KAN MAN SPISE RØDVIN TIL AFTENSMAD?

looking-for-jobs-entry-level-thatd-be-great

Det bliver et langt indlæg, så er du advaret.

Jeg trænger. Trænger til at danse, være fuld og glemme hverdagen. Det her er ikke et surt opstød, og min blog skal på ingen måde bære derhen, men jeg skriver om livet, som det nu engang er, på godt og ondt, blandet med en god gang humor, for jeg må fra naturens side være sjov, synes nogen da. Jeg sidder ikke, og tænker over, hvad mit næste blogindlæg skal handle om, eller at jeg skal vise mine nye seje sneaks, nej tingene kommer helt af sig selv.

Jeg har haft noget på hjerte noget tid, det er på en måde meget personligt, men jeg er nødt til at sige det højt, for jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan deale med det mere.  Der er sket for meget på alt for kort tid. Jeg er nødt til i en periode udelukkende at fokusere på, at få brikkerne til at falde på plads indeni. Jeg har i for lang tid kun været der for andre, lyttet til andre og ikke stoppet og givet mig selv tid, taletid. Ja, jeg er en stærk type, som ofte klarer tingene selv, men jeg skal også huske mig selv i det hele. Give mig selv plads, på den måde har jeg også større overskud til at være der for andre. Jeg betegner mig selv som en god veninde, der lytter, er der og er nærværende, men det betyder også, at man skal have overskud. Jeg havde en snak om dette med min gamle efterskolelærer, som sagde, at jeg er nødt til at give mig selv plads.  Jeg har jordens bedste venner, det har jeg virkelig, det har intet med det at gøre. Så nu har jeg i den næste tid fyldt min kalender med ting, der gør mig glad, og har lovet mig selv at give mere plads til mig og passe på mig selv. Men for at give et indtryk kan jeg da lige remse op, hvad der er sket de sidste år, jeg blev færdig med 6 års studie, i stort break up, ny lejlighed, ledig, single, med alt, hvad det indebærer, start på job (projektansættelse,) ledig igen, ny kæreste, nyt job som desværre ikke blev til mere, en af mine tætteste veninder tabte kampen mod kræften, nu ledig og forstuvet lorte-skide-fod.

Måske kan meget af det for nogen, virke ligegyldigt, men det er det ikke for mig. Det kan hurtigt fylde utroligt meget, når man i forvejen føler man konstant står under en sort sky blandet med orkan og jordskælv, nogen gange overvejer jeg at hoppe ud af vinduet, det er bare mere besværligt og usexet end smart, når man bor i stueplan. Men alle de ting er noget, der kræver usandsynligt meget følelsesmæssigt og jeg er så stolt og glad over, jeg sidder her nu. En af mine veninder sagde til mig, ”jeg forstår virkelig ikke, at du kan stå ud af sengen hver morgen med de ting, du har været igennem.” Jeg tror mine forældre har vist mig, at ved at fighte kan man komme langt. Min far er over 60 år og arbejder minimum 10-12 timer hver dag i et firma han har haft i over 38 år, det bærer frugt. Nok mest for min mor! Min mor sagde for mange år siden sit job op, forlod det hun var uddannet i for at satse på sin drøm, da hun ikke havde sig selv med i det andet længere. Min søster er en fighter, hun er, som tidligere nævnt, 8 år yngre og ved stadig ikke rigtig, hvad hun vil med uddannelse osv., udover hun gerne vil være skuespiller, og hvor hårdt det end er, så opgiver hun ikke, men finder i stedet nye veje. Tager job ind imellem, hvor hun hurtigt stiger i graderne, fordi hun har ledelseskompetencer. Hun er bare mega coolio! Mine forældre har skabt to selvstændige (og stædige) individer, og jeg tror vi begge har accepteret for længst, at tingene ikke kommer nemt til os, men at det nok skal ende godt ud på et tidspunkt. Vi skal bare have lidt ekstra bump på vejen, men jeg håber det hele, giver mening på et tidspunkt.

Træt af Lars Bjørn og hans krav

Det som gør mig mest ked er ofte mine forældres bekymringer, for hele inspirationen til bloggen kommer af, at jeg igen er ledig, igen er en del af den kedelige statistik og de åndssvage (for nogen) systemer. Hvad er meningen med så lang en uddannelse, hvis vejen til arbejdsmarkedet er så besværlig? Den kræver så meget erfaring, du må gerne være 21, elske at løbe Berlin Marathon (I DIN FRITID), have 35 års erfaring med alt indenfor dit felt, ikke have planer om børn, og helst gerne ligge 40 interessetimer om ugen. Tak for lort! Hvordan er det muligt? Fortæl mig lige det, for nu har jeg siddet i Excel og prøvet at regne det ud, det kan ikke lade sig fucking gøre. Startede du Hr. Lars Bjørn, chef i bla bla bla også ud med 35 års erfaring, dengang du startede dit første job, for så vil jeg da rigtig gerne mødes til et kaffemøde og forstå det. Hvorfor tør man ikke tage chancen? Jeg kommer med et friskt pust, og noget må jeg jo kunne, når jeg har et bevis, der står cand.mag. på, eller? Så dyr er jeg da heller ikke, men jeg sælger sgu heller ikke mig selv for en pose slik eller mine grønne øjne, jeg lader mig ikke udnytte mere.

Den her situation gør ofte, at jeg mister modet, dagene er meget forskellige og jeg lider uden tvivl af en dejlig bekymringsstress. Men der kigger jeg ofte udover mit eget frikadelleliv og lader mig inspirere af andre. Min kæreste fx han skal snart i gang med at skrive sit speciale, til juni er han færdig, så har han en Master, og han er et af de mest inspirerende mennesker, jeg kender. Det betyder så også han er utroligt irriterende til tider, men den tager vi en anden gang, ik? Han har vundet utallige Awards for sin kloghed, har sin egen finansblog, som virkelig får thumbs up, knokler med det danske sprog, har forladt Ghana for at bosætte sig i DK, og har lige fået at vide han er kommet ind på et mentorprogram, som skal hjælpe ham til det gode job. Han er så sindssygt passioneret omkring sit studie og hans hjerne er utrolig. Ydermere ligner han en på 20, han er ligesom Pharrell, what’s not to like? Nej, han kan ikke danse med hofterne eller snakke swahili, men vigtigst af alt, så takler han mig og mine krebse-PMS-humørsvingninger.

Mor og far til tøj-kæde-dans i haven

Jeg trænger til at være en succes, jeg føler jeg er fanget og på standby i mit eget liv. jeg føler mig dum og uduelig, at jeg ikke kan knække koden til arbejdslivet. Og det værste, du kan sige til mig, er ”du må da have alt tid i verden.” Ved du, hvad det kræver at søge job? CV og ansøgning skal tilpasses hver gang, jeg skal sætte mig ind i alle firmaer og forberede mig. Hvor er motivationen? Når man kun venter på afslagsmailen? Så det er vigtigt med en god og lang uddannelse, for hvad? For at sidde her og være bekymret, lade firmaer have din fremtid i hænderne, have ondt i maven, give sine forældre ondt i maven. Den gør ondt, min mor har ondt i maven, når jeg venter på et opkald. Selvom jeg tror mine forældre også nogle gange panikker i deres stille sind, så tror de på mig, og jeg får ofte søde SMS’er om at det nok skal gå, det rigtige job skal nok komme. Jeg vil bare gerne kunne ringe til dem NU og sige, det lykkedes fandme og invitere min mor og far til nøgenkædedans i haven, kunne sige, jeg giver den her middag, for det har jeg råd til. Derimod inviterer jeg min mor på IKEA kaffedate (fif: Der er kaffen gratis, med refill, når du har IKEA Family kort.) Den økonomiske situation stresser mig helt vildt, for alt jeg gør, burde jeg ikke gøre.

Som noget positivt, skal det dog nævnes at mine sagsbehandlere både i fagforeningen og på jobcentret. er super seje. Sidste møde udbrød min sagsbehandler ”Ej, hvor er jeg træt af, du er her.” (på den fede måde) Jeg tror desværre, uden at lyde snobbet, for det er virkelig ikke sådan, jeg mener det, men vores system er bygget op, så det kan hjælpe folk, som ikke har så meget uddannelse, og det er jo helt fint, men det er som om, de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op. Selvom jeg virkelig prøver at have en positiv indstilling, for jeg forstår godt, at de møder skal være der. Men jeg bliver sgu bare en anelse deprimeret og føler mig sat i bås. Heldigvis behøves jeg ikke sige mange ord for at både fagforening og A-kasse forstår min situation, og jeg kan oprigtigt mærke deres iver for jeg skal i arbejde, fordi de helt reelt mener jeg har kompetencerne og hovedet til de job, jeg søger. Det er der bare andre, der lige skal opdage også. Helst i morgen, ik?

Nu skal det hele jo ikke være mavesyre, jeg har da også ting at være glad for og stolt over, det har jeg da. Jeg har haft muligheden for at tage mig en god uddannelse, og har fået opbygget et hold af dejlige mennesker omkring mig, jeg har en lejlighed midt i Køge, ret meget tøj og mange gode oplevelser (og flere på vej,) men jeg vil have hus, to sunde børn, en Audi, og et godt og lykkeligt liv med frihed og et godt helbred. Kald mig overfladisk, det må du gerne, men det er det, jeg satser mod og jeg er en god dagdrømmer. Jeg har fået nok nu, og så må jeg jo tage andre midler i brug. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde modet til at vi solgte ”alle vores ting” ”Ja mor, alle mine sko,” og rejste ud af DK for en periode. Jeg er begyndt, at overveje at DK måske ikke er fremtiden for os, men måske andre steder, hvor jobmulighederne er bedre. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg ikke ret meget.

Nogen kan måske tænke, ”jamen du har da råd til de fede tasker, sko, koncerter og rejser.” Jeg har ikke været på sommerferie i mange, mange år, fordi jeg ikke har haft råd, men jeg er da nødt til at fylde mit liv med noget. Vores madbudget er super lavt, vi bruger ikke penge på fancy mad og restaurantbesøg, men måske på onlineshopping og smårejser, for kunne jeg ingenting nu, hvor jeg er ledig, så ville jeg sgu virkelig have brug for en terapilampe. Jeg skriver ikke dette for at folk skal tænke ”hun brokker sig, hun har det sgu også svært, eller hun vil bare have opmærksomhed.” Faktisk tværtimod. Jeg er træt af, hvordan vi (inklusiv mig selv,) på de sociale medier, lever et glans-billede-liv, det er som om det er blevet et konkurrenceforum, hvor det gælder om, hvem der har det fedest. Derfor det her indlæg, for mit liv er sgu ikke altid Insta – Facebook – Snapchat-venligt. For livet er også lort engang imellem, og det synes jeg ikke er mærkeligt. Uanset om mit liv er fedt eller ej, så vil jeg gerne være en inspiration for andre. Det kan være alt fra irriterende blogindlæg, pæne tasker eller en fed rejse, men det kan også være det her!

P.s. Så er tøj for mig, hvad øl er for en alkoholiker, det gør mig glad.

Er det egentlig billigere at leve af rødvin til aftensmad? Det behøves jo ikke være en Amarone!

DE FEDESTE SNEAKS I BYEN!

20171010_145753-1Mit liv var da også gået hen og blevet en anelse gråt og trist. Det må jeg da godt nok sige. Jeg manglede da helt klart noget, mit liv har jo slet ikke budt på noget i 2017. Jeg ville faktisk have skrevet et blogindlæg i går, men valgte i stedet at gå ud i vores skur med en urtepotteskjuler og samtidig tage skraldet med, når jeg nu alligevel bevægede mig ud i den sibiriske efterårsaften. Det betød så at tv og sofa nu er min partner in crime, de næste dage. Ja, for ved I klapidioten her gjorde? Jo da, hun faldt simpelthen i et hul (ET HUL) udenfor skuret. Alle har vel prøvet at vrikke om, bevares. Her kunne jeg dog mærke, at noget var helt galt, da det ligesom sagde smæld inde i los fod, jeg fik kravlet hen til døren og råbt på Bernard, som tydeligt kunne høre panikken i min stemme. Jeg er typen, der panikker ret nemt, så da vi får taget min sko og sok af siger Bernard ”kig ikke på din fod.” Det gjorde jeg selvfølgelig, og så kunne jeg ellers mærke min bævrende underlæbe ikke var til at redde, det så ikke godt ud, det gjorde det bare ikke. Her skal I så forestille jer mig rigtig sexet, jeg forstår ikke manden ikke friede til mig lige der. Det afslapningstøj, jeg havde på åbner man ikke engang for postmanden i. Jeg blev plantet på en stol, og der sad jeg så og strammede mig an, for det gjorde så ondt, som hvis du banker din lilletå ind i sofabordet…. 10 gange….. efter hinanden. Skadestuen ville ikke se mig, da jeg kunne ”støtte” på foden. Aha og så kan den altså ikke på nogen måde være brækket? Jeg er ikke vanvittig autoritetstro, når det kommer til sådanne ting, så den køber jeg ikke. Og med en mor som insisterede på, at jeg ringede til lægen med det samme næste morgen, så var det altså det, jeg gjorde. Min søde og yderst kompetente læge ville se mig, og sendte mig straks videre til røntgen, så min dag er ligesom gået med det. Heldigvis ikke noget brækket eller revet over, men en slem forstuvning. Så nu er jeg udstyret med de fedeste sneaks med reflekser og hele pivtøjet, de er ikke særlige praktiske for de vælter hele tiden, når man sætter dem fra sig, og får meget hurtigt en til at se enormt gammel ud. Så her er jeg, tvunget til netflix, men på ingen måde chill, det er faktisk slet ikke sjovt. Tværtimod. Jeg er typen, der ofte tøffer rundt og laver ting, og sidder kun foran tv´et nogle timer om aftenen. Det fik mig til at tænke på, hvor sjove vi mennesker egentlig er, der er så mange ting, som jeg ofte tænker på, kunne være rare. ”Ej, hvor jeg trænger til en hel dag på sofaen, i nattøj,” men når jeg så kan, så gider jeg ikke. Jeg forestiller mig, det er ligesom jagten for mænd, når de endelig har fået skovlen under en, så er det ikke altid så spændende længere, så går de på ny jagt. Det må være noget dyrisk og det at formere sig, men når man så ikke længere er tilgængelig, så vil de gerne én igen. Det er mig en gåde, som jeg heldigvis ikke behøver bekymre mig om mere.
Livet er så fandens uforudsigeligt og hver gang, vi tror vi har en plan, så har vi ikke alligevel. Der kommer som oftest noget i vejen, som gør at tingene skal ændres. Ligesom i den her uge, hvor jeg havde 117 ting, jeg skulle til og ordne, men nu er lænket til sofaen og mit eget skide spændende selskab. Jeg hader at være afhængig af andre, og det må man sige, jeg er nu, og min fod skriger for at komme ud og gå, gøre rent, vinduesshoppe, danse og prøve nye sneaks, men det er lige sat på pause lidt. Vi planlægger og planlægger, men livet byder ofte på noget andet. Ofte er det smukt, men lige nu er det pisse irriterende. Jeg er sur på mig selv, sur på den skide urtepotteskjuler. Er der en mening med det, tror du? Bare sig ja, ik?
Vi planlægger ofte ud fra den samfundsnorm, der er, men som, for mit vedkommende, ikke helt blev som planlagt, men jeg arbejder på det. Jeg har store ambitioner for mig, os, mit liv og vores liv. En tur på Oslo Cruise og Zoologisk Have med meget kort mellemrum, gør at mine æggestokke ikke skriger så meget lige nu. Kan ikke finde ud af om det er forældrene eller børnene, der er mest irriterende. Kan børnene godt altid have legeaftaler andre steder, hvor jeg henter børnene på fortovskanten? Her er lidt ting, jeg havde planlagt;

– Jeg skal have Bertha og Plup og Planfadder Mmgaaaaaaaaaaaaaaaaalla, før jeg fylder 30
– Jeg skal have det fede job
– Med den fede løn
– Gerne arbejde 67 timer om ugen
– Fritid er overvurderet
– Jeg skal trille med barnevogn i min WoodWood hue og tage billeder af Plupper, der helt naturligt står i efteårets blade, mens der kommer en storm
– Jeg skal have helt styr på min økonomi
– Jeg skal rejse jorden rundt 7 gange
– Jeg skal altid være overskudsagtig
– Der skal altid lugte af nybagte speltboller hjemme hos os
– Jeg skal gå til spinning 11 dage om ugen
– Jeg skal aldrig panikke
– Heller ikke når man træder i en hundelort
– Livet er altid en dans på roser, selv i snestorm…. på cykel
– Jeg skal aldrig spise chokolade og drikke Pepsi Max
– Jeg skal på storbyferie hvert år
– Jeg skal være den søde datter
– Jeg skal være den perfekte kæreste
– Som synes det er okay, at du ikke har støvsuget, selvom du har været hjemme hele dagen
– Mine bryn skal være perfekte
– Min røv skal være perfekt
– Altid have det nyeste tøj
– Være trendsetter
– Være klog
– Være den søde lyttende veninde
– Kun havde brug for 5 timers søvn
– Sælge vores sofa, det er da spild af liv, at bruge den
– Have overskud til alle slags arrangementer
– Kende alle de fede typer
– Tage alle de rigtige billeder til Instagram
– Tage gode billeder, hvor man ser tyndest ud
– Hade pasta
– Hade hvidt brød
– Hade vin
– Inspirere andre
– Aldrig køre for stærkt
– Have alt det rigtige tøj, men aldrig bruge penge
– Se alle de fede film og serier…. uden at have et tv
– Altid cykle alle steder, tænk på miljøet
– Ikke bruge skyllemiddel
– Skrive en bog om mit liv
– Elske smagen af østers
– Kende alle vin
– Have et svingdørshjem, hvor alle børnenes legekammerater vil lege
– Altid svinge op med nye spændende Alt-For-Damerne-opskrifter

P.s. hvis jeg var single, så havde jeg sgu overvejet sugardating, så havde jeg slet ikke behøvet bekymre mig om ovenstående, kun nye Channel tasker.

SIKKE NOGET LORT!

mjaxmy0yytmxnmq2zdgxowe4mgfm

Inspirationen til dette indlæg kom i Fields… på deres toilet. Jeg trængte til Pernille tid, bare mig og mine tanker. Så jeg besluttede at køre en tur i Fields, skulle alligevel købe en gave til en børnefødselsdag, vi skal til i weekenden. Jeg tullede lidt rundt derude og besluttede at sætte mig og drikke en stor kaffe, når jeg var færdig. Pludselig skulle jeg bare på wc, ikke den slags, hvor du lige går videre, klemmer ballerne sammen og gør det, når du kommer hjem. Nej, det skulle være nu, med mindre der skulle erklæres undtagelsestilstand i Fields. Jeg kommer ud på toilettet, puha alle døre åbne, så ingen andre derude, det er egentlig meget rart, når man kan mærke en begyndende eksplosion i rektum. Jeg er klar og lige i det, kan jeg høre skridt. Tror I så ikke den person går ind på toilettet LIGE VED SIDEN AF. Jeg kan mærke koldsveden, for jeg ved det her ikke vil være rart for andre at overvære. Uden at komme med flere personlige detaljer (end jeg allerede har gjort) så kan jeg sige så meget, at efter min Afrika tur er min mave aldrig vendt tilbage til danske tilstande. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Men når jeg har det sådan der, så er jeg i bogstaveligste forstand nødt til at finde en nødudgang. Personen ved siden af mig tager sig god tid, den eneste afstand imellem os er det nymodens tonede glas. Det er smart, men man kan høre alt. Jeg hoster lidt og trækker i toilettet for at dæmpe noget af den Jerusalems ødelæggelse, der foregår. Jeg må simpelthen give slip og vente på, at jeg kan høre personen har vasket fingre og er GÅET…. meget langt væk. Vi skal bare ikke mødes ude ved håndvaskene, det er simpelthen en akavathed, jeg ikke byder mig selv. Mens jeg sidder der, så kom jeg til at tænke på alle de uskrevne regler, vi har i DK (ikke at gå ind på et toilet ved siden af nogen, når hele rækken er fri, burde være en af dem.) Der burde simpelthen være regler for den slags.

Men her kommer de (u)skrevne regler, jeg har observeret der er, eller burde være og ikke burde være;

Når man træder ind i en elevator, så stiller man sig aldrig frontet mod andre, men derimod med ryggen til hinanden, og du skal helst ikke snakke sammen, det kan godt blive en smule underligt

På en rulletrappe, STÅR du til højre og GÅR til venstre, hvis du gerne vil hjem levende

Gå aldrig ind på toilettet lige ved siden af, når andre er ledige

Hvis de åbner en kasse mere, så er det fandme de mennesker, der har stået i kø i den åbnede kasse, der rykker over til næste, fuldstændig efter køkulturen. Simpelt!

Hvis du træder mig i hælen, så er du ganske enkelt for tæt på mig

Hvis jeg kan lugte din spegepølsemadsånde, så er du også for tæt på

I DK synes danskerne, at det er meget underligt, hvis du sætter dig ved siden af os i toget eller bussen, hvis der er ledige sæder, hvor der ikke sidder nogen

Det er farligt at give komplimenter, men det føles rigtig rart at både få og give

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige til komplimenter, ”jamen i lige måde, god jul”

Gå ikke på toilettet og lav nr. 2, når en af det modsatte køn er på samme matrikel

Når du møder nogen første gang, kan det være lidt svært at vide, om du skal give en knuser eller en håndrysten. Normalt er det en håndrysten og en knuser, når du går hjem

Du skal helst hilse på alle til en sammenkomst med en håndrysten og dit navn, også selvom der er kommet 120, så kom altid som en af de første, det er bare nemmest

Snak om vejret eller hvad laver du til daglig, når du sidder ved siden af et nyt menneske

Nogen kan godt blive bange, hvis du smiler til dem, når ikke du kender dem. Nej, jeg flirter ikke med dig kørelærer Kurt, jeg er bare venlig fra naturens side (oftest)

Lad vær at spil musik højt på din telefon i offentligheden. Nej, det er ikke street

Sodavanden i biffen skal ned i holderen til din højre. Ret udfordrende, når jeg er venstrehåndet og alt foregår på min venstre side

Nogen lader dig selv putte den ”adskiller” på kassebåndet andre gør det for dig, og folk kan godt blive overraskede og smile sødt, når du gør det

Hvis din vogn kører op i mine hæle, så er du ganske simpelt godt gammeldags irriterende

Lad vær at stå og prut offentlige steder, vil du ikke godt? Nej, du kunne ikke lige sive den ud, uden den lugtede

Ja, det kan ske at nogen laver en meget hård opbremsning, når du ligger helt oppe i røven af dem

Kør altid haren ihjel, undvig aldrig

Spørg altid om du kan hjælpe med noget, når du er inviteret på mad

Hav altid en værtindedusk eller noget dit barn har lavet til billedkunst med, når du er inviteret ud

Lad vær at gå på wc lige efter, når nogen har været derude mere end 5 min, ik?

Lad vær at tage parkeringspladsen lige ved siden af mig og parkér helt tæt på min dør, når der er 500000 andre pladser

Bliv enig med din sidemand (den fremmede af dem) i biffen om, hvem der bruger armlænet

Lad vær at læs med i min sms, når vi sidder ved siden af hinanden i flyet

Når du ser en, der læser den samme bog, som du har læst, så må I have noget tilfælles

Hav altid en ekstra rulle toiletpapir stående i rækkevidde, det er bare lidt akavet, at skulle åbne døren og kalde på dig

Når man er IKEA, så skal man altså ikke have udsolgt af hverken hotdogs eller softice, det er sgu da en del af turen. Kom jo ikke kun efter stuebirken og ryatæppet, vel?

Jeg er rigtig sød, du må gerne sidde ved siden af mig, selvom der er andre ledige pladser, du må gerne læse med i min sms og spørge til den bog, jeg læser og samtidig smile til mig, men hvis du lugter af spegepølsemad og hører musik på din telefon UDEN høretelefoner, og parkerer din bil alt for tæt på min, eller træder mig i hælene, så kan vi altså ikke snakke sammen. Beklager!

Jeg er meget apropos ved at læse en bog, der hedder ”Get your shit together” om at stoppe med at bekymre sig, få redskaber til at tage den negative tankegang væk, men lige nu burde jeg sådan helt enkelt bare lære, at få mit shit together. For den oplevelse i Fields håber jeg ikke, jeg skal opleve igen. Jeg fik dog min dejlige kaffe, mens jeg fik observeret lidt mennesker, og dermed fået lidt mere inspiration til næste blogindlæg. Mange mennesker burde læse den bog af forskellige årsager, mig selv inklusiv. Anbefaling hermed givet videre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

JEG HJÆLPER DIG LIGE, IK?

20840506_10155413401261469_1494320994_n-1

Sidder du derude, og har en lille smule kuk i kasketten over, at du endnu ikke har fundet Mr. Grey, den eneste ene eller hvad du nu rigtig gerne vil, vil du så ikke godt love mig at stoppe op og lige huske den frihed, der følger med singlelivet. Du er din egen, helt din egen og det hele kan vende på en dag, og det er ikke for sjov. Jeg kan godt have galoperende stress over, at næsten alle mine veninder nu har barn nr. 2, men det skal nok også komme til mig. Jeg har bare haft travlt med en lang uddannelse og et forhold, som så alligevel ikke viste sig at være det. Det skulle vi bare have indset mange år før, sådan er det. Jeg lever en dag ad gangen, stressen gavner ingen, jeg nyder friheden, spontaniteten, tosomheden og være tante for en masse dejlige unger, som kan passe mine børn, når tid er. For den tid kommer også til mig, jeg skulle bare lige opleve livet fra en anden side først. Så husk at lige meget, hvor du er i dit liv, er dét det rigtige for dig. Du er ikke underlig, sær eller anderledes bare fordi, du i en alder af 20, 30 eller 40 endnu ikke har fundet din sjæleven. Tag på date, spring ud i det, dans, drik, send frække SMS’ er og græd over dig selv og andre.

Jeg er rigtig glad for, der hvor jeg er nu, men efter 7 års forhold trængte jeg til at føle mig fuldstændig uafhængig af nogen. Jeg ville være fri, flirte, græde, grine, være fuld på en mandag og faktisk bare være mig, det tog mig 2 år, før jeg var klar til to tandbørster i tandkrusset.
Jeg var egentlig skide heldig, at da jeg blev single, var Tinder datingens svar på Just Eat. Jeg sagde til mig selv, at dating ”det er ikke mig” og Tinder var i hvert fald slet ikke stedet, jeg skulle møde en kæreste. Jeg downloadede en netflixspischipsisofaensøndag appen Tinder. Jeg var skuffet over min kæreste igennem 7 år virkede til fint at være kommet videre, selvfølgelig skulle han også det, for det skulle ikke være os, men jeg havde ikke forståelse for, at hans følelser var klar til at skulle noget andet. Hans bearbejdelse var helt anderledes end min. Der var ingen fremtid for os, og det er jeg helt bevidst om, når jeg lige tager bakspejlet frem.

Jeg downloadede altså Tinder og swipede mellem at tage hawaiipizzaen til højre eller venstre, sådan følte jeg det faktisk. Det er jo et kødmarked uden lige og så overfladisk at jeg næsten ikke kunne kigge mig selv i spejlet, men jeg fandt sgu også hurtigt ud af, at det var et selvtillidsboost, når matchene tikkede ind. Og det var egentlig også et meget hyggeligt tidsfordriv, som at begynde at lave kryds og bolle med sidemanden på dugen til Olgas 70 års, i selskabslokalet fra nogenlunde samme årstal som Olgas første fødselsdag. Jeg elskede og hadede Tinder, jeg slettede ofte appen, for jeg skulle ”aldrig bruge det lort mere.” Efter et par uger (dage/timer) downloadede jeg igen lortet, og fik de resterende singleveninder til at gøre det samme, for noget godt, kunne jeg da fortælle. I starten var jeg virkelig en pussy på alle tænkelige planer, jeg ville måske egentlig gerne have bekræftelsen, men var ikke klar til at tage steppet ud af min comfortzone og måske møde en mand, der ikke ville se mig igen. Jeg havde mange og lange samtaler med mænd, hvor nogle kun forblev pennevenner, og faktisk næsten dem alle komplimenterede mine formuleringsevner og min utrolig sjove måde at være på (skrive på.) Det betød, jeg havde 2 dejlige Just Eat år, med alt, hvad der hører til. Derfor her en lille Tinder – guide;

Det er helt normalt at blive grebet af panikangst på første date

Vin er en god icebreaker

”Vi kan se en film”, betyder stadig ikke, at I kommer til at se film

Forvent aflysninger på dagen

Køge er langt væk, når det meste hotstuff befinder sig i hovedstadsområdet

Din netbank er fyldt med optankninger på www.rejsekort.dk

Det er meget ubehageligt at sidde i toget på vej hjem, når andre er på vej på arbejde

Pak altid din tandbørste

Snak aldrig om dine tidligere Tinder dates, der er bare noget yderst ucharmerende over det

I ejer ikke hinanden efter første date

Han er sødere end du troede

Han er dummere end du troede

Der er noget lidt akavet ved at spise sammen med et menneske, man ikke kender

Hav altid en flugtplan

Se altid efter nødudgange

De ser også andre

Du finder måske også andre pige/mandehår i sengen

Tinder dates kan ende ud i rigtig gode venskaber

Giv altid (for det meste) folk en chance for en ekstra date

Kan man få noget i mod rødmen?

Fortæl altid en eller 2 personer, hvor du er, hvis du skal på date med en seriemorder

Du kan mødes dine dates på clubben, flere på samme tid

Se efter om dine dates kender hinanden

Tjek dem altid efter på Facebook, nogen er gift og i forhold

Hav en backup plan, når du flygter midt om natten

Det er okay at blive afvist

At de søde ord ikke altid kun er til dig

De kan have børn

Du kan være nødt til at lyve

Sig altid du skal passe en kat dagen efter.. meget meget tidligt om morgenen

Det er godt at være uden arbejde i perioden

Du sover ikke altid 8 timer om natten

De søde ord er til dig… noget af tiden

Tinder er et callcenter

Du kan møde en kæreste

Du kan komme på masser af dates med den samme

Virker han ikke interesseret, er han det som regel ikke

Du kan blive unmatchet igen

Du kan blive positivt overrasket

Du kan tage på flere dates på en dag

Kast dig ud i det

Det er skide hamrende sjovt.

HVAD GIVER DIG LYST?

20031713_10155321355131469_448054717492317592_n

Ikke den lyst, du sikkert tænker på nu. Der er jeg slet ikke, men hvad giver dig lyst til livet? Hvad giver dig en eksplosion af endorfiner?

Jeg sad i weekenden i bilen på vej ind til min veninde i KBH, vi har ikke set hinanden meget længe, men 15 års venskab er helt specielt, og når vi er sammen, er alting helt specielt.
Det første, der rammer mig, da jeg sætter tasken ind i bilen, og jeg bare er skide hamrende parat til en weekend i Kbh, er lugten af død hund blandet med kogt blomkål. Har jeg glemt noget affald? Har jeg et lig liggende i bagagerummet? Nej, det er skam bare lugten af halvgammel bil, der er blevet våd indvendig. Jeg blev dér ramt af en brusende følelse af lykke. Jeg begyndte at prøve at finde svar på, hvor den kom fra, men det kunne jeg ikke. Og er det egentlig ikke lykke, når forklaringen ikke er der, men følelsen er? Kan lugten af blomkål gøre noget?

Egentlig har det følelsesregister, jeg har været igennem i 2017 ikke været for småbørn, jeg har bare accepteret, at mit liv ikke altid er en dans på roser, men midt i mellem alt det her, formår jeg alligevel at finde glæden i ting, og det er jeg stolt af.
Siden jeg blev single for 2 år siden, er der sket en kæmpe udvikling, jeg hviler mere i mig selv end nogensinde, det smitter af på min aura. Jeg kan ikke huske en bytur, hvor jeg har fået så mange komplimenter som sidste weekend (ja, det må man fandme gerne sige højt) om det er på grund af min Louis Vuitton taske eller mit mærkelige hår ved jeg ikke, men noget var der i luften.

Det her blogindlæg bliver langt, kan jeg mærke. Jeg har måtte tage tilløb til det, for jeg vil gerne fortælle, men jeg vil ikke udlevere mig selv.  Der er ting, jeg ikke har sagt, men som jeg nu er klar til at sætte ord på. 2017 har givet mig en fantastisk kæreste (ja, for fanden)  han betaler mig nu et månedligt beløb, for han ødelagde ligesom hele ideen med bloggen, ”singlelivet i 30’ erne” Jeg skulle slet ikke kigge dybt i øjnene, lave hjerter i sandet eller involvere mig så dybt med nogen, men der kom han, og der har fandme været en dybere mening med det.
Hold kæft, hvor er det irriterende at have en kæreste, men det er fandme mere fantastisk. Jeg vidste ikke, at jeg kunne synes det var fedt, at han hænger sine underbukser mellem mine dyre tasker, inviterer mig på shawarma, gør mig opmærksom på mine dårlige vaner, ikke tager nyt toiletpapir i skabet og presser tandpastaen på midten, men det synes jeg, det er. Det synes jeg fandme, det er! Jeg har savnet tosomheden, savnet en, der kan takle mig og mit. Især når man meget pludseligt og uden megen forberedelsestid mister noget af det dyrebareste i livet, min kære og tætte veninde. Sorg er uden tvivl prisen, vi betaler for kærlighed, det fik jeg at føle den dag, jeg fik beskeden om, at hun var sovet ind.

Jeg ved, hun ønskede, at jeg skulle se det hele i et andet perspektiv, bruge det til noget, men hold nu kæft, hvor har, og er det stadig pisse hamrende hårdt. Jeg har det som om, hun er rejst væk, og jeg er ved at indse, at hun ikke kommer tilbage. Hun er rejst på andre eventyr, og det skal jeg ikke være en del af. Vi delte alt, vi skulle så meget sammen, men nu bliver det med minderne om hende i stedet.  Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, da det vil blive for personligt, men vil I ikke godt huske at nyde hinanden, mens I er her? Send den SMS, du længe har tænkt på! Vi skal fandme være bedre til at komplimentere hinanden. Se bare, hvad det gjorde ved mig, at de mænd i weekenden tænkte højt. Jeg skulle ikke noget med dem, da jeg har fundet manden, der skal træde mig over tæerne til brudevalsen. Han er lige så pisse irriterende som mig selv, men er også alt det, jeg ikke er, og det inspirerer mig. Hold nu kæft, hvor vil jeg gerne hænge toiletpapir op efter ham, kigge på ham og ønske at han vidste, at kanten bag brættet på toilettet også skal tørres af, men det ved han ikke nu, heller ikke i morgen, om 1 måned eller om 1 år.

Hele 2017 har indtil videre sat mit liv i perspektiv, og lykkefølelsen kræver faktisk ikke så meget gødning. Så derfor vil det her indlæg komme til at handle om ting, der får sommerfugle i Randers Regnskov til at være vand ved siden af det, der foregår inde i mig.

 

Lykken er;

At tabe hele sin popcorn ud over hele biografgulvet…. Foran grinende (rådne) teenagere

At din kæreste drikker af side-damens cola i biografen

At spise af kærestens tallerken

At lyve om at den bluse er meget gammel

At skulle finde sine pæne trusser frem

Ikke at kunne sove i sin gamle bonbonlands t-shirt

At savle på et mandebryst

At se sin kæreste spise alt i bidder

At blive irriteret over det

At blive spist af myg i de svenske skove… sammen

At bruge mere toiletpapir

At jeg ikke længere kan spise knækbrød 5 gange om ugen

At han synes, jeg er pisse irriterende

At han er pisse irriterende

Ikke at ville se det samme i TV

Opløftende og inspirerende veninder

Fulde mænd i byen

Komplimenter i byen

Tømmermænd sammen

Stærke drinks

At lave mad ”sammen”, mens nogen kigger på en

Kigge sammen på kalv og flæsk i Nettos køleboks

Søde SMS’ er

Parmiddage med en partner

Barnedåb med en partner

”Skal I ikke snart have børn” spørgsmålene

I er inviteret invitationer

At få at vide man har meget sort tøj

At skændes om det sidste hvidløgsflute

At dele chaiselongen

Sammenhold

Striber i toilettet

Kærlighed…

 

Softice på ærmet og slettede tissemandsbilleder

Har du tænkt over, hvor irriterende børn egentlig er?  Bevar mig vel, det her er selvfølgelig ikke møntet på mine venners børn. Det her er skrevet med et glimt i øjet, da jeg, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, holder meget af alle deres små 11talsrollinger.

”Hun er bare misundelig fordi, hun ikke har sine egne børn.” Ja, det ved jeg, du tænker lige nu. Men ved du, hvad? Det er jeg faktisk ikke. ”Pernille, du ved ikke noget om at have børn.” Nej, det gør jeg ikke, men jeg har alligevel mange års erfaring, da der er rigtig mange børn i min vennekreds. RIGTIG RIGTIG MANGE!!

Her vil jeg forklare dig min irritation:

De siger hvorfor… hele tiden

De siger hvad… hele tiden

De vil kun spise is og nuggets, og kigger underligt på aftensmaden

De piller bussemand… i din sofa….. og spiser dem

Indtil en vis alder sætter de sig over i et hjørne for at skide, og lader som om, intet er hændt

De tror, de kan tillade sig at sige alt, og man skal bare grine?

De tager opmærksomheden fra ALT OG ALLE. Undtagen det andet barn, der også er der

De får en samtale, der ville have varet et par timer, til at vare flere måneder. Jeg har både fået nyt job, ny kæreste og er flyttet i mellemtiden

Det er okay, at de har 700 forskellige mønstre og farver, der ikke passer sammen, når de går i børnehave

Hvorfor skal de altid have madrester rundt om munden?

De kan sidde i en klapvogn, når de får ondt i benene

De giver os mørke rander under øjnene

Det er deres skyld, at vi skal gå til forældremøder og høre på Lottepædagogge

Hvad fanden er frugtspyd, der ligner en mariehøne? Hvad blev der af kage med tyk glasur og slik?

Deres skyld jeg skal forholde mig til Line og Thomas fra børnehaven, der har problemer med deres nye carport

All – inclusive ferier, det er såååå smart, så kan ungerne få udkogt pasta og ta’ selv softice i 14 dage, og det samme kan forældrene, måske med en tynd rom og cola.

Man skal snakke med andre frikadelleforældre på ferien, fordi børnene leger sammen i poolen.

Du skal indrette dit hjem efter dem, hvad er meningen ved at have Royal Copenhagen, hvis det skal stå ude i skuret?

Du skal spise slik, mens du pøller, for det er det eneste sted, du kan gøre det i skjul

Du skal fjerne numsebilleder fra telefonen, fordi de nu i en alder af 0 ved, hvordan man låser en iPhone op.

Man får kun gaver til sine børn

Man må pludselig ikke sige sgu, fanden og tissemand

Jeg skal nu give det sidste stykke slik til dem

Jeg skal vælge den lille is, ligesom dem, ellers er det synd

Jeg kan ikke vælge pomfritter, hvis de er blevet lovet en is, for det kan de ikke finde ud af

Man skal prioritere børnetøj og majssnacks fremfor sneakers og drinks

At der er noget, der hedder barnedåb, babyshower og børnefødselsdag

At jeg også skulle til dine forældres polterabend og bryllup, ellers kunne de ligesom ikke få dig, vel?

At jeg først kan se andet end Frost, når du er blevet lagt, for det andet er for voldsomt for din uskyldige tankegang

At jeg skal rutsje, hoppe og løbe og mest af alt ligne en mellemting mellem en idiot og en idiot.

At jeg skal snakke børneemner og ikke for voldsomme ting, før du er puttet, og vi kan høre, du sover TUNGT.

Jeg skal dele dig med dine forældre

At dine forældre skal tidligt hjem, fordi du har lidt hoste, har sovet dårligt eller skal i skoven med børnehaven dagen efter

At dine forældre faktisk altid er lidt trætte

At spontaniteten med dine forældre er væk.

At du spiser med fingrene… og slikker på dem bagefter

At vi skal høre børnesange.. i bilen og derhjemme

At jeg skal smile, når du har smurt mit ærme ind i softice, fordi du skulle se hunden på den anden side af fortovet, og faktisk havde glemt, at jeg gik ved siden af

At jeg altid skal føle mig en smule mærkelig, når du kigger på mig, ”det er nok fordi du har lilla hår eller briller”

At et barn til en barnedåb kiggede eftertænksomt på mig og spurgte ”er du egentlig voksen?” Jeg vælger at tage det som et kompliment, for det må betyde at jeg er über cool og ungdommelig, og man slet ikke kan se, at jeg fylder 31 lige om lidt. Det kan også være fordi jeg med mit lilla hår, ligner en fra Trolls. Jeg synes, det er sejt!

 

NEJ, jeg har, som sagt, ikke selv børn, men det her er erfaringer, jeg har, og hvad jeg hører fra alle de veninder, der har børn. Og de har faktisk snart to alle sammen. Jeg har en veninde tilbage, som ikke har børn, og guess what? Vi skrider på SPA på fredag, og der er ingen børn, men peanuts, vin og afslapning.

Det er som om, man er lidt mærkelig, hvis man ikke har børn, når man er 30 (snart 31) Hvorfor? De sidste måneder af mit liv er der sket ting, som gør, at jeg har besluttet at være mere hverdagsglad.

Ikke kun se frem mod weekender og alt det, jeg gerne vil, men være glad i nuet. Også når jeg skal ned og købe bind, toiletpapir, opvaskemiddel, vitaminpiller og aubergine den samme dag, og når jeg er træt i sofaen kl. 21.

Indrømmet jeg vil, og skal have børn, men det er altså ikke den ultimative lykke. Hvorfor er verden skabt omkring samfundsnormer? At vi, når vi har en vis alder, skal giftes, have børn og købe hus? Jeg er glad, lige der, hvor jeg er, lige nu. Jeg vil leve livet nu og ikke stræbe og hige efter alt det, jeg gerne vil have skal ske. Nu nyder jeg tiden med min nuttemus, mine venner og min familie, det kan jeg godt uden børn. Jeg skal nok komme til at spise udkogt pasta og være den person, som mine veninder synes er irriterende, for den dag, jeg har børn, er deres børn teenagere, og så har de for længst glemt, hvor irriterende deres børn egentlig var! LEV LIVET I DAG!

13615046_10154197478526469_2948008333694975018_n

 

 

 

NÅR MAN HAVDE SAT SIXPACKEN PÅ KØL!

my_bc449a_2210346

Der er gået en god rum tid fra mit sidste indlæg, og det skyldes grundlæggende en ting: for lidt timer i døgnet. Kender I ikke det? Januar plejer at være en meget lang og grå måned for mig, men januar lakker mod enden, og jeg har faktisk ikke engang haft tid til at se mig tilbage, men det kan bloggen heldigvis hjælpe mig med.

I mellem tiden har jeg hentet en app, hvor jeg kan skrive lister over ting, jeg skal huske (min OCD elsker at sætte små flueben,) og jeg har ikke engang børn, men heldigvis kan tiden sagtens fyldes ud med alt andet. Jeg elsker børn, og jeg er da også nået til et punkt, hvor både Volvo, Emmaljunga og måneder uden søvn egentlig også kunne være hyggeligt, men hvor jeg dog også elsker min frihed, faktisk til tider for meget. Jeg elsker jeg kan tage til Kbh. på venindeweekend, kan sove længe om søndagen og drikke rødvin præcis, når det passer mig, og ikke bekymre mig om at rødvinsbryster og baby er en enormt dårlig cocktail. Det er en vild alder det her, der har været, og er stadig et enormt babyboom i min vennekreds. Hvor jeg elsker at dele denne tid med dem, men samtidig minder det mig også om, hvor forskellig starttyverne er fra sluttyverne. Det er jo som at gå fra mandag til fredag på 2 sek. Det går så stærkt det hele, og det med at man træder ind i de voksnes rækker, når man fylder 18, det er bullshit. Det sker uden tvivl i sluttyverne. Pludselig er hyggelige vinaftner, dyne, film og gode samtaler alfa omega. Det er helt klart, at mange af mine veninder er meget mere voksne, end jeg er. Mit mindset er voksent, men mit liv er ikke altid lige så seriøst som deres, og det nyder jeg egentlig. Vi har en helt særlig evne til at finde andre ting at have tilfælles end vådservietter, babymos, drejehjulsbarnevogn og lange bryster, vi er nemlig vildt gode til at forstå, huske hinanden og finde fællesnævnere i andre ting end børn og bryllupper, men samtidig er 30´erne fandme den alder, hvor man er på så forskellige stadier i livet.

Hvad der dog har ændret sig radikalt, det sidste år, er min mors skrukhed, hvor vil hun virkelig gerne være mormor, sådan med 180 i timen. Hvad der bekymrer hende mere, er nok den kommende svigersøn. Har jeg nu valgt rigtigt? Nu er det jo heldigvis min lykke, der kommer i første række, og jeg er helt sikker på, at hun godt ved, at jeg ikke vælger nogen eller noget, hvor jeg ikke er 100 % sikker på en god fremtid.  Mormor skal hun nok også blive, når jeg på et tidspunkt er helt klar og færdig med at egotrippe. Nu er jeg jo så heldig, at have en lillesøster, som (desværre) er 8 år yngre, så presset er helt og aldeles på mine skuldre. I går blev jeg dog overvældet over, hvor heldig jeg er, at have en familie, som er sådan oprigtigt stolte over de ting, jeg har opnået. Det må, og skal man aldrig tage for givet, de ønsker mig det bedste, og vores tætte forhold kan gøre mig helt rørstrømsk, også selvom der er emner, som kan være svære at tale om. De er det sted, hvor jeg altid kan finde ro, og det giver mig en fundamental glæde at vide det. Ikke mere credit til dem, (de følger jo med herinde.) Det skal lige siges, at det kan have både sine fordele og ulemper, for der er ting, som ikke er til et forældreøre. Jeg tror, alle er helt med på den.

Men tilbage til det med tiden. De sidste måneder har været vilde, på den gode måde. Nyt job, hvor jeg hver morgen står op, og glæder mig til at skulle afsted, og rent faktisk blive bekræftet i, at min uddannelse var det hele værd. Det at stå op til et job, og det at nogen har brug for en, er undervurderet. Ja, vi alle har et had/kærlighedsforhold til mandag morgen, men der er virkelig også noget rart i faste rutiner. Alt det jeg har efterspurgt, (og som bloggen også har handlet om) er kommet. PÅ EN GANG! De sidste to år har været de fedeste, der er intet, jeg vil ændre, men hvad jeg har manglet har været en ro, som jeg egentlig ikke har, kunne sætte ord på, nu er roen der, på en måde jeg aldrig har troet, jeg ville opleve og så på det helt rigtige tidspunkt. De sidste to år har gjort mig så klog på så mange ting, noget en god uddannelse ikke kan.  Alt giver pludselig mening. Lykken tilsmiler mig, så meget at jeg ofte bliver helt overvældet, og på den måde, som man ikke kan forklare andre, men som kun kan mærkes på en.

Jeg havde sat tanken om sixpacken til parbillederne på hylden, jeg havde mistet både tro og håb på, at der var en mand derude, som kunne give mig det, alle taler om, og som man kun ser i The Notebook, men jeg har stille og roligt genvundet tiltroen, og sixpacken er måske ikke så lunken alligevel.

Nu vil jeg smøre madpakke, hænge vasketøj op og prøve at vænne mig til tanken om, det er mandag i morgen, for er det ikke det, voksne gør?

 

”Pernille!!, måske sker det på Farøbroen”

15403790_10154649587996469_6279588025178541190_o

I starten af december var jeg på den årlige juletur med min mor. Det er en tradition, vi har haft i mange år, og det er uden tvivl noget af det hyggeligste ved december. I år gik turen til Hamborg, og vi havde valgt, at en bustur på 5 ½ time skulle være en del af oplevelsen. Det skal, inden fortællingen fortsætter, lige siges, at min mor på ingen måder er racistisk, jeg er vokset op i et hjem, hvor der er plads til alle, men det skal da siges, at hun åbenbart er bange for mørkhårede mænd med skæg. I København træder to mænd ind på bussen, som jeg hurtigt analyserer til at være brødre.  Den ene sætter sig på sædet overfor os og den anden foran min mor, hvor han hurtigt ligger sædet ned, og min mor højt udbryder ”oooooh my God,” han havde bestemt heller ingen respekt for min mor sad bagved (det fik hun vist også tydeliggjort), men det havde sgu hverken noget at gøre med hans hårfarve eller skægpest. Ham, der har sat sig overfor os, begynder at trippe, og brødrene udveksler få ord med hinanden på et sprog, jeg stadig prøver at forstå. Han tripper i 5 ½ stive timer, kun afbrudt af en færgetur, hvor han sikkert også har trippet rundt. (hans højre ben må være meget større end det andet) Jeg kan godt se, min mor har begyndende svedperler, og er meget fokuseret på de to mænd. ”Har de ikke en underlig opførsel, Pernille?” Alt i mens hun siger dette, begynder de at tage billeder på den utroligt røvsyge strækning fra Solrød afkørslen til Rødbyhavn. Det mest eksotiske er nok de døde ræve i vejkanten. Jeg siger stille; ”Mor, er du bange for de vil springe bussen i luften?” Hun kan godt se det komiske i situationen, men er ikke overbevist om, at de bare skal ned og opleve Hamborg. ”Mor vi er på en bus med 15 mennesker (de fleste over 60 og skinddøde), det er fandme det dårligste terrormål, jeg længe har hørt om.” ”Pernille, det sker da på Farøbroen, så stopper det hele trafikken, og ingen kan komme nogen steder” Det skal siges, at min mor er fra Lolland, så hun er undskyldt, men hvem helvede bruger egentlig Farøbroen? Måske er det pølsen, på færgen, som beroliger hende lidt, hun glemmer i hvert fald den underlige tanke de sidste timer. Det ender med, vi har en rigtig dejlig tur. Vi drikker halvliters fadøl, spiser 7 meter lange wienersnitzler, glor på tysk julepynt og pølser, og kigger faktisk rigtig meget, sådan rigtig meget på mennesker, tydeligt en hobby, vi begge elsker at praktisere. Og vi er ganske enige om, at når ´65rejser´ har læsset en bus fyldt med tenabindspensionister af, så smutter vi væk et par timer.

Mandagen efter hjemkomst startede voksenlivet med 180 i time. Kontrakten er på plads, og jeg er nu ansat som kommunikationsmedarbejder/studiesekretær på Køge Gymnasium. Jeg forstår pludselig betydningen af kaffeånde, bagerbrød, lectio og fraværsårsager. Samtidig får jeg lov at bruge min uddannelse, da der både skal udarbejdes pressemeddelelser, laves tekster til infoskærme og redigeres hjemmeside. Jeg har haft 7868 systemer at sætte mig ind i, men jeg har de sødeste og mest forstående kollegaer. Tænk engang, der er stadig nogen tilbage fra dengang jeg blev student derfra i 2006. Jeg undrer mig stadig over, om det er dem eller mig, der er gammel/gamle. Køge Gymnasium er uden tvivl stadig et rigtigt fedt sted. Mormor har bare været træt, og overvejer stadig, om det er for tidligt at gå i seng kl. 20.32.

Nu er 2016 snart slut, hvad ind i helvede skete der lige for det? Det har lige været nytår. Kan tiden ikke bare engang imellem gå lidt i stå, så min OCD ikke får stress. Det er som om, det hele er sket for mig de sidste måneder af 2016. Jeg mangler nu kun at finde de resterende 500 brikker til mit 1000 brikker puslespil. Jeg griber alt, det der kommer til mig i øjeblikket, for det meste er faktisk rigtigt dejligt. Tinder er vist snart definitivt ikke en App på min telefon længere, nogen ting kommer, når man mindst venter det. Det kan I måske høre om i 2017.

Servicemeddelelse: Jeg kommer i TV på lørdag kl. 20.00. Kan I ikke bare selv gætte kanalen?(DR1) Autografer gives først i det nye år. P.s. dette er ikke en reklame for mig selv, jeg har bare lovet at melde ud. Det skal lige siges, at det var en lille for sjov og ekstra ting, hvor jeg blev narret. Det er et andet program end det, som vil komme engang i 2017, hvor jeg både var til casting og dagslang optagelse. Jeg vil nu Google hvor mange, der egentlig benytter Farøbroen. Pas på hinanden! Livet er en gave.

DANSER REGNDANS I GÅGADEN!!!

check-mark-304890_640

Eller jeg fik i hvert fald en pludselig lyst til det! Der er sket så meget, at jeg ikke engang har haft tid til at sætte OCD flueben i min kalender. Jeg har haft rigtig travlt på den gode måde, det vidner min vasketøjskurv om, og nej ikke pga. stive lagner. Alt i min lejlighed har en plads, og det skal der helst ikke laves om på, men når jeg nærmest kun har været hjemme og sove, så står lejligheden ikke snorlige. De sidste to uger har særligt været vilde. Jeg har været på en TV – optagelse med DR, til dags dato en af de vildeste oplevelser. Jeg havde, i flere dage efter, den der tomme følelse indeni, når noget har været rigtig sjovt, spændende og gjort et stort indtryk, det var hvad der skete den onsdag for to uger siden. Jeg er stadig helt høj over det. Onsdagen efter var jeg blevet spurgt, om jeg ville være statist i DR’s store juleshow, hvor en del skulle optages i Køge. Nynne, min gamle kollega (nu tilrettelægger på DR) sagde, vi ikke skulle spille skuespil, og jeg var overbevist om, at jeg skulle stå med min søster i baggrunden og på den mest naturlige vis lade som om, at vi helt tilfældigt lige var på Køge Torv, og man så måske liiiiige kunne ane os i baggrunden. Vi ankommer, og Nynne virker sådan lidt mere end naturligt begejstret for at se mig. Tager på bedste Grandma manér min hånd ”Pernille om lidt skal du overraskes, du er hovedrollen.” Jeg når ikke at tænke eller reagere, men kaster mig egentlig bare ud i det. Vi bliver ført væk, jeg får en mikrofon på, og det hele kører så med 180 i timen derefter. Jeg overvejer stadig Nynnes og mit venskab!!!! Alt det her vil sige, at jeg skal se mig selv på TV to gange i 2017. Til info, så laver jeg snart en ”Pernille Sine Carlsen fanside,” så I kan ansøge mig derigennem. Haha.

Lige der, hvor jeg ikke troede det kunne blive vildere, så bliver jeg satanedme kaldt til jobsamtale, og gudhjælpemig om jeg ikke har fået jobbet. Jeg fik det at vide i går, og jeg overvejede at både skrige og danse her i midtbyen. Men da jeg nu er et kendt ansigt kørte jeg ikke videre med den tanke. Ej altså, det er fuldt ud fis, jeg vil faktisk helst fortsætte med at være den anonyme Pernille, der kan gå en tur i mit grimmeste joggingsæt og have dage uden make-up. Jeg skal nok fortælle meget mere om jobbet, da det nok vil blive nævnt nogle gange på bloggen i fremtiden (der sker altid så mange sjove ting på en arbejdsplads) men lige nu har jeg valgt kun at dele det med mine allernærmeste, indtil kontrakten er underskrevet. Og jeg vil i den forbindelse takke for alle opkald, sms’er og blomster. Jeg føler mig meget heldig, og I var alle med til at gøre det forståeligt for mig. Jeg var sgu lidt bange for, at det er en drøm, jeg på et tidspunkt vil vågne fra.

Jeg ved ikke, om jeg bare udstråler den følelse jeg har indeni, den ro som så stille er ved at indfinde sig, men jeg tiltrækker mærkelige typer i øjeblikket, som synes de skal snakke med mig eller til mig. På den der måde, hvor jeg ikke vil være uhøflig, men til sidst er nødt til at gøre det MEGET TYDELIGT, at jeg skal videre. To gange inden for de sidste uger har fremmede mænd valgt at falde i snak med mig, sådan helt på monolog-basis. Det ene var en mand på en parkeringsplads, som ville snakke om, hvordan unge mennesker ikke har respekt for noget mere. I dag var det manden ved flaskeautomaten, som tydeligt deler min begejstring over at aflevere flasker. Forskellen er dog, at jeg ikke er så begejstret, at jeg går op i, hvad der sker med eller for flaskerne, når de slipper båndet eller, hvorvidt den her flaskeautomat var bedre end den anden, fordi den er hurtigere. Det eneste jeg sådan rigtig kunne koncentrere mig om, i denne samtale, var at han virkelig godt kan lide cola light, han havde 100 flasker, valgte han at afslutte samtalen med. Super, du har da lige beriget min dag.

Jeg har derudover fundet ud af, at jeg bliver en pylret mor. Min søster er 8 år yngre end mig, så moderinstinktet kommer på prøve. Hun er så pisse sej, og kæmper for sin drøm. Jeg elsker hende for hendes ligefremhed. I søndags drog hun afsted på Oure Højskole for at blive forberedt til optagelsesprøven på skuespillerskolen. Hvor vild er hun lige? Og hun er pisse hamrende dygtig, hun skal nok nå langt. Skuespiller skal jeg aldrig være, for på den ene optagelse siger lydmanden pludselig. ”Pernille, har du stadig din mikrofon på.” Jaja,” siger jeg. Husker dog, hvordan jeg fumlede med den ledning, da jeg skulle på WC i en af pauserne. Lydmanden kommer hen til mig, ruller min jakke ned, og fisker mikrofon-dutten op, som er faldet ned, og hænger og dingler på maven. Sådan noget er bare SÅ TYPISK MIG!! Ligesom når man taber en hel skyllemiddel ud på køkkengulvet, eller sprøjter smoothie udover sig selv på cafeen. Det er i de dér situationer, jeg virkelig overvejer en ferie fra MIG SELV!

Der er bare generelt rigtig meget, der giver mening lige pludselig, og den brise af medvind, jeg har ventet på i lang tid, blæser nu i min retning. Det skal så siges, at jeg ikke kommer sovende til noget, jeg kæmper for alt det, jeg gerne vil. For jeg tror på, at man kan, hvad man vil. Der er bare nogle brikker, der er ved at falde på plads, noget holder jeg dog for mig selv lidt i endnu. Måske 2017 bliver ”mit år.” Nu vil jeg gå ud i mit køkken og nyde duften af skyllemiddel. Vi ses, hej!

HAR I OGSÅ VENNER, DER SKIDER I POSER?

14971321_10154548055656469_667153117_n

DET har jeg! Det vil jeg fortælle om senere i indlægget. Der sker så mange ting for tiden, og hvor blev 2016 helt ærligt af? Jeg forstår det slet ikke. Der er sket meget de sidste måneder. Men nogen af de ting, der sker, kan jeg på nuværende tidspunkt desværre ikke sige så meget om. Jeg kan dog sige så meget at den 30 årige single vil tone frem på TV i 2017. Og nej, det er hverken Paradise Hotel, Dagens Mand, Bonde søger Brud eller Undgå selvmord i 30’erne. Nej, det er noget lidt vildere og for mig mere spændende og indholdsrigt. Jeg var til en casting for 2 mdr. siden, fordi jeg er inde i en eller anden skør periode, hvor jeg gerne vil prøve mig selv af. Jeg er jo nødt til at kompensere for den manglende Odder barnevogn og sixpack på en eller anden måde. I sidste uge fik jeg en opringning, at jeg er blevet udvalgt. Jeg var, og er, sådan helt i chok og har lyst til at skide i bukserne. Det er satanedme en underlig følelse, at skulle se sig selv i TV!!! I morgen skal jeg på optagelse, jeg må ikke sige noget, og ved faktisk heller ikke så meget selv, andet end optagelserne er udenfor. Hvad ind i helvede tager man på, når man både skal være praktisk, og også gerne vil vise sig fra sin bedste side. Jeg ligner jo for helvede en idiot med hue, der mangler ligesom 7 km hår under, før det er pænt.

Men jeg kan godt indrømme det, jeg er ved at revne af stolthed, og endelig noget der går lidt min vej. Det her år har været for vildt, som jeg lige har talt med en veninde om, så troede vi dette skulle være “vores år” i stedet bød dette år på en masse udfordringer og bekymringer. Alle dette til trods så har jeg fået en række nye bekendtskaber, fundet mig selv og bliver faktisk ofte ramt af følelsen, at jeg er heldig. Og tro det eller vær, men Tinder har faktisk beriget mig med nogle rigtige gode venskaber, og jeg har mødt nogle mennesker, som stadig beriger mit liv. Og de mennesker, jeg har i mit liv, er blevet tætte på en helt anden måde, og der er rigtig meget, jeg ikke ville have været foruden.

Jeg har så tydeligvis den slags venner, der skider i en pose. Der er det der, jeg sætter ekstra pris på, jeg ikke har en fast partner. Jeg kan skide, når mit rektum føler for det, for det meste. Men min veninde har altså en fast partner, og skulle skide så meget, at hun gik ned i kælderen for at “hente tøj,” og satte sig og sked i en pose i tørrerummet. Hun følte, jeg var den eneste, hun kunne dele det med, det vælger jeg at tage som et kompliment. Jeg er åbenbart typen, man deler lorte historier med, på alle måder. Det gør mig sgu lidt stolt. Hvad sker der egentlig for os kvinder? Det er det mest naturlige, alle gør det. Selv Dronning Margrethe inden hun holder nytårstalen. I am just saying!! Din mor sked dig i hovedet, da du blev født. Og så skal vi pine os selv, fordi kvinder ikke skider! Jeg håber aldrig nogensinde dette overgår mig, men jeg kan svagt huske, hvordan det er.

2016 er gået lige om lidt!! Nu er det snart jul og nytår igen, igen igen en tid, hvor man bliver mindet om, at man er single. Hvad fanden laver man nytårsaften, når alle venner skal holde børnenytår? Og nej, jeg gider ikke single-halbal. Det kommer ALDRIG til at ske. Så kan vi knalde 2017 ind. Nej tak Mr. 40 årige, der er blevet skilt og lever sin anden ungdom.

Lige pt. lever jeg en dag af gangen for den tilstand, jeg er i nu, gør at jeg hverken kan, eller skal tænke længere frem, så får jeg sgu mere galoperende bekymringsstress, end jeg har i forvejen. Intet i mit liv er forudsigeligt. Det er pisse spændende og til at skide i bukserne over på en og samme gang. Jeg har så mange planer for tiden, at den ene dag på alle måder tager den anden. Mandag tænker jeg hell no, og 7 kopper kaffe senere er det igen fredag. Jeg har haft en tiltrængt pause fra alkohol, byliv og mænd, men nu er jeg ved at være klar igen, og det skal fandme fejres med en weekend i KBH hos en af mine bedste veninder. Vi er på mange måder samme sted i livet, og jeg både elsker, og hader hende for at dele mine bekymringer om mænd og fremtid. Når året 2017 slår ind, er det også det år jeg fylder 31. Hvad helvede gør jeg? Alt i alt gør livets projekter, at jeg føler mig gammel, stresset og mega ung på en gang. Jeg sidder hver torsdag, og underviser flygtninge i dansk, det er fandme voksent. De stoler på mig, lytter og lader sig inspirere af MIG. Samtidig er jeg blevet spurgt om, at være tovholder i sprogcafeen, det betyder sgu da at nogen ser potentiale i mig! Det giver mig motivation til, at klare alle de ting livet byder mig. Og er det egentlig ikke det, det hele handler om?

Nu vil jeg spise lidt gourmet knækbrød og bruge resten af aftenen på at gøre mig så præsentabel som muligt til TV i morgen. FUUUUUCK! God EFTERÅRSaften. Sod´ nu bare jeres hjem til med stearinlys, lig i ske på sofaen, og nyd de alligevel hyggelig ting denne årstid byder på.

MORMORPORNO VS. PARYPLYSUGERØR I NÆSEN?

fullsizerender-1

Hvad ville du vælge? Så kom efteråret satan’edme. Hvem var det lige sommerseptember prøvede at snyde? Jeg glædede mig et kort øjeblik over, at jeg er sat i verden i et land, som nu konstant har sommer. Der blev jeg sgu snydt, mere end jeg er blevet på Tinder.

Summa summarum.. Den her årstid kommer bag på hver evig eneste år, det er som om, kulden kommer i hovedet på mig med 180 km. i timen.  Ja, vintertøjet er faktisk det tøj, jeg synes er allerpænest, og det er da skide hyggeligt at sode hele lejligheden til med stearinlys og tisse 5 gange om natten, fordi the nu er frossenpindens ven. Jeg FRYSER, og hvorfor er sneakers bare pænest med et stykke bart ankel? Måske jeg skulle købe mig et par Ecco støvler, alderen er ved at være der.

Har I tænkt over, hvor grimt det egentlig er, når man er korthåret og har hue på? Det er sgu bare pænest med noget hår under huen, i hvert fald som kvinde. Med hue ligner jeg en mellemting mellem en trans og en tegneseriefigur, der er tegnet af én uden hænder.

”Er du 30 år? Jamen du er så trendy.” ”Hvad er det lige præcis, du er overrasket over?” Skal man klæde sig mor agtigt med en god hjemmestrikket slå-om-uld-trøje og thermostrømpebukser, når man er 30? Ej du, så kan jeg sgu da lige så godt sætte mig ned og vente på, at René fra IT – afdelingen også er blevet desperat. Det skal lige siges, at jeg går hverken i mavebluse eller culottebukser. Jeg går bare op i mode, går op i, hvad jeg tager på, og elsker at læse om modetendenser. Det kommer altså aldrig til at ændre sig, heller ikke selv om tøjet bliver fyldt med babymos, og skal være ammevenligt.

Denne årstid gør altid, at jeg har en konstant indre kamp med mig selv. Energien er bare ikke den samme, når det er gråt i gråt, og når det aldrig rigtig bliver lyst. Jeg vil allerhelst bare putte på sofaen med uldsokker. Jeg magter ikke just-eat aka. Tinder mere, det er sgu i bund og grund bare en slatten pizza med ananas eller en dürumrulle med for meget dressing. Jeg vil have den sprøde pomfrit med den gode salatmayo, men det er måske bare ikke Tinder, der er stedet.

Jeg vil hellere dyrke mormorporno med uldtæpper, en flaske vin, en film og en sød mand end jeg vil stå på en club, hvor fuldheden gør, at det er svært for sugerøret at finde munden. Jeg har været der, på alle tænkelige måder. Jeg har været single med fuld skrald på – i snart to år. På et eller andet punkt vil jeg egentlig bare gerne have den samme mand hver søndag, selvom det også skræmmer mig. Det er bare federe at være single om sommeren, alle er sommerkåde, nu er vi bare vintervåde – på den dårlige måde.

Jeg vil gerne takke mine veninder for at være min(e)kærester, min familie og venner for at fylde min kalender op. Tak for jeg kan have jer på speed dial, tak for at dele uldsokker, uldtæpper, drinks og frustrationer med mig.

Okay, jeg indrømmer det…. Jeg ser SKAM, den meget omtalte norske serie. En veninde anbefalede det, og jeg hader hende stadig for det. Jeg har slugt alle afsnit, og venter utålmodigt på næste afsnit. Ja, jeg er blevet afhængig. Og i søndags tog jeg mig selv i at tude, som i tudbrøle til et afsnit. Det ramte noget i mig, som jeg egentlig ikke rigtig kan forklare. Pernille, det er en serie. En UNGDOMSSERIE om en flok GYMNASIEelever. Pernille, helt ærligt. Men den serie er fandme velskrevet, det vil DU også synes, du skal bare indrømme det, og DU kommer også til at græde.

Hejhej, vi ses. Jeg skal finde mine uldsokker og google, hvornår 4. sæson af SKAM kommer. PS. Jeg kan snakke flydende norsk nu, drittsekk.

NÅR ”PAR” MIDDAGE BLIVER ULIGE

14543765_10154454856326469_8753653910260513788_o-1

Pludselig, som lort fra en spædekalv, ændrede tingene sig. I 7 år var køleskabet besat med fælles invitationer, parmiddage, bryllupper, fødselsdage, barnedåb osv. Ikke alt man måske hoppede i juhuuu dans over, men noget man gjorde, fordi det gør man, når man er i et forhold.  I et forhold bliver mange ting til ”vi” kommer, det går godt med ”os.”  Jeg er på mange måder den type af menneske, som værdsætter et selvstændigt liv meget højt. Jeg ser det som en vigtig del at Hr. og Fru. Blomkål ikke bliver et fælles individ, selvom man har fået prædikatet KÆRESTE på. Det er vigtigt at lave ting hver for sig, ikke gnide lårene af hinanden. ”Så har du bare aldrig været rigtigt forelsket” JO, det kan jeg love dig, jeg har. Jeg er bare ikke fortaler for, at man pludselig skal lave alting sammen, men når sixpacken ikke er der, så bliver det rimelig tydeligt, at der er nogen ting, som i vores alder, bare er som PAR. Nogen af mine bedste veninder er fra folkeskoletiden, efter mange års pause genfandt vi hinanden. Pludselig havde vi alle kærester og de andre i gruppen har nu også både vielsesring, børn – og dermed Odder, Emmaljunga, familiecontainer og villa villakulla. Vi besluttede for mange år siden, dengang antallet var lige, at begynde at holde parmiddage, her skulle vi på skift, og på ægte Emma Gad manér, holde middag for de resterende par. Så var vi sikre på at vi ville få set hinandens mænd og børn, når der var faste aftaler i kalenderen. For det er fandme svært, når 8 blomkålskalendere skal gå op i en højere enhed. Pludselig var jeg ikke længere et ”vi” kommer, men ”jeg” kommer. Jeg havde mange indre samtaler med mig selv, om jeg havde lyst til at byde mig selv, stadig at skulle sidde til parmiddagene, for et eller andet sted var jeg måske bange for at føle mig anderledes og udenfor. Jeg kom som bare ”mig” uden rotte 1 og 2 og 3 under armen, weekendseng, vådservietter og hede blikke henover Emma Gad middagen. Jeg besluttede, at jeg er sejere end den usikkerhed, og ”par” middage skulle fortsætte.  I lørdags havde vi endnu en parmiddag, og min beslutning er sgu den rigtige, jeg mødes jo bare med venner og ikke par. Børnene ville have mig til at læse godnathistorie, måske fordi ”Tante Nulle” har lige præcist det overskud tilbage. Selvfølgelig bliver der udvekslet hede blikke mellem de andre, men den slags har jeg også, jeg vælger det bare til og fra, som jeg vil, sådan som mit liv ser ud lige nu.  Jeg har gennemgået en kæmpe udvikling, fundet ud af, hvor skide god jeg egentlig er til at være alene, så længe man får et skud mand engang imellem. Den største ulempe ved at ”vi” er blevet til ”mig” er fandme, at jeg skal lave maden selv. Vi aftalte dengang, at vi skulle kræse lidt ekstra fra maden, at det skulle være god og opfindsom mad. Det har jeg fortrudt ca. 670000 gange siden. Jeg fik dog bikset en kartoffel/porresuppe sammen, helt fra bunden vel og mærke. Jeg måtte gå mange buer udenom Arlas suppekartoner.

Den her årstid kan godt være svær, når jeg er den eneste, der ligger under uldtæppet derhjemme, og når stearinlysene ikke tænder sig selv, men jeg kan vælge det sociale til og fra, som det passer mig. Jeg er heldigvis så skide heldig, at jeg, den største del af tiden, har mennesker, som gerne vil prioritere mit selskab. Den anden dag var jeg på vej til Kbh og hjælpe en veninde i hendes firma, og da jeg gik der med Backstreet Boys i ørerne, på vej til toget, ramte lykken mig. Jeg dansede en lille sejrsdag for mig selv, eller altså ikke sådan rigtigt. Så ville folk i Køge sikkert tænke, ”hun er blevet skør, derfor hun ikke har fundet en kæreste endnu.” Det her såkaldte voksenliv trækker fandme tænder ud nogen gange, og nogen dage skiftevis leder jeg efter off knappen, og søger job i Uganda. Størstedelen af tiden er jeg glad.

Jeg spiser ofte hos mine forældre, så slipper jeg for at lave kartoffel/porresuppe fra bunden, og mine forældre får glæde af mit dejlige selskab. Ofte er det dog lagt sammen med en eller anden fejl 40, jeg lige skal hjælpe dem med, men så kan jeg give lidt igen af de 700000 millioner og ting, de har lånt mig og gjort for mig. Samtalen, ved aftensmaden, falder på mennesker, som vælger at leve et liv alene, og selvfølgelig skulle jeg også lige være en del af det samtaleemne. Min mor siger helt råt for usødet ”Du kan se Pernille, hun har heller ikke fundet en kæreste, det er åbenbart ikke så nemt.” Øhhhhh holdt holdt holdt, jeg kunne sgu godt have haft en kæreste eller to. Desuden mor, far, søster og resten af de interesserede, så kunne det jo godt være, der var ting, som jeg ikke havde lyst til at fortælle om, da jeg vil skåne både mig selv og jer. Jeg tror dog godt, de har en ide. Min mor spørger i hvert fald af og til, om jeg får spillet noget ”backgammon” og jeg svarer pænt, at brikkerne i hvert fald ikke er støvede. ”Dertil svarer hun prompte ”Haha, det regnede jeg godt med.” Jeg er et åbent menneske, men ”backgammon” spillet holder jeg på mange måder tæt til kroppen. Bum bum.

10 fordele ved singlelivet:

  • Jeg har fjernbetjeningen for mig selv
  • Jeg har chaiselongen for mig selv
  • Kun mig selv, der tager det sidste stykke toiletpapir
  • Jeg kan spise, hvornår jeg vil
  • Jeg kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil, uden at fortælle nogen om det
  • Alting er, hvor jeg sidst lagde det
  • Kan have gæster, når jeg føler det
  • Kan have de grimme joggingbusker på hver aften
  • Skal ikke til en masse familiefester
  • Kan gå på toilettet med åben dør

Nå, jeg skal i fætter BR og købe gave til børnefødselsDAGE i weekenden, måske de får et backgammon spil.  Vi ses, hej hej.