, og væk er jeg. 5 minutter efter sidder vi i hotellets suite med to badeværelser, to TV, soveværelse, entre og stue. De kaffebreve, jeg stjal fra det andet værelse kan ikke bruges, for her er fancy kaffemaskine. Vi sidder helt glade, og min mor ruller gardinet fra, for at se, hvilken udsigt suiten gemmer på, lige ude på den anden side, er rådhusuret og min mor udbryder helt munter ”Pernille, man kan se hele klokkeværket.” Hvad svarer man til sådan en? Hvad fanden svarer man?

Jeg ved faktisk ikke, om jeg tør stå op dagen efter og lade turen fortsætte, men det gør jeg nu altså. Black Friday helvedet er faldet lidt til ro, og man kan da holde ud at gå nu. Vi vil midt på gåturen gerne ind og have et glas gløgg. Jeg ved ikke, hvordan vi ender på en cafe, som mest af alt er en bodega, sådan en slags cafe, hvor man ryger indenfor. Min mor kun fik det ene ærme med hjem, på trøjen, det anden hænger stadig på bordet derinde, det er i hvert fald ikke bliver tørret af de sidste 3 mdr. Det var faktisk pissehyggeligt og underholdende. Der var et par stykker derinde, der ikke har nøjes med et glas gløgg, de fortsatte vist bare med at drikke efter december-gløggen 2010. Den friske luft gør benene meget tunge, så vi smutter senere ind på en cafe, (hvor man ikke ryger indenfor.) Her får vi en halv liter mørk øl og deler nachos. Mine ben var derefter endnu tungere, vi slentrer tilbage mod hotellet for at slappe af og tage en cocktail. Jeg introducerer min mor for ”Dark and Stormy” (ja, altså cocktail,) og hun er lige så vild med den som jeg selv (så meget hun efterfølgende har introduceret hendes kolleger for den til julefrokosten og det resulterede i, at hun ingen stemme havde.) Mens vi sidder der i baren, og kigger på mennesker, udbryder min mor, ”det er rart, det sådan river lidt bagefter.” Jeg tror… TROR hun mente den Ginger Beer som jo er en del af den cocktail, men jeg kiggede på hende og hun forstod ligesom, hvad hun selv havde sagt. Vi lod begge som ingenting. Vi smuttede tilbage på værelset, ingen af os var specielt sultne eller interesserede i at glo på flere mennesker, så vi smuttede over på Burger King, som belejligt ligger lige overfor, ind og købe burgere og så ellers hjem på værelset med dårlig B-julefilm, lunken rosé og slap-af-tøj.

Dagen efter tjekkede vi ud af suiten, både Joey Moe og MC Clemens var på det samme hotel – jeg siger det bare. De havde ikke suiten, vel? Bilen stod hvor vi placerede den, turen gik mod jul i den gamle by, hvor resten af Danmark også var. Det var simpelthen så skønt, jeg så alle de gamle bygninger, værelser osv. igennem ryggen på andre. Der var ingen plads til, vi kunne spise en middelalderfrokost, så vi snuppede en motorvejs-flæskestegs-burger på en rasteplads på Fyn, hvor der kun var et toilet, fordi de var ved at bygge om, så det var bare skide godt. Der var da i det mindste to skiver svin i burgeren og sprøde svær. Vores årlige juleture får mig altid i julestemning og giver så meget inspiration til at skrive.

Glædelig jul, for fa´en. (P.S. jeg vil aldrig eje eller låne det klokkeværk, jeg har sat ind her foroven, så ved I det. Jeg er faktisk ikke særlig meget til jule”pynt.”

KAN MAN SPISE RØDVIN TIL AFTENSMAD?

looking-for-jobs-entry-level-thatd-be-great

Det bliver et langt indlæg, så er du advaret.

Jeg trænger. Trænger til at danse, være fuld og glemme hverdagen. Det her er ikke et surt opstød, og min blog skal på ingen måde bære derhen, men jeg skriver om livet, som det nu engang er, på godt og ondt, blandet med en god gang humor, for jeg må fra naturens side være sjov, synes nogen da. Jeg sidder ikke, og tænker over, hvad mit næste blogindlæg skal handle om, eller at jeg skal vise mine nye seje sneaks, nej tingene kommer helt af sig selv.

Jeg har haft noget på hjerte noget tid, det er på en måde meget personligt, men jeg er nødt til at sige det højt, for jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan deale med det mere.  Der er sket for meget på alt for kort tid. Jeg er nødt til i en periode udelukkende at fokusere på, at få brikkerne til at falde på plads indeni. Jeg har i for lang tid kun været der for andre, lyttet til andre og ikke stoppet og givet mig selv tid, taletid. Ja, jeg er en stærk type, som ofte klarer tingene selv, men jeg skal også huske mig selv i det hele. Give mig selv plads, på den måde har jeg også større overskud til at være der for andre. Jeg betegner mig selv som en god veninde, der lytter, er der og er nærværende, men det betyder også, at man skal have overskud. Jeg havde en snak om dette med min gamle efterskolelærer, som sagde, at jeg er nødt til at give mig selv plads.  Jeg har jordens bedste venner, det har jeg virkelig, det har intet med det at gøre. Så nu har jeg i den næste tid fyldt min kalender med ting, der gør mig glad, og har lovet mig selv at give mere plads til mig og passe på mig selv. Men for at give et indtryk kan jeg da lige remse op, hvad der er sket de sidste år, jeg blev færdig med 6 års studie, i stort break up, ny lejlighed, ledig, single, med alt, hvad det indebærer, start på job (projektansættelse,) ledig igen, ny kæreste, nyt job som desværre ikke blev til mere, en af mine tætteste veninder tabte kampen mod kræften, nu ledig og forstuvet lorte-skide-fod.

Måske kan meget af det for nogen, virke ligegyldigt, men det er det ikke for mig. Det kan hurtigt fylde utroligt meget, når man i forvejen føler man konstant står under en sort sky blandet med orkan og jordskælv, nogen gange overvejer jeg at hoppe ud af vinduet, det er bare mere besværligt og usexet end smart, når man bor i stueplan. Men alle de ting er noget, der kræver usandsynligt meget følelsesmæssigt og jeg er så stolt og glad over, jeg sidder her nu. En af mine veninder sagde til mig, ”jeg forstår virkelig ikke, at du kan stå ud af sengen hver morgen med de ting, du har været igennem.” Jeg tror mine forældre har vist mig, at ved at fighte kan man komme langt. Min far er over 60 år og arbejder minimum 10-12 timer hver dag i et firma han har haft i over 38 år, det bærer frugt. Nok mest for min mor! Min mor sagde for mange år siden sit job op, forlod det hun var uddannet i for at satse på sin drøm, da hun ikke havde sig selv med i det andet længere. Min søster er en fighter, hun er, som tidligere nævnt, 8 år yngre og ved stadig ikke rigtig, hvad hun vil med uddannelse osv., udover hun gerne vil være skuespiller, og hvor hårdt det end er, så opgiver hun ikke, men finder i stedet nye veje. Tager job ind imellem, hvor hun hurtigt stiger i graderne, fordi hun har ledelseskompetencer. Hun er bare mega coolio! Mine forældre har skabt to selvstændige (og stædige) individer, og jeg tror vi begge har accepteret for længst, at tingene ikke kommer nemt til os, men at det nok skal ende godt ud på et tidspunkt. Vi skal bare have lidt ekstra bump på vejen, men jeg håber det hele, giver mening på et tidspunkt.

Træt af Lars Bjørn og hans krav

Det som gør mig mest ked er ofte mine forældres bekymringer, for hele inspirationen til bloggen kommer af, at jeg igen er ledig, igen er en del af den kedelige statistik og de åndssvage (for nogen) systemer. Hvad er meningen med så lang en uddannelse, hvis vejen til arbejdsmarkedet er så besværlig? Den kræver så meget erfaring, du må gerne være 21, elske at løbe Berlin Marathon (I DIN FRITID), have 35 års erfaring med alt indenfor dit felt, ikke have planer om børn, og helst gerne ligge 40 interessetimer om ugen. Tak for lort! Hvordan er det muligt? Fortæl mig lige det, for nu har jeg siddet i Excel og prøvet at regne det ud, det kan ikke lade sig fucking gøre. Startede du Hr. Lars Bjørn, chef i bla bla bla også ud med 35 års erfaring, dengang du startede dit første job, for så vil jeg da rigtig gerne mødes til et kaffemøde og forstå det. Hvorfor tør man ikke tage chancen? Jeg kommer med et friskt pust, og noget må jeg jo kunne, når jeg har et bevis, der står cand.mag. på, eller? Så dyr er jeg da heller ikke, men jeg sælger sgu heller ikke mig selv for en pose slik eller mine grønne øjne, jeg lader mig ikke udnytte mere.

Den her situation gør ofte, at jeg mister modet, dagene er meget forskellige og jeg lider uden tvivl af en dejlig bekymringsstress. Men der kigger jeg ofte udover mit eget frikadelleliv og lader mig inspirere af andre. Min kæreste fx han skal snart i gang med at skrive sit speciale, til juni er han færdig, så har han en Master, og han er et af de mest inspirerende mennesker, jeg kender. Det betyder så også han er utroligt irriterende til tider, men den tager vi en anden gang, ik? Han har vundet utallige Awards for sin kloghed, har sin egen finansblog, som virkelig får thumbs up, knokler med det danske sprog, har forladt Ghana for at bosætte sig i DK, og har lige fået at vide han er kommet ind på et mentorprogram, som skal hjælpe ham til det gode job. Han er så sindssygt passioneret omkring sit studie og hans hjerne er utrolig. Ydermere ligner han en på 20, han er ligesom Pharrell, what’s not to like? Nej, han kan ikke danse med hofterne eller snakke swahili, men vigtigst af alt, så takler han mig og mine krebse-PMS-humørsvingninger.

Mor og far til tøj-kæde-dans i haven

Jeg trænger til at være en succes, jeg føler jeg er fanget og på standby i mit eget liv. jeg føler mig dum og uduelig, at jeg ikke kan knække koden til arbejdslivet. Og det værste, du kan sige til mig, er ”du må da have alt tid i verden.” Ved du, hvad det kræver at søge job? CV og ansøgning skal tilpasses hver gang, jeg skal sætte mig ind i alle firmaer og forberede mig. Hvor er motivationen? Når man kun venter på afslagsmailen? Så det er vigtigt med en god og lang uddannelse, for hvad? For at sidde her og være bekymret, lade firmaer have din fremtid i hænderne, have ondt i maven, give sine forældre ondt i maven. Den gør ondt, min mor har ondt i maven, når jeg venter på et opkald. Selvom jeg tror mine forældre også nogle gange panikker i deres stille sind, så tror de på mig, og jeg får ofte søde SMS’er om at det nok skal gå, det rigtige job skal nok komme. Jeg vil bare gerne kunne ringe til dem NU og sige, det lykkedes fandme og invitere min mor og far til nøgenkædedans i haven, kunne sige, jeg giver den her middag, for det har jeg råd til. Derimod inviterer jeg min mor på IKEA kaffedate (fif: Der er kaffen gratis, med refill, når du har IKEA Family kort.) Den økonomiske situation stresser mig helt vildt, for alt jeg gør, burde jeg ikke gøre.

Som noget positivt, skal det dog nævnes at mine sagsbehandlere både i fagforeningen og på jobcentret. er super seje. Sidste møde udbrød min sagsbehandler ”Ej, hvor er jeg træt af, du er her.” (på den fede måde) Jeg tror desværre, uden at lyde snobbet, for det er virkelig ikke sådan, jeg mener det, men vores system er bygget op, så det kan hjælpe folk, som ikke har så meget uddannelse, og det er jo helt fint, men det er som om, de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op. Selvom jeg virkelig prøver at have en positiv indstilling, for jeg forstår godt, at de møder skal være der. Men jeg bliver sgu bare en anelse deprimeret og føler mig sat i bås. Heldigvis behøves jeg ikke sige mange ord for at både fagforening og A-kasse forstår min situation, og jeg kan oprigtigt mærke deres iver for jeg skal i arbejde, fordi de helt reelt mener jeg har kompetencerne og hovedet til de job, jeg søger. Det er der bare andre, der lige skal opdage også. Helst i morgen, ik?

Nu skal det hele jo ikke være mavesyre, jeg har da også ting at være glad for og stolt over, det har jeg da. Jeg har haft muligheden for at tage mig en god uddannelse, og har fået opbygget et hold af dejlige mennesker omkring mig, jeg har en lejlighed midt i Køge, ret meget tøj og mange gode oplevelser (og flere på vej,) men jeg vil have hus, to sunde børn, en Audi, og et godt og lykkeligt liv med frihed og et godt helbred. Kald mig overfladisk, det må du gerne, men det er det, jeg satser mod og jeg er en god dagdrømmer. Jeg har fået nok nu, og så må jeg jo tage andre midler i brug. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde modet til at vi solgte ”alle vores ting” ”Ja mor, alle mine sko,” og rejste ud af DK for en periode. Jeg er begyndt, at overveje at DK måske ikke er fremtiden for os, men måske andre steder, hvor jobmulighederne er bedre. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg ikke ret meget.

Nogen kan måske tænke, ”jamen du har da råd til de fede tasker, sko, koncerter og rejser.” Jeg har ikke været på sommerferie i mange, mange år, fordi jeg ikke har haft råd, men jeg er da nødt til at fylde mit liv med noget. Vores madbudget er super lavt, vi bruger ikke penge på fancy mad og restaurantbesøg, men måske på onlineshopping og smårejser, for kunne jeg ingenting nu, hvor jeg er ledig, så ville jeg sgu virkelig have brug for en terapilampe. Jeg skriver ikke dette for at folk skal tænke ”hun brokker sig, hun har det sgu også svært, eller hun vil bare have opmærksomhed.” Faktisk tværtimod. Jeg er træt af, hvordan vi (inklusiv mig selv,) på de sociale medier, lever et glans-billede-liv, det er som om det er blevet et konkurrenceforum, hvor det gælder om, hvem der har det fedest. Derfor det her indlæg, for mit liv er sgu ikke altid Insta – Facebook – Snapchat-venligt. For livet er også lort engang imellem, og det synes jeg ikke er mærkeligt. Uanset om mit liv er fedt eller ej, så vil jeg gerne være en inspiration for andre. Det kan være alt fra irriterende blogindlæg, pæne tasker eller en fed rejse, men det kan også være det her!

P.s. Så er tøj for mig, hvad øl er for en alkoholiker, det gør mig glad.

Er det egentlig billigere at leve af rødvin til aftensmad? Det behøves jo ikke være en Amarone!

DE FEDESTE SNEAKS I BYEN!

20171010_145753-1Mit liv var da også gået hen og blevet en anelse gråt og trist. Det må jeg da godt nok sige. Jeg manglede da helt klart noget, mit liv har jo slet ikke budt på noget i 2017. Jeg ville faktisk have skrevet et blogindlæg i går, men valgte i stedet at gå ud i vores skur med en urtepotteskjuler og samtidig tage skraldet med, når jeg nu alligevel bevægede mig ud i den sibiriske efterårsaften. Det betød så at tv og sofa nu er min partner in crime, de næste dage. Ja, for ved I klapidioten her gjorde? Jo da, hun faldt simpelthen i et hul (ET HUL) udenfor skuret. Alle har vel prøvet at vrikke om, bevares. Her kunne jeg dog mærke, at noget var helt galt, da det ligesom sagde smæld inde i los fod, jeg fik kravlet hen til døren og råbt på Bernard, som tydeligt kunne høre panikken i min stemme. Jeg er typen, der panikker ret nemt, så da vi får taget min sko og sok af siger Bernard ”kig ikke på din fod.” Det gjorde jeg selvfølgelig, og så kunne jeg ellers mærke min bævrende underlæbe ikke var til at redde, det så ikke godt ud, det gjorde det bare ikke. Her skal I så forestille jer mig rigtig sexet, jeg forstår ikke manden ikke friede til mig lige der. Det afslapningstøj, jeg havde på åbner man ikke engang for postmanden i. Jeg blev plantet på en stol, og der sad jeg så og strammede mig an, for det gjorde så ondt, som hvis du banker din lilletå ind i sofabordet…. 10 gange….. efter hinanden. Skadestuen ville ikke se mig, da jeg kunne ”støtte” på foden. Aha og så kan den altså ikke på nogen måde være brækket? Jeg er ikke vanvittig autoritetstro, når det kommer til sådanne ting, så den køber jeg ikke. Og med en mor som insisterede på, at jeg ringede til lægen med det samme næste morgen, så var det altså det, jeg gjorde. Min søde og yderst kompetente læge ville se mig, og sendte mig straks videre til røntgen, så min dag er ligesom gået med det. Heldigvis ikke noget brækket eller revet over, men en slem forstuvning. Så nu er jeg udstyret med de fedeste sneaks med reflekser og hele pivtøjet, de er ikke særlige praktiske for de vælter hele tiden, når man sætter dem fra sig, og får meget hurtigt en til at se enormt gammel ud. Så her er jeg, tvunget til netflix, men på ingen måde chill, det er faktisk slet ikke sjovt. Tværtimod. Jeg er typen, der ofte tøffer rundt og laver ting, og sidder kun foran tv´et nogle timer om aftenen. Det fik mig til at tænke på, hvor sjove vi mennesker egentlig er, der er så mange ting, som jeg ofte tænker på, kunne være rare. ”Ej, hvor jeg trænger til en hel dag på sofaen, i nattøj,” men når jeg så kan, så gider jeg ikke. Jeg forestiller mig, det er ligesom jagten for mænd, når de endelig har fået skovlen under en, så er det ikke altid så spændende længere, så går de på ny jagt. Det må være noget dyrisk og det at formere sig, men når man så ikke længere er tilgængelig, så vil de gerne én igen. Det er mig en gåde, som jeg heldigvis ikke behøver bekymre mig om mere.
Livet er så fandens uforudsigeligt og hver gang, vi tror vi har en plan, så har vi ikke alligevel. Der kommer som oftest noget i vejen, som gør at tingene skal ændres. Ligesom i den her uge, hvor jeg havde 117 ting, jeg skulle til og ordne, men nu er lænket til sofaen og mit eget skide spændende selskab. Jeg hader at være afhængig af andre, og det må man sige, jeg er nu, og min fod skriger for at komme ud og gå, gøre rent, vinduesshoppe, danse og prøve nye sneaks, men det er lige sat på pause lidt. Vi planlægger og planlægger, men livet byder ofte på noget andet. Ofte er det smukt, men lige nu er det pisse irriterende. Jeg er sur på mig selv, sur på den skide urtepotteskjuler. Er der en mening med det, tror du? Bare sig ja, ik?
Vi planlægger ofte ud fra den samfundsnorm, der er, men som, for mit vedkommende, ikke helt blev som planlagt, men jeg arbejder på det. Jeg har store ambitioner for mig, os, mit liv og vores liv. En tur på Oslo Cruise og Zoologisk Have med meget kort mellemrum, gør at mine æggestokke ikke skriger så meget lige nu. Kan ikke finde ud af om det er forældrene eller børnene, der er mest irriterende. Kan børnene godt altid have legeaftaler andre steder, hvor jeg henter børnene på fortovskanten? Her er lidt ting, jeg havde planlagt;

– Jeg skal have Bertha og Plup og Planfadder Mmgaaaaaaaaaaaaaaaaalla, før jeg fylder 30
– Jeg skal have det fede job
– Med den fede løn
– Gerne arbejde 67 timer om ugen
– Fritid er overvurderet
– Jeg skal trille med barnevogn i min WoodWood hue og tage billeder af Plupper, der helt naturligt står i efteårets blade, mens der kommer en storm
– Jeg skal have helt styr på min økonomi
– Jeg skal rejse jorden rundt 7 gange
– Jeg skal altid være overskudsagtig
– Der skal altid lugte af nybagte speltboller hjemme hos os
– Jeg skal gå til spinning 11 dage om ugen
– Jeg skal aldrig panikke
– Heller ikke når man træder i en hundelort
– Livet er altid en dans på roser, selv i snestorm…. på cykel
– Jeg skal aldrig spise chokolade og drikke Pepsi Max
– Jeg skal på storbyferie hvert år
– Jeg skal være den søde datter
– Jeg skal være den perfekte kæreste
– Som synes det er okay, at du ikke har støvsuget, selvom du har været hjemme hele dagen
– Mine bryn skal være perfekte
– Min røv skal være perfekt
– Altid have det nyeste tøj
– Være trendsetter
– Være klog
– Være den søde lyttende veninde
– Kun havde brug for 5 timers søvn
– Sælge vores sofa, det er da spild af liv, at bruge den
– Have overskud til alle slags arrangementer
– Kende alle de fede typer
– Tage alle de rigtige billeder til Instagram
– Tage gode billeder, hvor man ser tyndest ud
– Hade pasta
– Hade hvidt brød
– Hade vin
– Inspirere andre
– Aldrig køre for stærkt
– Have alt det rigtige tøj, men aldrig bruge penge
– Se alle de fede film og serier…. uden at have et tv
– Altid cykle alle steder, tænk på miljøet
– Ikke bruge skyllemiddel
– Skrive en bog om mit liv
– Elske smagen af østers
– Kende alle vin
– Have et svingdørshjem, hvor alle børnenes legekammerater vil lege
– Altid svinge op med nye spændende Alt-For-Damerne-opskrifter

P.s. hvis jeg var single, så havde jeg sgu overvejet sugardating, så havde jeg slet ikke behøvet bekymre mig om ovenstående, kun nye Channel tasker.

SIKKE NOGET LORT!

mjaxmy0yytmxnmq2zdgxowe4mgfm

Inspirationen til dette indlæg kom i Fields… på deres toilet. Jeg trængte til Pernille tid, bare mig og mine tanker. Så jeg besluttede at køre en tur i Fields, skulle alligevel købe en gave til en børnefødselsdag, vi skal til i weekenden. Jeg tullede lidt rundt derude og besluttede at sætte mig og drikke en stor kaffe, når jeg var færdig. Pludselig skulle jeg bare på wc, ikke den slags, hvor du lige går videre, klemmer ballerne sammen og gør det, når du kommer hjem. Nej, det skulle være nu, med mindre der skulle erklæres undtagelsestilstand i Fields. Jeg kommer ud på toilettet, puha alle døre åbne, så ingen andre derude, det er egentlig meget rart, når man kan mærke en begyndende eksplosion i rektum. Jeg er klar og lige i det, kan jeg høre skridt. Tror I så ikke den person går ind på toilettet LIGE VED SIDEN AF. Jeg kan mærke koldsveden, for jeg ved det her ikke vil være rart for andre at overvære. Uden at komme med flere personlige detaljer (end jeg allerede har gjort) så kan jeg sige så meget, at efter min Afrika tur er min mave aldrig vendt tilbage til danske tilstande. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Men når jeg har det sådan der, så er jeg i bogstaveligste forstand nødt til at finde en nødudgang. Personen ved siden af mig tager sig god tid, den eneste afstand imellem os er det nymodens tonede glas. Det er smart, men man kan høre alt. Jeg hoster lidt og trækker i toilettet for at dæmpe noget af den Jerusalems ødelæggelse, der foregår. Jeg må simpelthen give slip og vente på, at jeg kan høre personen har vasket fingre og er GÅET…. meget langt væk. Vi skal bare ikke mødes ude ved håndvaskene, det er simpelthen en akavathed, jeg ikke byder mig selv. Mens jeg sidder der, så kom jeg til at tænke på alle de uskrevne regler, vi har i DK (ikke at gå ind på et toilet ved siden af nogen, når hele rækken er fri, burde være en af dem.) Der burde simpelthen være regler for den slags.

Men her kommer de (u)skrevne regler, jeg har observeret der er, eller burde være og ikke burde være;

Når man træder ind i en elevator, så stiller man sig aldrig frontet mod andre, men derimod med ryggen til hinanden, og du skal helst ikke snakke sammen, det kan godt blive en smule underligt

På en rulletrappe, STÅR du til højre og GÅR til venstre, hvis du gerne vil hjem levende

Gå aldrig ind på toilettet lige ved siden af, når andre er ledige

Hvis de åbner en kasse mere, så er det fandme de mennesker, der har stået i kø i den åbnede kasse, der rykker over til næste, fuldstændig efter køkulturen. Simpelt!

Hvis du træder mig i hælen, så er du ganske enkelt for tæt på mig

Hvis jeg kan lugte din spegepølsemadsånde, så er du også for tæt på

I DK synes danskerne, at det er meget underligt, hvis du sætter dig ved siden af os i toget eller bussen, hvis der er ledige sæder, hvor der ikke sidder nogen

Det er farligt at give komplimenter, men det føles rigtig rart at både få og give

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige til komplimenter, ”jamen i lige måde, god jul”

Gå ikke på toilettet og lav nr. 2, når en af det modsatte køn er på samme matrikel

Når du møder nogen første gang, kan det være lidt svært at vide, om du skal give en knuser eller en håndrysten. Normalt er det en håndrysten og en knuser, når du går hjem

Du skal helst hilse på alle til en sammenkomst med en håndrysten og dit navn, også selvom der er kommet 120, så kom altid som en af de første, det er bare nemmest

Snak om vejret eller hvad laver du til daglig, når du sidder ved siden af et nyt menneske

Nogen kan godt blive bange, hvis du smiler til dem, når ikke du kender dem. Nej, jeg flirter ikke med dig kørelærer Kurt, jeg er bare venlig fra naturens side (oftest)

Lad vær at spil musik højt på din telefon i offentligheden. Nej, det er ikke street

Sodavanden i biffen skal ned i holderen til din højre. Ret udfordrende, når jeg er venstrehåndet og alt foregår på min venstre side

Nogen lader dig selv putte den ”adskiller” på kassebåndet andre gør det for dig, og folk kan godt blive overraskede og smile sødt, når du gør det

Hvis din vogn kører op i mine hæle, så er du ganske simpelt godt gammeldags irriterende

Lad vær at stå og prut offentlige steder, vil du ikke godt? Nej, du kunne ikke lige sive den ud, uden den lugtede

Ja, det kan ske at nogen laver en meget hård opbremsning, når du ligger helt oppe i røven af dem

Kør altid haren ihjel, undvig aldrig

Spørg altid om du kan hjælpe med noget, når du er inviteret på mad

Hav altid en værtindedusk eller noget dit barn har lavet til billedkunst med, når du er inviteret ud

Lad vær at gå på wc lige efter, når nogen har været derude mere end 5 min, ik?

Lad vær at tage parkeringspladsen lige ved siden af mig og parkér helt tæt på min dør, når der er 500000 andre pladser

Bliv enig med din sidemand (den fremmede af dem) i biffen om, hvem der bruger armlænet

Lad vær at læs med i min sms, når vi sidder ved siden af hinanden i flyet

Når du ser en, der læser den samme bog, som du har læst, så må I have noget tilfælles

Hav altid en ekstra rulle toiletpapir stående i rækkevidde, det er bare lidt akavet, at skulle åbne døren og kalde på dig

Når man er IKEA, så skal man altså ikke have udsolgt af hverken hotdogs eller softice, det er sgu da en del af turen. Kom jo ikke kun efter stuebirken og ryatæppet, vel?

Jeg er rigtig sød, du må gerne sidde ved siden af mig, selvom der er andre ledige pladser, du må gerne læse med i min sms og spørge til den bog, jeg læser og samtidig smile til mig, men hvis du lugter af spegepølsemad og hører musik på din telefon UDEN høretelefoner, og parkerer din bil alt for tæt på min, eller træder mig i hælene, så kan vi altså ikke snakke sammen. Beklager!

Jeg er meget apropos ved at læse en bog, der hedder ”Get your shit together” om at stoppe med at bekymre sig, få redskaber til at tage den negative tankegang væk, men lige nu burde jeg sådan helt enkelt bare lære, at få mit shit together. For den oplevelse i Fields håber jeg ikke, jeg skal opleve igen. Jeg fik dog min dejlige kaffe, mens jeg fik observeret lidt mennesker, og dermed fået lidt mere inspiration til næste blogindlæg. Mange mennesker burde læse den bog af forskellige årsager, mig selv inklusiv. Anbefaling hermed givet videre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

JEG HJÆLPER DIG LIGE, IK?

20840506_10155413401261469_1494320994_n-1

Sidder du derude, og har en lille smule kuk i kasketten over, at du endnu ikke har fundet Mr. Grey, den eneste ene eller hvad du nu rigtig gerne vil, vil du så ikke godt love mig at stoppe op og lige huske den frihed, der følger med singlelivet. Du er din egen, helt din egen og det hele kan vende på en dag, og det er ikke for sjov. Jeg kan godt have galoperende stress over, at næsten alle mine veninder nu har barn nr. 2, men det skal nok også komme til mig. Jeg har bare haft travlt med en lang uddannelse og et forhold, som så alligevel ikke viste sig at være det. Det skulle vi bare have indset mange år før, sådan er det. Jeg lever en dag ad gangen, stressen gavner ingen, jeg nyder friheden, spontaniteten, tosomheden og være tante for en masse dejlige unger, som kan passe mine børn, når tid er. For den tid kommer også til mig, jeg skulle bare lige opleve livet fra en anden side først. Så husk at lige meget, hvor du er i dit liv, er dét det rigtige for dig. Du er ikke underlig, sær eller anderledes bare fordi, du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven. Tag på date, spring ud i det, dans, drik, send frække SMS’ er og græd over dig selv og andre.

Jeg er rigtig glad for, der hvor jeg er nu, men efter 7 års forhold trængte jeg til at føle mig fuldstændig uafhængig af nogen. Jeg ville være fri, flirte, græde, grine, være fuld på en mandag og faktisk bare være mig, det tog mig 2 år, før jeg var klar til to tandbørster i tandkrusset.
Jeg var egentlig skide heldig, at da jeg blev single, var Tinder datingens svar på Just Eat. Jeg sagde til mig selv, at dating ”det er ikke mig” og Tinder var i hvert fald slet ikke stedet, jeg skulle møde en kæreste. Jeg downloadede en netflixspischipsisofaensøndag appen Tinder. Jeg var skuffet over min kæreste igennem 7 år virkede til fint at være kommet videre, selvfølgelig skulle han også det, for det skulle ikke være os, men jeg havde ikke forståelse for, at hans følelser var klar til at skulle noget andet. Hans bearbejdelse var helt anderledes end min. Der var ingen fremtid for os, og det er jeg helt bevidst om, når jeg lige tager bakspejlet frem.

Jeg downloadede altså Tinder og swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre, sådan følte jeg det faktisk. Det er jo et kødmarked uden lige og så overfladisk at jeg næsten ikke kunne kigge mig selv i spejlet, men jeg fandt sgu også hurtigt ud af, at det var et selvtillidsboost, når matchene tikkede ind. Og det var egentlig også et meget hyggeligt tidsfordriv, som at begynde at lave kryds og bolle med sidemanden på dugen til Olgas 70 års, i selskabslokalet fra nogenlunde samme årstal som Olgas første fødselsdag. Jeg elskede og hadede Tinder, jeg slettede ofte appen, for jeg skulle ”aldrig bruge det lort mere.” Efter et par uger (dage/timer) downloadede jeg igen lortet, og fik de resterende singleveninder til at gøre det samme, for noget godt, kunne jeg da fortælle. I starten var jeg virkelig en pussy på alle tænkelige planer, jeg ville måske egentlig gerne have bekræftelsen, men var ikke klar til at tage steppet ud af min comfortzone og måske møde en mand, der ikke ville se mig igen. Jeg havde mange og lange samtaler med mænd, hvor nogle kun forblev pennevenner, og faktisk næsten dem alle komplimenterede mine formuleringsevner og min utrolig sjove måde at være på (skrive på.) Det betød, jeg havde 2 dejlige Just Eat år, med alt, hvad der hører til. Derfor her en lille Tinder – guide;

Det er helt normalt at blive grebet af panikangst på første date

Vin er en god icebreaker

”Vi kan se en film”, betyder stadig ikke, at I kommer til at se film

Forvent aflysninger på dagen

Køge er langt væk, når det meste hotstuff befinder sig i hovedstadsområdet

Din netbank er fyldt med optankninger på www.rejsekort.dk

Det er meget ubehageligt at sidde i toget på vej hjem, når andre er på vej på arbejde

Pak altid din tandbørste

Snak aldrig om dine tidligere Tinder dates, der er bare noget yderst ucharmerende over det

I ejer ikke hinanden efter første date

Han er sødere end du troede

Han er dummere end du troede

Der er noget lidt akavet ved at spise sammen med et menneske, man ikke kender

Hav altid en flugtplan

Se altid efter nødudgange

De ser også andre

Du finder måske også andre pige/mandehår i sengen

Tinder dates kan ende ud i rigtig gode venskaber

Giv altid (for det meste) folk en chance for en ekstra date

Kan man få noget i mod rødmen?

Fortæl altid en eller 2 personer, hvor du er, hvis du skal på date med en seriemorder

Du kan mødes dine dates på clubben, flere på samme tid

Se efter om dine dates kender hinanden

Tjek dem altid efter på Facebook, nogen er gift og i forhold

Hav en backup plan, når du flygter midt om natten

Det er okay at blive afvist

At de søde ord ikke altid kun er til dig

De kan have børn

Du kan være nødt til at lyve

Sig altid du skal passe en kat dagen efter.. meget meget tidligt om morgenen

Det er godt at være uden arbejde i perioden

Du sover ikke altid 8 timer om natten

De søde ord er til dig… noget af tiden

Tinder er et callcenter

Du kan møde en kæreste

Du kan komme på masser af dates med den samme

Virker han ikke interesseret, er han det som regel ikke

Du kan blive unmatchet igen

Du kan blive positivt overrasket

Du kan tage på flere dates på en dag

Kast dig ud i det

Det er skide hamrende sjovt.

HVAD GIVER DIG LYST?

20031713_10155321355131469_448054717492317592_n

Ikke den lyst, du sikkert tænker på nu. Der er jeg slet ikke, men hvad giver dig lyst til livet? Hvad giver dig en eksplosion af endorfiner?

Jeg sad i weekenden i bilen på vej ind til min veninde i KBH, vi har ikke set hinanden meget længe, men 15 års venskab er helt specielt, og når vi er sammen, er alting helt specielt.
Det første, der rammer mig, da jeg sætter tasken ind i bilen, og jeg bare er skide hamrende parat til en weekend i Kbh, er lugten af død hund blandet med kogt blomkål. Har jeg glemt noget affald? Har jeg et lig liggende i bagagerummet? Nej, det er skam bare lugten af halvgammel bil, der er blevet våd indvendig. Jeg blev dér ramt af en brusende følelse af lykke. Jeg begyndte at prøve at finde svar på, hvor den kom fra, men det kunne jeg ikke. Og er det egentlig ikke lykke, når forklaringen ikke er der, men følelsen er? Kan lugten af blomkål gøre noget?

Egentlig har det følelsesregister, jeg har været igennem i 2017 ikke været for småbørn, jeg har bare accepteret, at mit liv ikke altid er en dans på roser, men midt i mellem alt det her, formår jeg alligevel at finde glæden i ting, og det er jeg stolt af.
Siden jeg blev single for 2 år siden, er der sket en kæmpe udvikling, jeg hviler mere i mig selv end nogensinde, det smitter af på min aura. Jeg kan ikke huske en bytur, hvor jeg har fået så mange komplimenter som sidste weekend (ja, det må man fandme gerne sige højt) om det er på grund af min Louis Vuitton taske eller mit mærkelige hår ved jeg ikke, men noget var der i luften.

Det her blogindlæg bliver langt, kan jeg mærke. Jeg har måtte tage tilløb til det, for jeg vil gerne fortælle, men jeg vil ikke udlevere mig selv.  Der er ting, jeg ikke har sagt, men som jeg nu er klar til at sætte ord på. 2017 har givet mig en fantastisk kæreste (ja, for fanden)  han betaler mig nu et månedligt beløb, for han ødelagde ligesom hele ideen med bloggen, ”singlelivet i 30’ erne” Jeg skulle slet ikke kigge dybt i øjnene, lave hjerter i sandet eller involvere mig så dybt med nogen, men der kom han, og der har fandme været en dybere mening med det.
Hold kæft, hvor er det irriterende at have en kæreste, men det er fandme mere fantastisk. Jeg vidste ikke, at jeg kunne synes det var fedt, at han hænger sine underbukser mellem mine dyre tasker, inviterer mig på shawarma, gør mig opmærksom på mine dårlige vaner, ikke tager nyt toiletpapir i skabet og presser tandpastaen på midten, men det synes jeg, det er. Det synes jeg fandme, det er! Jeg har savnet tosomheden, savnet en, der kan takle mig og mit. Især når man meget pludseligt og uden megen forberedelsestid mister noget af det dyrebareste i livet, min kære og tætte veninde. Sorg er uden tvivl prisen, vi betaler for kærlighed, det fik jeg at føle den dag, jeg fik beskeden om, at hun var sovet ind.

Jeg ved, hun ønskede, at jeg skulle se det hele i et andet perspektiv, bruge det til noget, men hold nu kæft, hvor har, og er det stadig pisse hamrende hårdt. Jeg har det som om, hun er rejst væk, og jeg er ved at indse, at hun ikke kommer tilbage. Hun er rejst på andre eventyr, og det skal jeg ikke være en del af. Vi delte alt, vi skulle så meget sammen, men nu bliver det med minderne om hende i stedet.  Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, da det vil blive for personligt, men vil I ikke godt huske at nyde hinanden, mens I er her? Send den SMS, du længe har tænkt på! Vi skal fandme være bedre til at komplimentere hinanden. Se bare, hvad det gjorde ved mig, at de mænd i weekenden tænkte højt. Jeg skulle ikke noget med dem, da jeg har fundet manden, der skal træde mig over tæerne til brudevalsen. Han er lige så pisse irriterende som mig selv, men er også alt det, jeg ikke er, og det inspirerer mig. Hold nu kæft, hvor vil jeg gerne hænge toiletpapir op efter ham, kigge på ham og ønske at han vidste, at kanten bag brættet på toilettet også skal tørres af, men det ved han ikke nu, heller ikke i morgen, om 1 måned eller om 1 år.

Hele 2017 har indtil videre sat mit liv i perspektiv, og lykkefølelsen kræver faktisk ikke så meget gødning. Så derfor vil det her indlæg komme til at handle om ting, der får sommerfugle i Randers Regnskov til at være vand ved siden af det, der foregår inde i mig.

 

Lykken er;

At tabe hele sin popcorn ud over hele biografgulvet…. Foran grinende (rådne) teenagere

At din kæreste drikker af side-damens cola i biografen

At spise af kærestens tallerken

At lyve om at den bluse er meget gammel

At skulle finde sine pæne trusser frem

Ikke at kunne sove i sin gamle bonbonlands t-shirt

At savle på et mandebryst

At se sin kæreste spise alt i bidder

At blive irriteret over det

At blive spist af myg i de svenske skove… sammen

At bruge mere toiletpapir

At jeg ikke længere kan spise knækbrød 5 gange om ugen

At han synes, jeg er pisse irriterende

At han er pisse irriterende

Ikke at ville se det samme i TV

Opløftende og inspirerende veninder

Fulde mænd i byen

Komplimenter i byen

Tømmermænd sammen

Stærke drinks

At lave mad ”sammen”, mens nogen kigger på en

Kigge sammen på kalv og flæsk i Nettos køleboks

Søde SMS’ er

Parmiddage med en partner

Barnedåb med en partner

”Skal I ikke snart have børn” spørgsmålene

I er inviteret invitationer

At få at vide man har meget sort tøj

At skændes om det sidste hvidløgsflute

At dele chaiselongen

Sammenhold

Striber i toilettet

Kærlighed…

 

Softice på ærmet og slettede tissemandsbilleder

Har du tænkt over, hvor irriterende børn egentlig er?  Bevar mig vel, det her er selvfølgelig ikke møntet på mine venners børn. Det her er skrevet med et glimt i øjet, da jeg, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, holder meget af alle deres små 11talsrollinger.

”Hun er bare misundelig fordi, hun ikke har sine egne børn.” Ja, det ved jeg, du tænker lige nu. Men ved du, hvad? Det er jeg faktisk ikke. ”Pernille, du ved ikke noget om at have børn.” Nej, det gør jeg ikke, men jeg har alligevel mange års erfaring, da der er rigtig mange børn i min vennekreds. RIGTIG RIGTIG MANGE!!

Her vil jeg forklare dig min irritation:

De siger hvorfor… hele tiden

De siger hvad… hele tiden

De vil kun spise is og nuggets, og kigger underligt på aftensmaden

De piller bussemand… i din sofa….. og spiser dem

Indtil en vis alder sætter de sig over i et hjørne for at skide, og lader som om, intet er hændt

De tror, de kan tillade sig at sige alt, og man skal bare grine?

De tager opmærksomheden fra ALT OG ALLE. Undtagen det andet barn, der også er der

De får en samtale, der ville have varet et par timer, til at vare flere måneder. Jeg har både fået nyt job, ny kæreste og er flyttet i mellemtiden

Det er okay, at de har 700 forskellige mønstre og farver, der ikke passer sammen, når de går i børnehave

Hvorfor skal de altid have madrester rundt om munden?

De kan sidde i en klapvogn, når de får ondt i benene

De giver os mørke rander under øjnene

Det er deres skyld, at vi skal gå til forældremøder og høre på Lottepædagogge

Hvad fanden er frugtspyd, der ligner en mariehøne? Hvad blev der af kage med tyk glasur og slik?

Deres skyld jeg skal forholde mig til Line og Thomas fra børnehaven, der har problemer med deres nye carport

All – inclusive ferier, det er såååå smart, så kan ungerne få udkogt pasta og ta’ selv softice i 14 dage, og det samme kan forældrene, måske med en tynd rom og cola.

Man skal snakke med andre frikadelleforældre på ferien, fordi børnene leger sammen i poolen.

Du skal indrette dit hjem efter dem, hvad er meningen ved at have Royal Copenhagen, hvis det skal stå ude i skuret?

Du skal spise slik, mens du pøller, for det er det eneste sted, du kan gøre det i skjul

Du skal fjerne numsebilleder fra telefonen, fordi de nu i en alder af 0 ved, hvordan man låser en iPhone op.

Man får kun gaver til sine børn

Man må pludselig ikke sige sgu, fanden og tissemand

Jeg skal nu give det sidste stykke slik til dem

Jeg skal vælge den lille is, ligesom dem, ellers er det synd

Jeg kan ikke vælge pomfritter, hvis de er blevet lovet en is, for det kan de ikke finde ud af

Man skal prioritere børnetøj og majssnacks fremfor sneakers og drinks

At der er noget, der hedder barnedåb, babyshower og børnefødselsdag

At jeg også skulle til dine forældres polterabend og bryllup, ellers kunne de ligesom ikke få dig, vel?

At jeg først kan se andet end Frost, når du er blevet lagt, for det andet er for voldsomt for din uskyldige tankegang

At jeg skal rutsje, hoppe og løbe og mest af alt ligne en mellemting mellem en idiot og en idiot.

At jeg skal snakke børneemner og ikke for voldsomme ting, før du er puttet, og vi kan høre, du sover TUNGT.

Jeg skal dele dig med dine forældre

At dine forældre skal tidligt hjem, fordi du har lidt hoste, har sovet dårligt eller skal i skoven med børnehaven dagen efter

At dine forældre faktisk altid er lidt trætte

At spontaniteten med dine forældre er væk.

At du spiser med fingrene… og slikker på dem bagefter

At vi skal høre børnesange.. i bilen og derhjemme

At jeg skal smile, når du har smurt mit ærme ind i softice, fordi du skulle se hunden på den anden side af fortovet, og faktisk havde glemt, at jeg gik ved siden af

At jeg altid skal føle mig en smule mærkelig, når du kigger på mig, ”det er nok fordi du har lilla hår eller briller”

At et barn til en barnedåb kiggede eftertænksomt på mig og spurgte ”er du egentlig voksen?” Jeg vælger at tage det som et kompliment, for det må betyde at jeg er über cool og ungdommelig, og man slet ikke kan se, at jeg fylder 31 lige om lidt. Det kan også være fordi jeg med mit lilla hår, ligner en fra Trolls. Jeg synes, det er sejt!

 

NEJ, jeg har, som sagt, ikke selv børn, men det her er erfaringer, jeg har, og hvad jeg hører fra alle de veninder, der har børn. Og de har faktisk snart to alle sammen. Jeg har en veninde tilbage, som ikke har børn, og guess what? Vi skrider på SPA på fredag, og der er ingen børn, men peanuts, vin og afslapning.

Det er som om, man er lidt mærkelig, hvis man ikke har børn, når man er 30 (snart 31) Hvorfor? De sidste måneder af mit liv er der sket ting, som gør, at jeg har besluttet at være mere hverdagsglad.

Ikke kun se frem mod weekender og alt det, jeg gerne vil, men være glad i nuet. Også når jeg skal ned og købe bind, toiletpapir, opvaskemiddel, vitaminpiller og aubergine den samme dag, og når jeg er træt i sofaen kl. 21.

Indrømmet jeg vil, og skal have børn, men det er altså ikke den ultimative lykke. Hvorfor er verden skabt omkring samfundsnormer? At vi, når vi har en vis alder, skal giftes, have børn og købe hus? Jeg er glad, lige der, hvor jeg er, lige nu. Jeg vil leve livet nu og ikke stræbe og hige efter alt det, jeg gerne vil have skal ske. Nu nyder jeg tiden med min nuttemus, mine venner og min familie, det kan jeg godt uden børn. Jeg skal nok komme til at spise udkogt pasta og være den person, som mine veninder synes er irriterende, for den dag, jeg har børn, er deres børn teenagere, og så har de for længst glemt, hvor irriterende deres børn egentlig var! LEV LIVET I DAG!

13615046_10154197478526469_2948008333694975018_n

 

 

 

NÅR MAN HAVDE SAT SIXPACKEN PÅ KØL!

my_bc449a_2210346

Der er gået en god rum tid fra mit sidste indlæg, og det skyldes grundlæggende en ting: for lidt timer i døgnet. Kender I ikke det? Januar plejer at være en meget lang og grå måned for mig, men januar lakker mod enden, og jeg har faktisk ikke engang haft tid til at se mig tilbage, men det kan bloggen heldigvis hjælpe mig med.

I mellem tiden har jeg hentet en app, hvor jeg kan skrive lister over ting, jeg skal huske (min OCD elsker at sætte små flueben,) og jeg har ikke engang børn, men heldigvis kan tiden sagtens fyldes ud med alt andet. Jeg elsker børn, og jeg er da også nået til et punkt, hvor både Volvo, Emmaljunga og måneder uden søvn egentlig også kunne være hyggeligt, men hvor jeg dog også elsker min frihed, faktisk til tider for meget. Jeg elsker jeg kan tage til Kbh. på venindeweekend, kan sove længe om søndagen og drikke rødvin præcis, når det passer mig, og ikke bekymre mig om at rødvinsbryster og baby er en enormt dårlig cocktail. Det er en vild alder det her, der har været, og er stadig et enormt babyboom i min vennekreds. Hvor jeg elsker at dele denne tid med dem, men samtidig minder det mig også om, hvor forskellig starttyverne er fra sluttyverne. Det er jo som at gå fra mandag til fredag på 2 sek. Det går så stærkt det hele, og det med at man træder ind i de voksnes rækker, når man fylder 18, det er bullshit. Det sker uden tvivl i sluttyverne. Pludselig er hyggelige vinaftner, dyne, film og gode samtaler alfa omega. Det er helt klart, at mange af mine veninder er meget mere voksne, end jeg er. Mit mindset er voksent, men mit liv er ikke altid lige så seriøst som deres, og det nyder jeg egentlig. Vi har en helt særlig evne til at finde andre ting at have tilfælles end vådservietter, babymos, drejehjulsbarnevogn og lange bryster, vi er nemlig vildt gode til at forstå, huske hinanden og finde fællesnævnere i andre ting end børn og bryllupper, men samtidig er 30´erne fandme den alder, hvor man er på så forskellige stadier i livet.

Hvad der dog har ændret sig radikalt, det sidste år, er min mors skrukhed, hvor vil hun virkelig gerne være mormor, sådan med 180 i timen. Hvad der bekymrer hende mere, er nok den kommende svigersøn. Har jeg nu valgt rigtigt? Nu er det jo heldigvis min lykke, der kommer i første række, og jeg er helt sikker på, at hun godt ved, at jeg ikke vælger nogen eller noget, hvor jeg ikke er 100 % sikker på en god fremtid.  Mormor skal hun nok også blive, når jeg på et tidspunkt er helt klar og færdig med at egotrippe. Nu er jeg jo så heldig, at have en lillesøster, som (desværre) er 8 år yngre, så presset er helt og aldeles på mine skuldre. I går blev jeg dog overvældet over, hvor heldig jeg er, at have en familie, som er sådan oprigtigt stolte over de ting, jeg har opnået. Det må, og skal man aldrig tage for givet, de ønsker mig det bedste, og vores tætte forhold kan gøre mig helt rørstrømsk, også selvom der er emner, som kan være svære at tale om. De er det sted, hvor jeg altid kan finde ro, og det giver mig en fundamental glæde at vide det. Ikke mere credit til dem, (de følger jo med herinde.) Det skal lige siges, at det kan have både sine fordele og ulemper, for der er ting, som ikke er til et forældreøre. Jeg tror, alle er helt med på den.

Men tilbage til det med tiden. De sidste måneder har været vilde, på den gode måde. Nyt job, hvor jeg hver morgen står op, og glæder mig til at skulle afsted, og rent faktisk blive bekræftet i, at min uddannelse var det hele værd. Det at stå op til et job, og det at nogen har brug for en, er undervurderet. Ja, vi alle har et had/kærlighedsforhold til mandag morgen, men der er virkelig også noget rart i faste rutiner. Alt det jeg har efterspurgt, (og som bloggen også har handlet om) er kommet. PÅ EN GANG! De sidste to år har været de fedeste, der er intet, jeg vil ændre, men hvad jeg har manglet har været en ro, som jeg egentlig ikke har, kunne sætte ord på, nu er roen der, på en måde jeg aldrig har troet, jeg ville opleve og så på det helt rigtige tidspunkt. De sidste to år har gjort mig så klog på så mange ting, noget en god uddannelse ikke kan.  Alt giver pludselig mening. Lykken tilsmiler mig, så meget at jeg ofte bliver helt overvældet, og på den måde, som man ikke kan forklare andre, men som kun kan mærkes på en.

Jeg havde sat tanken om sixpacken til parbillederne på hylden, jeg havde mistet både tro og håb på, at der var en mand derude, som kunne give mig det, alle taler om, og som man kun ser i The Notebook, men jeg har stille og roligt genvundet tiltroen, og sixpacken er måske ikke så lunken alligevel.

Nu vil jeg smøre madpakke, hænge vasketøj op og prøve at vænne mig til tanken om, det er mandag i morgen, for er det ikke det, voksne gør?

 

”Pernille!!, måske sker det på Farøbroen”

15403790_10154649587996469_6279588025178541190_o

I starten af december var jeg på den årlige juletur med min mor. Det er en tradition, vi har haft i mange år, og det er uden tvivl noget af det hyggeligste ved december. I år gik turen til Hamborg, og vi havde valgt, at en bustur på 5 ½ time skulle være en del af oplevelsen. Det skal, inden fortællingen fortsætter, lige siges, at min mor på ingen måder er racistisk, jeg er vokset op i et hjem, hvor der er plads til alle, men det skal da siges, at hun åbenbart er bange for mørkhårede mænd med skæg. I København træder to mænd ind på bussen, som jeg hurtigt analyserer til at være brødre.  Den ene sætter sig på sædet overfor os og den anden foran min mor, hvor han hurtigt ligger sædet ned, og min mor højt udbryder ”oooooh my God,” han havde bestemt heller ingen respekt for min mor sad bagved (det fik hun vist også tydeliggjort), men det havde sgu hverken noget at gøre med hans hårfarve eller skægpest. Ham, der har sat sig overfor os, begynder at trippe, og brødrene udveksler få ord med hinanden på et sprog, jeg stadig prøver at forstå. Han tripper i 5 ½ stive timer, kun afbrudt af en færgetur, hvor han sikkert også har trippet rundt. (hans højre ben må være meget større end det andet) Jeg kan godt se, min mor har begyndende svedperler, og er meget fokuseret på de to mænd. ”Har de ikke en underlig opførsel, Pernille?” Alt i mens hun siger dette, begynder de at tage billeder på den utroligt røvsyge strækning fra Solrød afkørslen til Rødbyhavn. Det mest eksotiske er nok de døde ræve i vejkanten. Jeg siger stille; ”Mor, er du bange for de vil springe bussen i luften?” Hun kan godt se det komiske i situationen, men er ikke overbevist om, at de bare skal ned og opleve Hamborg. ”Mor vi er på en bus med 15 mennesker (de fleste over 60 og skinddøde), det er fandme det dårligste terrormål, jeg længe har hørt om.” ”Pernille, det sker da på Farøbroen, så stopper det hele trafikken, og ingen kan komme nogen steder” Det skal siges, at min mor er fra Lolland, så hun er undskyldt, men hvem helvede bruger egentlig Farøbroen? Måske er det pølsen, på færgen, som beroliger hende lidt, hun glemmer i hvert fald den underlige tanke de sidste timer. Det ender med, vi har en rigtig dejlig tur. Vi drikker halvliters fadøl, spiser 7 meter lange wienersnitzler, glor på tysk julepynt og pølser, og kigger faktisk rigtig meget, sådan rigtig meget på mennesker, tydeligt en hobby, vi begge elsker at praktisere. Og vi er ganske enige om, at når ´65rejser´ har læsset en bus fyldt med tenabindspensionister af, så smutter vi væk et par timer.

Mandagen efter hjemkomst startede voksenlivet med 180 i time. Kontrakten er på plads, og jeg er nu ansat som kommunikationsmedarbejder/studiesekretær på Køge Gymnasium. Jeg forstår pludselig betydningen af kaffeånde, bagerbrød, lectio og fraværsårsager. Samtidig får jeg lov at bruge min uddannelse, da der både skal udarbejdes pressemeddelelser, laves tekster til infoskærme og redigeres hjemmeside. Jeg har haft 7868 systemer at sætte mig ind i, men jeg har de sødeste og mest forstående kollegaer. Tænk engang, der er stadig nogen tilbage fra dengang jeg blev student derfra i 2006. Jeg undrer mig stadig over, om det er dem eller mig, der er gammel/gamle. Køge Gymnasium er uden tvivl stadig et rigtigt fedt sted. Mormor har bare været træt, og overvejer stadig, om det er for tidligt at gå i seng kl. 20.32.

Nu er 2016 snart slut, hvad ind i helvede skete der lige for det? Det har lige været nytår. Kan tiden ikke bare engang imellem gå lidt i stå, så min OCD ikke får stress. Det er som om, det hele er sket for mig de sidste måneder af 2016. Jeg mangler nu kun at finde de resterende 500 brikker til mit 1000 brikker puslespil. Jeg griber alt, det der kommer til mig i øjeblikket, for det meste er faktisk rigtigt dejligt. Tinder er vist snart definitivt ikke en App på min telefon længere, nogen ting kommer, når man mindst venter det. Det kan I måske høre om i 2017.

Servicemeddelelse: Jeg kommer i TV på lørdag kl. 20.00. Kan I ikke bare selv gætte kanalen?(DR1) Autografer gives først i det nye år. P.s. dette er ikke en reklame for mig selv, jeg har bare lovet at melde ud. Det skal lige siges, at det var en lille for sjov og ekstra ting, hvor jeg blev narret. Det er et andet program end det, som vil komme engang i 2017, hvor jeg både var til casting og dagslang optagelse. Jeg vil nu Google hvor mange, der egentlig benytter Farøbroen. Pas på hinanden! Livet er en gave.