Du skal arbejde 60 timer om ugen. Du må kun bruge din venstre arm. Du skal arbejde i Japan to gange om ugen.

a0166617964_10

Hvis dette var tilbuddet, så havde jeg gjort det. Jeg er passioneret omkring mit felt. Jeg ved, jeg er god til det. Jeg er klar til at investere alle mine vågne timer og give en masse værdi til en virksomhed. Måske tænker du nu, ”jamen, det her har hun jo skrevet om før, vi gider ikke høre mere om, at hun ikke har noget arbejde, og hvor synd det er for hende.” Hvis det er sådan, du tænker, så swipe du bare videre. Jeg ønsker ikke at tale til alle, men at tale til dem, som forstår, eller prøver at forstå. Ikke til dem, der i det skjulte tror, jeg bider storetånegle hjemme på sofaen, mens jeg ser 6055 afsnit af Sex and the City, ikke tror jeg søger job, at jeg måske ikke kan så meget. Sandheden er en helt anden, og så er dette det, der fylder hos mig. Og det går udover overskuddet til meget andet. Prøv at forestille dig noget, som fylder i alle dine vågne timer. Noget du aldrig slipper. Noget, der aldrig giver dig mulighed for at slappe af. Noget som hjernen konstant prøver at finde hoved og hale i og placere. Samtidig skal du finde energi og lyst til at gøre de ting, der nu engang SKAL gøres. Det her er roden til stress, og da jeg for nylig blev præsenteret for en stresstest, kunne jeg desværre sætte kryds ved skræmmende mange af tingene. Og det er ikke noget, man skal joke med, men det er jeg nødt til, for jeg har ikke tid til at være stresset. Hvor tragikomisk det end lyder.

Det, der egentligt fik mig til tasterne igen, var en artikel min ven linkede til i morges. Jeg har forsømt bloggen, for jeg har ikke haft tiden til den, og så fungerer sådan noget, som med musik. Du kan ikke sætte dig ned på kommando og skrive en masse sange, det kommer an på humør, og det er faktisk typisk, når følelsesbarometrene topper, at du finder inspiration. Som i dag på vej hjem i toget, hvor jeg lod tankerne vandre oven på den artikel, jeg havde set tidligere;

 

»Opskriften på at fremkalde en depression: Arbejdsløse er langt mere stressede end folk uden job«. (Politiken)

 

Den ramte hovedet lige på sømmet (eller sømmet i hovedet – sådan bogstaveligt talt) for sådan føles det at være ledig, jobsøgende, arbejdsløs. Jeg blev både glad og utrolig trist. Jeg kan til tider føle mig meget unormal, når jeg føler stress og mindre livsglæde. Nogle dage står jeg op uden håb, og en dårlig ånde i metroen kan vælte læsset for mig. Andre dage er jeg fuld af håb om, at det hele nok skal gå. Dog går der ikke 3 timer, hvor jeg ikke har tænkt og eller bekymret mig om fremtiden.

Når folk siger, at det må være dejligt at have så meget tid hjemme, så får jeg lyst til at sende dem til “no man’s land” – uden returbillet. For er der noget, jeg ikke har, så er det tid. Jeg går ikke på weekend fredag aften og kan slappe af og få ny energi i weekenden. Jeg bruger alle mine timer på, at skrive ansøgninger, have dårlig samvittighed eller planlægge min fremtid. Derudover er jeg begyndt i ”skole” igen, da jeg tager uddannelsen: Digital Markedsføring hos Bigum & Co. Jeg havde lovet mig selv, at specialet var sidste eksamenslignende opgave, jeg nogensinde skulle lave, men nu har jeg altså en eksamen igen her i starten af april, men hvor jeg elsker at lære nyt hver dag og stå op til noget, der giver mening og værdi for mig.

 

»Jeg er på standby i mit eget liv«.

 

Det her påvirker mig i en grad, man kun forstår, når man er i det. Det er jeg sikker på, alle jobsøgende kan nikke genkendende til. I hvert fald noget af det. Jeg tror, det er den samme følelse, mange af os sidder med, men det kan være tabu at snakke om.

Jeg går ikke til den slags jobsamtaler, hvor min onkel har arrangeret et kaffemøde, og jeg lige skal smile sødt, og så er jobbet mit.  Sidste jobsamtale var med personlighedstest OG to IQ test inden. Jeg anede ikke, hvordan det var gået, da jeg ikke fik resultatet før jobsamtalen. Hvordan tror du, det føles, når tre kvinder sidder og kigger på dig, og de alle sammen kender resultatet af dine test – undtagen dig. Jeg lå over gennemsnittet i IQ testen. Ikke for at prale, men blot for at fortælle, at det ikke gør, man får jobbet, for det fik jeg ikke. De valgte en, som de mente, ville have det bedre med rugbrødsarbejde, hvor andre har de gode ideer. Jeg fik at vide, jeg var kreativ og nytænkende og måske passede bedre ind i en stilling som idegenerator eller projektleder. (så kan man vælge at tro på det eller ej) Tak for den. Skal jeg så skrue ned for min kreative side til næste jobsamtale, lade andre have ideerne og holde mund?

 

»Selv om den ledige i princippet kan ligge på sofaen hver dag i længere tid end os andre, har han masser, måske langt flere, bekymringer om økonomi og fremtiden. Han har måske søgt 50 jobs og fået 50 afslag, og han ligger med følelsen af at være en fiasko«. (Politiken)

 

Så må du søge bredere. Den kommentar får alt til at stritte på mig, og jeg får lyst til at lære at lave cirkelspark. Jeg har også prøvet det (altså at søge bredere), men jeg er for overkvalificeret til mange af de stillinger, der er for langt væk fra mit felt. Jeg er misundelig på alle de mennesker, som jeg hver dag kan se tage på arbejde. Jeg ville ønske, det var mig. Men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre. Jeg er ude af kontrol, og det gør ondt. Særligt for en sætte fluebens-OCD-type som mig. Man skal have sig et sæt jeg-svømmer-brede skuldre. Jeg har dage, hvor jeg kan mærke, at jeg tager afstand fra for meget socialt, for det er det samme spørgsmål hver gang. Ikke at jeg ikke kan forstå det, for det er jo, som tidligere nævnt, det, der fylder i mit liv. Men jeg kan huske, at jeg havde samme følelse i min specialeperiode. Jeg blev hele tiden spurgt ”hvordan går det med specialet?” Jeg havde dage, hvor det hele rodede i mit hoved og med disse spørgsmål, blev jeg hele tiden mindet om min situation. Det er det samme nu.

Jeg har ikke behov for medlidenhed, men jeg skriver dette for at fortælle, at man ikke er doven, fordi man ikke har et arbejde, men det giver derimod stress, og det forstærker bare alle de svære tanker. Jeg kommer i netværk, med andre i samme situation. Derudover har jeg tre yderst kompetente venner – alle med akademiske uddannelser og drømmen om underskriften på en ansættelseskontrakt. Vi har alle de samme tanker og bekymringer, men også den samme motivation og det samme drive, men vi er alle hamsteren i hamsterhjulet. Hvis vi startede en virksomhed sammen, ville vi uden tvivl overtage verdensherredømmet så hurtigt, som vi løber og med alt det, vi har at byde på.

 

»Det er en følelse af at være fanget i et fængsel af – på en og samme tid -monotoni og konstant uvished, hvor hver dag uden et job, er en gradvis nedbrydning af identiteten«. (Charlotte – veninde)

»Det føles lidt som en hamster i et hamsterhjul«. (Kenneth – ven)

»Det strider imod min selvopfattelse, at jeg endnu ikke har landet jobbet. Jeg har så meget at byde på, har stadigvæk en stor tiltro til mig selv og min faglighed, og jeg undrer mig hver dag over, hvorfor der ikke er nogen af de efterhånden 100 + virksomheder, som jeg har bejlet til, der vil ansætte mig. Det skaber en følelse af magtesløshed, en følelse af at have tabt kontrollen over min egen karriere og fremtid«. (Josefine – veninde)

 

Det tager altså meget energi at være jobsøgende. Hvem vil være deprimeret, bekymret og løbe rundt i et hamsterhjul, på standby i eget liv, i et fængsel fyldt med uvished, hvor man føler sig som en fiasko, er bange for fremtiden, føler sig magtesløs, ude af kontrol og i identitetskrise? Jeg ved godt, man også kan føle disse ting, når man er i job, men det vil med stor sandsynlighed ikke fylde på samme måde. Der er i hvert fald ikke de samme bekymringer. Så næste gang, du tænker, hvordan kan du være stresset? Du arbejder jo ikke! Jo, det gør jeg faktisk! 24/7.

Måske jeg skulle blive foredragsholder. Tage rundt på jobcentre og virksomheder og fortælle om disse følelser, at systemet skal indrettes med en større forståelse og respekt for mennesket bag? For jeg er tydeligvis ikke den eneste.

 

»Arbejdsløse er kastet ud i en meget usikker og uforudsigelig situation, der rammer selvværdet hårdt. De får en følelse af, at de ikke duer til noget, at de ikke kan bruges af andre, så de mister en stor del af deres identitet og troen på egne evner. Det er den direkte vej til dårlig mental sundhed«. (Politiken)

 

Ville du gøre det om, hvis du kunne? Det spørgsmål stillede min far mig, for noget tid siden. Svaret var nej. For jeg vil have en uddannelse og et job, der giver mening for MIG! Men hvis jeg vidste, at det var så svært, at få et job inden for kommunikation, så havde jeg måske tænkt en ekstra gang. Men så ville jeg også gå på kompromis med mine drømme.

Det her satans liv, skulle åbenbart ikke være så nemt. Jeg har aldrig valgt ”the easy way out”. Jeg har drømme og ambitioner, og selvom jeg til tider har lyst til at springe over der, hvor hegnet er tættest på jorden, så gør jeg det ikke!

 

Jeg er alt andet end manglende erfaring!

finger-3026348_960_720
Få dig nu bare et job. Ja, det ville jeg sgu også ønske, jeg kunne.
Jeg ville give både min lillefinger, faktisk dem begge og min sommerferie væk de næste 3 år, hvis jeg kunne få et job. Lillefingeren ville jeg nok aldrig få igen.
Jeg vil så gerne derud, jeg vil gerne være noget for en virksomhed, jeg vil gerne bruge mine kompetencer, for de er der. Mit drive og min energi er større end teenager-passion for computerspil og cola. Jeg sidder ikke i sofaen og brokker mig, jeg putter mig selv derud, tager nye tiltag, kurser, netværksgrupper og prøver at skille mig ud. Det har jeg faktisk altid godt kunne lide.
Jeg ser mig selv som noget for dig. Jeg er kreativ og nytænkende. Jeg kan sørge for at du har en rød tråd i din kommunikation, at alt din skriftlige kommunikation spiller, at du er synlig på de sociale medier, og skriver tekster, der fanger lige præcis den målgruppe, du gerne vil have i nettet. Min uddannelse har givet mig en god værktøjskasse, som jeg rigtig gerne vil vise dig. Jeg er også ret sjov, når der er grund til at være sjov!
“Vi har fået 464 ansøgninger og har valgt at ansætte en anden.”
Ja, men er personen lige så vild efter at give værdi til din virksomhed, som jeg er? Og er personen lige så sjov? Er personen lige så opdateret på eksempelvis de sociale medier? Alle de nye muligheder, men også begrænsninger? Er personen aldrig syg? Giver personen inspiration til din madpakke? Eller har personen taget jobbet for at prøve noget nyt og få lønforhøjelse? Får du den samme type medarbejder, når personen har siddet i den sammen stilling de sidste 15 år? Er jeg ikke nemmere at forme? Jeg er ikke bundet af gamle normer og arbejdsforhold? Jeg er ikke vant til at gøre noget på en særlig måde, jeg er så parat til forandring, som jeg overhovedet kan være.
Alligevel vælger du XX, som har siddet med dette i 25 år? Hvorfor? Hvorfor er du bange for at tage mig? Jeg vil gøre alt, jeg er interesseret i at vokse i din virksomhed og tror på, at jeg kan få din virksomhed til at vokse. Jeg har læst på universitet i over 6 år, noget må jeg da kunne. Oveni det har jeg altså erhvervserfaring, jeg synes, jeg har lavet ret meget siden, jeg afsluttede min uddannelse. Jeg har bare ikke siddet i den samme stilling i 15 + år. Jeg vil dig så gerne, hvorfor vil du ikke mig? Er vi ude i dating-svaret: “Det er ikke dig, det er mig?” Eller? Hvorfor prioriterer du noget gammelt, når du kan få noget nyt? Og endda noget, der vil gøre alt for dig? Alt for at få dig til at stråle? Få dig til at føle sig som den vigtigste? Få dig til at blive set af andre?
Oveni er mine kompetencer lidt ekstra. Jeg kan hjælpe dig til stedet med den bedste bland selv slik, de nyeste trends, nyeste kommunikationskurser, installere Snapchat, så du kan imponere børnene, når du kommer hjem, afhjælpe mine egne computerproblemer uden at panikke og hælde kaffe i tastaturet, give dig fif til det fede Instagramfoto, skrive din tale, give dig fif til tekster – alt fra dit private fødselsdagskort, din nye hjemmeside eller hele din virksomheds kommunikation.

Skal vi ikke lade den date gå videre til næste fase? Jeg synes virkelig om dig og vil være med dig i tykt og tyndt. Vi kan godt springe middagen med svigermor over!

JEG SKAL BARE TISSE!

Imagecredit: https://www.mitfund.dk/tips/metaldetektor_regler

Image credit: https://www.mitfund.dk/tips/metaldetektor_regler

Har du nogensinde tænkt på de uskrevne regler, de fleste af os er en del af hver dag? De der regler, ingen rigtig snakker om, men som bare er der? Jeg ved godt, at der er nogen, som måske ikke gør det (men måske burde gøre det), men sådan er det jo med alting. Jeg vil vove at påstå, at du kan nikke genkendende til rigtig meget af det.

  • Når du går ind i en elevator, så stil dig altid med ryggen til de andre. Mange vil føle det meget akavet, hvis du kigger på dem… eller taler til dem.
  • Mange krammer ikke første gang I mødes, men når I har snakket og minglet lidt, så får du et kram, når I siger farvel (med mindre det er en jobsamtale)
  • Ingen af os laver nogensinde nr. 2, vi tisser altid. Så hvis du er hjemme hos nogen, og maden er på vej sydpå, så smut hurtigt ud på toilettet, put papir i kummen og træk lidt ind imellem. Det vil slette alle spor
  • Ingen sover nogensinde til en filmaften, hvis du bliver taget i det, så lukkede du bare lige øjnene i 2 sekunder
  • Ingen tager nogensinde det sidste stykke af noget, alle sidder, og kigger på den sidste vingummi, ingen tager den og I ender med at smide den ud
  • Når alle andre skal have dessert, så må jeg også hellere
  • Tør ikke fingre i andres badehåndklæde, men deres HÅNDklæde
  • “Tak for mad, det var dejligt”… selvom vi måske kunne lide det
  • Man må ikke komme for tidligt, MEN for guds skyld heller ikke for sent
  • Vi kommenterer altid andres nye ting, hår eller andet, også selvom vi ikke kan lide det.. Lad nu bare vær’ at sige ”du har fået nyt hår..”og så ikke sige mere..
  • En regel jeg egentlig aldrig selv har fundet ud af… Hvem ligger den der ”deler” på båndet i supermarkedet? Mig eller den næste, der kommer?
  • Hvis du tager en ekstra gang af noget, til en (lidt formel) sammenkomst, så send fadet rundt til de andre også
  • Lugt aldrig til maden, når du er ude hos andre. Det er virkelig uhøfligt, ik?
  • Forvent at få mange kommentarer (særligt fra ældre mennesker) hvis der er hul i dine cowboybukser og du har købt dem sådan. ”du har da ikke givet penge for bukser med huller i… (efterfulgt af et stille grin)
  • Tag ikke en lugte-madpakke med offentlige steder
  • Stå ikke så tæt på mig, at jeg kan lugte din begyndende halsbetændelse
  • Gå ikke så tæt på mig, at du træder mig i hælene
  • Hvis du er på cykel, og en anden går, så trækker du cyklen ved siden af
  • Det kan godt være ret uhøfligt at spørge andre, hvad de tjener
  • Hvis du har givet første omgang, så giver jeg næste..
  • Hvis nogen i et selskab snakker engelsk, så bliver mange meget ubekvemme, og der kan være meget plads rundt om personen, indtil de 7 glas vin, begynder at virke, så kan alle pludselig både engelsk, spansk og tysk (min bedre halvdel snakker engelsk, så jeg ved det)
  • Hvis nogen viser dig et billede, på deres telefon, så scroll aldrig videre… aldrig!!
  • Når du ser en nyfødt baby… ”gud, hvor han ligner sin mor” ”nej, hvor hun ligner sin far.” Det er ligesom en sætning, der skal siges… Nej, det ligner et stykke kød, der lige har fået øjne… i de fleste tilfælde..
  • Vi spiser ikke før alle andre også har mad på deres tallerkner
  • Sæt dig ikke ved siden af nogen i toget eller bussen, hvis der er mange ledige pladser
  • Der skal være en form for snacks, hvis vi skal hygge
  • Hvis ikke du er gravid eller på afvænning, så skal du drikke alkohol…. Rigtig meget af det..
  • Manden kører bilen, ellers vil nogen tænke, han har kørt spirituskørsel
  • Lad vær’ at kommentere på andres kørsel, hvis du har fået et lift..
  • Hvis nogen giver dig noget uventet, så sig altid… ”nej, det skulle du da ikke have gjort”.. også selvom du synes, de 400,- faktisk var rigtig rare
  • Sig ikke nej, hvis nogen spørger, om du vil holde deres baby.. det vil aldrig blive det sammen imellem jer
  • Smil ikke for meget til en fremmed, det kan meget hurtigt blive misforstået
  • Smil til en fremmed, for h…. det smitter
  • Hvis du har tændt stearinlys på første date, så forbered dig på det bliver misforstået
  • Hvis du køber meget (af noget usundt), så gør opmærksom på, at der er en del, der sidder hjemme og venter
  • Ingen kan lide det samme bland-selv-slik som dig..
  • Hos dine forældre må du gerne bare åbne skuffer og skabe, og se om der er noget, du kan bruge
  • Hvis du køber bind, så sørg for det er det første, du putter i posen
  • Ønsk god weekend, når det er weekend, ik? Ikke om onsdagen!
  • Hvis nogen komplimenterer dig, så lad vær at sige ”ja, jeg ved godt det er pisse flot til mig, sig i stedet… “ej, nårhhhh.. det er ikke noget.. det er en gammel skjorte.. jeg fandt bagerst i skabet…  jeg købte den engang i Grækenland til 10 kr.”
  • Sig godmorgen…. Men max til kl. 10…  MAX
  • ”Er der noget, jeg kan gøre?” Det spørger du altid om, når du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad”
  • ”Skal jeg tage noget med?” Det spørger du altid om, inden du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad
  • Spørg altid til, hvordan det går med deres datters graviditet
  • Begynder værtinden at gabe eller ryde af bordet, så er det ofte et hint
  • Begynder værtinden at snakke om alt det, de skal i morgen, er det ofte et hint
  • Pral ikke med noget, de fleste kan ikke lide det.. janteloven er ikke outdated endnu
  • Pral, hvis du har grund til det.. du kunne inspirere andre..
  • Vær altid stolt af dig selv!
  • Glæd dig på andres vegne, det er rigtig pænt til dig!!!

NÅR IDENTITETEN UDFØRER EN IRONMAN!!

billede-blog-page-001

Nååå, hvad laver du så til daglig? Det er vores forret i enhver social sammenhæng, altså med mennesker, vi møder første gang. Jeg gør det selv, for jeg elsker at analysere mennesker, er nysgerrig på deres liv og vores forskelligheder og ligheder. Jeg tror et eller andet sted, vi mennesker gør det for at putte folk i ”kasser” og sammenligne os selv og vores liv.

Det er bare som om, at det er meget få, der spørger videre, når man siger, man er jobsøgende, for det kalder jeg det. Arbejdsløs klinger så dårligt i mine ører og får situationen til at lyde endnu mere deprimerende. Jeg tror nogen allerede dér putter én i ”kassen” som doven og uintelligent. Ingen spørger videre til ens uddannelse, drømme eller en som menneske generelt. Nej, det er som om det der jobsøgende, får lov at svæve videre i det uvisse. For en type som mig, er det bare ikke sjovt, det er hårdt hver gang. Jeg er begyndt at frygte spørgsmålet, for jeg ser mig selv som alt andet end pigen uden arbejde. Jeg har en cand.mag. og en enorm faglig stolthed, jeg har læst mange år, for noget, jeg brænder for, jeg føler, jeg har meget at byde på for en virksomhed, for kollegaer og for verdenen omkring mig. Jeg er sådan ret “gennemsnitsintelligent”.  Jeg har et eksamensbevis med guldkant, en bog aka. specialet stående i bogreolen, en blog, joberfaring, gymnasieminder, sunde venskaber, underviser flygtninge, Ugandaerfaring, højskoleophold med fokus på journalistik, efterskoleophold, SoMe – nørderi, 10fingersystemet, utallige pressemeddelelser, brochurer, årspjecer, TV – optræden, artikel på Woman, sociale kompetencer, en god emotionel intelligens og god Tinder-ekspertise. Jeg er stolt af hver af en af tingene, for det er ting, jeg har gjort for mig og mit liv, så jeg er ikke bange for at brøle det ud på det store net. Jeg har høje krav, mange drømme og ambitioner og jeg vil ikke lade mig nøjes, det betyder så også, at jeg skal kæmpe lidt ekstra for de ting, jeg rigtig gerne vil, og det betyder både tilvalg og fravalg. At så mange akademikere går ledige var ikke noget, der strejfede mig dengang jeg tog omvejen for at nå journalistvejen, dengang jeg fik velkomstbrevet fra Københavns Universitet, havde jeg ikke tænkt, jeg ville være i denne situation nu. Du synes måske det lyder overdrevet, og nogen vil nok sige, at jeg ikke aner, hvad det betyder, men at være jobsøgende i det danske system kan på mange måder sammenlignes med en maniodepressiv tilstand. Det er så forfærdeligt hårdt, det forstår man kun, når man er i det. Den ene dag er jeg fuld af håb, sender utallige ansøgninger, gransker nettet for alle jobmuligheder og ”I feel it coming” brøler ud i baggrunden. Den næste dag er alt håb og energi taget ud af mig og jeg minder om en sjaskvåd og halvsur karklud. De dage er jeg følsom, føler mig uduelig og i tvivl om det nogensinde lykkes. Når jeg er i den tilstand så får det akademiske selvværd altså en tur, identiteten er til tider på en IRONMAN, den aldrig gennemfører. Jeg ligger meget identitet i min profession, til tider kan det føles som om hele eksistensgrundlaget ligger i hænderne på andre, nemlig de virksomheder derude, man sender ansøgninger til. Det er hårdt at opretholde den positive indstilling hver evig eneste dag, når identitetskrisen banker på.  Jeg ser ikke mig selv som en akademiker snob, men et eller andet sted, er man det jo nok, når man har gået igennem utallige eksamener og specialehelvede for at sidde her i det uvisse og ikke vide, hvad der sker næste mdr. Det er hårdt, når jeg føler jeg er i en standby-situation, gerne vil ud og bruge min personlige værktøjskasse og anbefalingerne fra tidligere ansættelser alle siger, at jeg er en gevinst for en hver arbejdsplads.

Tør du 10 meter vippen?

Men skal godt nok have sig et sæt brede skuldre for at gennemgå det her jobsøger-A-kasse-jobcentersystem. Min personlige erfaring, hvad jeg ofte ser og hører er, at jobcentrene egentlig ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, at man på mange måder er overladt til til sig selv, og de gode ideer skal man selv finde på. Det er et kontrolsystem, og det eneste de skal have stående på deres skærm er, at de fik nogen i arbejde. Ideerne er små til møderne. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad formålet er, udover at kontrollere, at jeg stadig er i DK. Jeg ved ikke, om det kun er i mit tilfælde, fordi jeg gør de ting, systemet kræver og mere til. Jeg får altid ros for mine tiltag, men når jeg bliver bedt om også at prøve at søge udenfor mit område, indtil drømmejobbet er der, og man så får afslag tilbage, at man er for overkvalificeret, så får man lyst til at springe ud fra 10 meter vippen i et bassin uden vand. Der må være andre, som i den her jobsøgningsproces starter ud med et stærkt og godt selvværd, men som virkelig har svært  ved at fastholde det. Jeg er et stærkt menneske, eller det er jeg blevet, men det her ville være svært selv for stålmanden at stå model til.

En anden ting i det her, er også de “opfølgende snakke,” og jeg bebrejder ikke folk. ”Er der noget nyt på jobfronten?” At man så igen skal sige nej, så har jeg en fornemmelse af, at nogen tænker, at man måske er doven, at man ikke er så dygtig alligevel, at man må gøre noget forkert, at man sikkert heller ikke søger noget, men derimod bare dyrker Netflix og chill derhjemme,

Det er alt andet end det, det her er mere stressende end at have et job, det er krævende at sende ansøgninger og CV, man trykker ikke bare send og så guffer Marabou og onlineshopper resten af dagen. Alle jobansøgninger skal tilrettes virksomheden, jobsamtalerne er et job i sig selv, der er ofte cases, der skal løses, persontest og mere end 1. runde.

Så næste gang du møder en jobsøgende på din vej, hvad enten du er direktør, kollega, ven eller fremmed, vil du så ikke godt huske det? At få en ildsjæl, der har været igennem dette, betyder at du får en medarbejder, som forstår at knokle for tingene. En medarbejder, som ved, hvad det betyder at skille sig ud. Det tror jeg alle virksomheder ville kunne gøre brug af.

Med det sagt, så siger typen af arbejde intet om mennesker, intelligens er så meget mere end et sejt job og pæne uddannelsespapirer. Jeg tror om nogen, at den sociale intelligens også spiller en enorm rolle, og den er der desværre mange, der stadig ikke helt har forstået. Så lad os ikke skamme os over, at være jobsøgende. Tænk lige over det næste gang, du forsøger at putte nogen i den kasse. Så i stedet for at stoppe samtalen, så find ud af, hvad personen ellers har at byde på. Måske kunne det bygge en bro, eller give dig noget, den dag du er i samme situation.

Nu skal det hele ikke have en negativ klang, for jeg ser da en åbning, der er jobsamtaler forude. Jeg er så rørt over, hvor mange gode mennesker, der stadig er derude. Mit seneste indlæg på LinkedIn blev delt så mange gange, at det havde over 1500 visninger. Det giver mig håb. Lige i dag tror jeg på, at det her lykkes inden længe. Det skal det. Jeg har så meget at byde på!

MAN KAN SE HELE KLOKKEVÆRKET!

klokkevaerk

Jeg synes, I skal have et lille hverdagsglimt fra et Carlsen liv;

Mine forældre er stadig, til dags dato, de to mest irriterende, jeg kender (og lidt Bernard og min søster.) Det er noget af det, jeg elsker allermest ved ikke at bo hjemme, jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil se mine forældre (og jeg tror der gælder det samme for dem) nu værdsætter jeg også tiden meget mere. Det er uden tvivl blevet det, man kalder kvalitetstid. Min mor og jeg har for en del år siden indført en ny tradition – at vi hvert år skal på juletur et nyt sted. Min søster får selvfølgelig hvert år tilbuddet, men siger altid pænt nej tak. Hun magter ikke mange mennesker, kulde og julelort. Bevares, ingen skal jo tvinges til at blive trådt i hælene, drikke gløgg til overpris og have blå læber. Vi er heldigvis opdraget så fint, at fordi den ene får, behøves den anden ikke. Så gør mine forældre noget andet med hende/for hende, og der er aldrig en sur mine. Vores forældre er så satans heldige og betænksomme, at de gør mere end rigeligt for os begge. Jeg glæder mig til, jeg en dag kan give tilbage i andre former end computer-mobil-printer-installation-hjælp. Jojo, jeg hjælper skam også min far med gaver til min mor hvert år, for ellers ved jeg sgu ikke helt, hvad min mor havde endt med af gaver + min far aldrig ville blive færdig før 29. december.

Selvom jeg på denne årstid også kan trække mig lidt tilbage i mit skjold og ikke have det samme overskud som normalt, så elsker jeg sgu også december. Der er noget pisse hamrende hyggeligt og alt-for-meget over det.

Nå, men min mors og min årlige juletur gik i år til skønne Århus. Vi ville gerne køre selv, snakke alene og bare være os. Vi har skam prøvet de der PPR rejse (pensionistpakkerejser), hvor man bliver samlet op af en bus, og selskabet har planlagt hele juleturen for os. Der er faktisk ikke noget mere underholdende, overraskende og langsomt som at rejse med en flok pensionister, de historier må komme på et andet tidspunkt. Tilbage til Århus, min mor og mig landende midt i Black Friday helvede, det havde vi planlagt pisse godt, hvis du spørger mig. Jeg elsker at rende rundt i overfyldte og varme butikker med fuld Antarktis habit. Jeg elsker at stå i kø og dele kaffebordet med andre. Amen, det er bare lige mig. Det er dog som om, at efter nogle timer i helvede, så vender man sig til det, jeg begyndte bare at træde i hælene, springe køen over og åbne jakken, når man kommer indendørs. Det er altså et rigtig godt fif, jeg nu hermed har givet videre. Selv tak!

Vi ankommer til vores hotel i MEGET GOD TID, fordi vi begge to elsker at planlægge, sådan alt for meget. Vi går ind og snakker med receptionen. Nej, vi kan ikke checke ind, så ud i bilen med os og udstyre os med 14 tørklæder og varme praktiske sko, men da vi nærmer os bilen, siger jeg til min mor, ”hvorfor parkerede du ikke længere fremme i båsen.” Bilen står sådan midt på parkeringspladsen. Yes, min mor havde simpelthen ikke trukket håndbremsen, så bilen var trillet, mens vi stod inde i receptionen og spiste jødekager. Heldigvis var der langt til bilerne bagved, for var der sket noget med bilen, så var jeg (særligt min mor) ikke kommet hjem fra Århus, det ville simpelthen ikke været den lange køretur værd, for min far havde slået os ihjel når vi kom hjem. Nå, men så var turen ligesom i gang, og jeg begyndte stille og roligt at forberede mig på den tur. Der sker altid noget, når man rejser med mig, det skal man bare være klar over.

Vi går rundt hele dagen blandt to-go-kaffe, flyverdragter, barnevogne og begyndende julestress. Så stresset at en ældre dame snubler over en… en…. en kant i Kop & Kande, og vælter så voldsomt, at det lyder som om de får leveret 56 paller Royal Copenhagen, der bliver smidt på gulvet. Alle vender sig om, og den ældre dame bliver aldrig sig selv igen, tror jeg. Alting er så tæt, at jeg får slået en mand i røven på rulletrappen, ja ikke bare snitte, men slået, fordi jeg skulle pege på noget og får viftet armen ud. Jeg kunne mærke han vendte sig om, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at kigge. Vi kommer tilbage til vores hotelværelse fredag aften (som det lige skal siges, vi ikke helt var tilfredse med, det var sgu egentlig bare lidt lille (i forhold til billederne) til prisen, min mor fik hevet badeforhænget med, da hun skulle tage WC-papir, det forklarer lidt.

Det river sådan bagefter

Jeg skal sådan på WC, og da jeg sætter mig på kummen, kan jeg mærke mine sokker blive helt våde. Først bliver jeg lidt nervøs, for tænkte det da ikke kunne komme fra mig. Eller hvad? Kan også høre dryp fra loftet, får kigget op, og det drypper ret meget fra loftet. Så meget at man er nødt til at gøre noget. Men jeg nægter simpelthen min mor at gå i receptionen med det samme, for vi alle ved jo 100 %, at de skal op og kigge på loftet MED DET SAMME, og hele hotelværelset har en sødlig duft af toiletbesøg nr. 2…… Så efter lidt tid går min mor i receptionen, kommer tilbage og udbryder glad ”Vi har fået suiten, vi skal flytte med det samme.” Jeg når lige at nuppe de gratis kaffe – og tebreve med, og væk er jeg. 5 minutter efter sidder vi i hotellets suite med to badeværelser, to TV, soveværelse, entre og stue. De kaffebreve, jeg stjal fra det andet værelse kan ikke bruges, for her er fancy kaffemaskine. Vi sidder helt glade, og min mor ruller gardinet fra, for at se, hvilken udsigt suiten gemmer på, lige ude på den anden side, er rådhusuret og min mor udbryder helt munter ”Pernille, man kan se hele klokkeværket.” Hvad svarer man til sådan en? Hvad fanden svarer man?

Jeg ved faktisk ikke, om jeg tør stå op dagen efter og lade turen fortsætte, men det gør jeg nu altså. Black Friday helvedet er faldet lidt til ro, og man kan da holde ud at gå nu. Vi vil midt på gåturen gerne ind og have et glas gløgg. Jeg ved ikke, hvordan vi ender på en cafe, som mest af alt er en bodega, sådan en slags cafe, hvor man ryger indenfor. Min mor kun fik det ene ærme med hjem, på trøjen, det anden hænger stadig på bordet derinde, det er i hvert fald ikke bliver tørret af de sidste 3 mdr. Det var faktisk pissehyggeligt og underholdende. Der var et par stykker derinde, der ikke har nøjes med et glas gløgg, de fortsatte vist bare med at drikke efter december-gløggen 2010. Den friske luft gør benene meget tunge, så vi smutter senere ind på en cafe, (hvor man ikke ryger indenfor.) Her får vi en halv liter mørk øl og deler nachos. Mine ben var derefter endnu tungere, vi slentrer tilbage mod hotellet for at slappe af og tage en cocktail. Jeg introducerer min mor for ”Dark and Stormy” (ja, altså cocktail,) og hun er lige så vild med den som jeg selv (så meget hun efterfølgende har introduceret hendes kolleger for den til julefrokosten og det resulterede i, at hun ingen stemme havde.) Mens vi sidder der i baren, og kigger på mennesker, udbryder min mor, ”det er rart, det sådan river lidt bagefter.” Jeg tror… TROR hun mente den Ginger Beer som jo er en del af den cocktail, men jeg kiggede på hende og hun forstod ligesom, hvad hun selv havde sagt. Vi lod begge som ingenting. Vi smuttede tilbage på værelset, ingen af os var specielt sultne eller interesserede i at glo på flere mennesker, så vi smuttede over på Burger King, som belejligt ligger lige overfor, ind og købe burgere og så ellers hjem på værelset med dårlig B-julefilm, lunken rosé og slap-af-tøj.

Dagen efter tjekkede vi ud af suiten, både Joey Moe og MC Clemens var på det samme hotel – jeg siger det bare. De havde ikke suiten, vel? Bilen stod hvor vi placerede den, turen gik mod jul i den gamle by, hvor resten af Danmark også var. Det var simpelthen så skønt, jeg så alle de gamle bygninger, værelser osv. igennem ryggen på andre. Der var ingen plads til, vi kunne spise en middelalderfrokost, så vi snuppede en motorvejs-flæskestegs-burger på en rasteplads på Fyn, hvor der kun var et toilet, fordi de var ved at bygge om, så det var bare skide godt. Der var da i det mindste to skiver svin i burgeren og sprøde svær. Vores årlige juleture får mig altid i julestemning og giver så meget inspiration til at skrive.

Glædelig jul, for fa´en. (P.S. jeg vil aldrig eje eller låne det klokkeværk, jeg har sat ind her foroven, så ved I det. Jeg er faktisk ikke særlig meget til jule”pynt.”