Flere har spurgt (meget bloggeragtigt, I know) eller nok mere efterspurgt nye indlæg fra mig. Det gav mig lidt blod på tanden. Jeg har holdt pause fra mit skriveri, jeg ved egentlig ikke hvorfor. At skrive kan jeg ikke på kommando, det skal komme til mig. Det gjorde det i dag, og det at skrive er på mange måder min meditation..
Mit seneste blogindlæg hed: ”når vi (en dag) får børn, gider jeg ikke”.. så skrev jeg ikke flere indlæg, jeg var ikke inspireret, corona kom, og så skete der det, at vi fik et barn.. nu gør jeg alt det, jeg skrev jeg ikke gad. Nu forstår jeg lige pludselig, hvorfor mine veninder, som i øvrigt har haft børn, de sidste 10 år, ikke kunne det, som de kunne før. Ja, jeg har bandet af dem, men man ændrer sig, uden jeg egentlig kan forklare hvordan. Men det er som om, noget falder på plads, og så meget andet bliver kaos. Det er en kæmpe long island iced tea af mor, veninde, kæreste, datter, søster – og kollegaskab. Bernard sagde den anden dag: ”you are an amazing mother, but a shitty girlfriend.” Altså han sagde det i sjov, tror jeg da. Men et eller andet sted har MORskabet været det, som har stået højst på min prioriteringsliste, og han har måske ret. Lige pludselig kom der en tredje til, og på et sekund forsvandt tosomhed, egoisme, kontrol og spontanitet – alt sammen blandet sammen med trættende træthed og en kort lunte. Jeg har, og er egentlig stadig meget nervøs for, hvordan man både er mor, kæreste, søster, datter, veninde og kollega, som samtidig gerne vil udvikle sig på arbejdspladsen og i livet vel egentlig. Kan man det uden at livet bliver for meget Stryhns den grovhakkede? Jeg var, indrømmet, ret nervøs for at skulle tilbage på arbejde efter et år væk, med nye rutiner og morgener med lortebleer (Malcolms) og afleveringer. Tænkte at det måske bare var bedre, at jeg var på barsel i tre år, så jeg kunne skubbe virkeligheden lidt. Jeg må konkludere, at jeg også virkelig holder af hverdagen, gå på arbejde og være noget andet end mor. Forstå mig ret, jeg elsker at være mor. Malcolm er til en enhver tid mit første valg, men jeg elsker også at være Pernille, bruge lidt for mange penge på sneakers og tasker, være tipsy på en bar på Åboulevarden, være (lyde) klog med mine veninder og se netflix uden afbrydelser. Jeg elsker også at være på arbejde, føle at nogen har brug for mig på en anden måde end at passe på en tamagotchi (aka baby), som skal fodres og have kærlighed for at overleve, og det er vel egentlig okay at sige højt? Nu skal jeg lære at mixe den rette long island iced tea af alle de ting, jeg godt kan lide. Bernard vil nok for evigt synes jeg er p… irriterende, det er nok svært for mig at ændre på, men jeg bander også stadig ham langt væk, når han ikke tænker som mig, efterlader en tom toiletrulle, eller beder mig om ikke at trykke tandpastaen i midten. Det værste i alt det her er, at jeg nu er den her type:
Familyplanner
Stue fyldt med meget farvet legetøj
Lugter til numsen
Taske fyldt med bleer og vådservietter
At tilbud om vuggestueplads i eboks var ugens højdepunkt
Dates hvor vi taler om Malcolm
1010077474733 billeder af en baby på min telefon
At stå op kl. 6 er normalen
Ofte fortæller hvad min tamagochi nu kan
Mærkelige dimser på alle hjørner
Alt i neutral, allergivenligt spelt
Kold kaffe
Korte bade
Familiecontainer
Baby ligner en million, jeg en lort, når vi er ude
Holder der skal være plads til børn ”fester”
Tørrer ellevetaller
Skjuler slik og hælder sodavand i en kaffekop
Barn i sengen
Konstant rydder op efter mig selv, Malcolm…. og Bernard
Irriterende praktisk
Og tydeligvis en shitty girlfriend..
Mange af de ting jeg tidligere skrev, at jeg ikke gad… Hvordan ændrer jeg det?
Hvis dette var tilbuddet, så havde jeg gjort det. Jeg er passioneret omkring mit felt. Jeg ved, jeg er god til det. Jeg er klar til at investere alle mine vågne timer og give en masse værdi til en virksomhed. Måske tænker du nu, ”jamen, det her har hun jo skrevet om før, vi gider ikke høre mere om, at hun ikke har noget arbejde, og hvor synd det er for hende.” Hvis det er sådan, du tænker, så swipe du bare videre. Jeg ønsker ikke at tale til alle, men at tale til dem, som forstår, eller prøver at forstå. Ikke til dem, der i det skjulte tror, jeg bider storetånegle hjemme på sofaen, mens jeg ser 6055 afsnit af Sex and the City, ikke tror jeg søger job, at jeg måske ikke kan så meget. Sandheden er en helt anden, og så er dette det, der fylder hos mig. Og det går udover overskuddet til meget andet. Prøv at forestille dig noget, som fylder i alle dine vågne timer. Noget du aldrig slipper. Noget, der aldrig giver dig mulighed for at slappe af. Noget som hjernen konstant prøver at finde hoved og hale i og placere. Samtidig skal du finde energi og lyst til at gøre de ting, der nu engang SKAL gøres. Det her er roden til stress, og da jeg for nylig blev præsenteret for en stresstest, kunne jeg desværre sætte kryds ved skræmmende mange af tingene. Og det er ikke noget, man skal joke med, men det er jeg nødt til, for jeg har ikke tid til at være stresset. Hvor tragikomisk det end lyder.
Det, der egentligt fik mig til tasterne igen, var en artikel min ven linkede til i morges. Jeg har forsømt bloggen, for jeg har ikke haft tiden til den, og så fungerer sådan noget, som med musik. Du kan ikke sætte dig ned på kommando og skrive en masse sange, det kommer an på humør, og det er faktisk typisk, når følelsesbarometrene topper, at du finder inspiration. Som i dag på vej hjem i toget, hvor jeg lod tankerne vandre oven på den artikel, jeg havde set tidligere;
»Opskriften på at fremkalde en depression: Arbejdsløse er langt mere stressede end folk uden job«. (Politiken)
Den ramte hovedet lige på sømmet (eller sømmet i hovedet – sådan bogstaveligt talt) for sådan føles det at være ledig, jobsøgende, arbejdsløs. Jeg blev både glad og utrolig trist. Jeg kan til tider føle mig meget unormal, når jeg føler stress og mindre livsglæde. Nogle dage står jeg op uden håb, og en dårlig ånde i metroen kan vælte læsset for mig. Andre dage er jeg fuld af håb om, at det hele nok skal gå. Dog går der ikke 3 timer, hvor jeg ikke har tænkt og eller bekymret mig om fremtiden.
Når folk siger, at det må være dejligt at have så meget tid hjemme, så får jeg lyst til at sende dem til “no man’s land” – uden returbillet. For er der noget, jeg ikke har, så er det tid. Jeg går ikke på weekend fredag aften og kan slappe af og få ny energi i weekenden. Jeg bruger alle mine timer på, at skrive ansøgninger, have dårlig samvittighed eller planlægge min fremtid. Derudover er jeg begyndt i ”skole” igen, da jeg tager uddannelsen: Digital Markedsføring hos Bigum & Co. Jeg havde lovet mig selv, at specialet var sidste eksamenslignende opgave, jeg nogensinde skulle lave, men nu har jeg altså en eksamen igen her i starten af april, men hvor jeg elsker at lære nyt hver dag og stå op til noget, der giver mening og værdi for mig.
»Jeg er på standby i mit eget liv«.
Det her påvirker mig i en grad, man kun forstår, når man er i det. Det er jeg sikker på, alle jobsøgende kan nikke genkendende til. I hvert fald noget af det. Jeg tror, det er den samme følelse, mange af os sidder med, men det kan være tabu at snakke om.
Jeg går ikke til den slags jobsamtaler, hvor min onkel har arrangeret et kaffemøde, og jeg lige skal smile sødt, og så er jobbet mit. Sidste jobsamtale var med personlighedstest OG to IQ test inden. Jeg anede ikke, hvordan det var gået, da jeg ikke fik resultatet før jobsamtalen. Hvordan tror du, det føles, når tre kvinder sidder og kigger på dig, og de alle sammen kender resultatet af dine test – undtagen dig. Jeg lå over gennemsnittet i IQ testen. Ikke for at prale, men blot for at fortælle, at det ikke gør, man får jobbet, for det fik jeg ikke. De valgte en, som de mente, ville have det bedre med rugbrødsarbejde, hvor andre har de gode ideer. Jeg fik at vide, jeg var kreativ og nytænkende og måske passede bedre ind i en stilling som idegenerator eller projektleder. (så kan man vælge at tro på det eller ej) Tak for den. Skal jeg så skrue ned for min kreative side til næste jobsamtale, lade andre have ideerne og holde mund?
»Selv om den ledige i princippet kan ligge på sofaen hver dag i længere tid end os andre, har han masser, måske langt flere, bekymringer om økonomi og fremtiden. Han har måske søgt 50 jobs og fået 50 afslag, og han ligger med følelsen af at være en fiasko«. (Politiken)
Så må du søge bredere. Den kommentar får alt til at stritte på mig, og jeg får lyst til at lære at lave cirkelspark. Jeg har også prøvet det (altså at søge bredere), men jeg er for overkvalificeret til mange af de stillinger, der er for langt væk fra mit felt. Jeg er misundelig på alle de mennesker, som jeg hver dag kan se tage på arbejde. Jeg ville ønske, det var mig. Men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre. Jeg er ude af kontrol, og det gør ondt. Særligt for en sætte fluebens-OCD-type som mig. Man skal have sig et sæt jeg-svømmer-brede skuldre. Jeg har dage, hvor jeg kan mærke, at jeg tager afstand fra for meget socialt, for det er det samme spørgsmål hver gang. Ikke at jeg ikke kan forstå det, for det er jo, som tidligere nævnt, det, der fylder i mit liv. Men jeg kan huske, at jeg havde samme følelse i min specialeperiode. Jeg blev hele tiden spurgt ”hvordan går det med specialet?” Jeg havde dage, hvor det hele rodede i mit hoved og med disse spørgsmål, blev jeg hele tiden mindet om min situation. Det er det samme nu.
Jeg har ikke behov for medlidenhed, men jeg skriver dette for at fortælle, at man ikke er doven, fordi man ikke har et arbejde, men det giver derimod stress, og det forstærker bare alle de svære tanker. Jeg kommer i netværk, med andre i samme situation. Derudover har jeg tre yderst kompetente venner – alle med akademiske uddannelser og drømmen om underskriften på en ansættelseskontrakt. Vi har alle de samme tanker og bekymringer, men også den samme motivation og det samme drive, men vi er alle hamsteren i hamsterhjulet. Hvis vi startede en virksomhed sammen, ville vi uden tvivl overtage verdensherredømmet så hurtigt, som vi løber og med alt det, vi har at byde på.
»Det er en følelse af at være fanget i et fængsel af – på en og samme tid -monotoni og konstant uvished, hvor hver dag uden et job, er en gradvis nedbrydning af identiteten«. (Charlotte – veninde)
»Det føles lidt som en hamster i et hamsterhjul«. (Kenneth – ven)
»Det strider imod min selvopfattelse, at jeg endnu ikke har landet jobbet. Jeg har så meget at byde på, har stadigvæk en stor tiltro til mig selv og min faglighed, og jeg undrer mig hver dag over, hvorfor der ikke er nogen af de efterhånden 100 + virksomheder, som jeg har bejlet til, der vil ansætte mig. Det skaber en følelse af magtesløshed, en følelse af at have tabt kontrollen over min egen karriere og fremtid«. (Josefine – veninde)
Det tager altså meget energi at være jobsøgende. Hvem vil være deprimeret, bekymret og løbe rundt i et hamsterhjul, på standby i eget liv, i et fængsel fyldt med uvished, hvor man føler sig som en fiasko, er bange for fremtiden, føler sig magtesløs, ude af kontrol og i identitetskrise? Jeg ved godt, man også kan føle disse ting, når man er i job, men det vil med stor sandsynlighed ikke fylde på samme måde. Der er i hvert fald ikke de samme bekymringer. Så næste gang, du tænker, hvordan kan du være stresset? Du arbejder jo ikke! Jo, det gør jeg faktisk! 24/7.
Måske jeg skulle blive foredragsholder. Tage rundt på jobcentre og virksomheder og fortælle om disse følelser, at systemet skal indrettes med en større forståelse og respekt for mennesket bag? For jeg er tydeligvis ikke den eneste.
»Arbejdsløse er kastet ud i en meget usikker og uforudsigelig situation, der rammer selvværdet hårdt. De får en følelse af, at de ikke duer til noget, at de ikke kan bruges af andre, så de mister en stor del af deres identitet og troen på egne evner. Det er den direkte vej til dårlig mental sundhed«. (Politiken)
Ville du gøre det om, hvis du kunne? Det spørgsmål stillede min far mig, for noget tid siden. Svaret var nej. For jeg vil have en uddannelse og et job, der giver mening for MIG! Men hvis jeg vidste, at det var så svært, at få et job inden for kommunikation, så havde jeg måske tænkt en ekstra gang. Men så ville jeg også gå på kompromis med mine drømme.
Det her satans liv, skulle åbenbart ikke være så nemt. Jeg har aldrig valgt ”the easy way out”. Jeg har drømme og ambitioner, og selvom jeg til tider har lyst til at springe over der, hvor hegnet er tættest på jorden, så gør jeg det ikke!
Få dig nu bare et job. Ja, det ville jeg sgu også ønske, jeg kunne.
Jeg ville give både min lillefinger, faktisk dem begge og min sommerferie væk de næste 3 år, hvis jeg kunne få et job. Lillefingeren ville jeg nok aldrig få igen.
Jeg vil så gerne derud, jeg vil gerne være noget for en virksomhed, jeg vil gerne bruge mine kompetencer, for de er der. Mit drive og min energi er større end teenager-passion for computerspil og cola. Jeg sidder ikke i sofaen og brokker mig, jeg putter mig selv derud, tager nye tiltag, kurser, netværksgrupper og prøver at skille mig ud. Det har jeg faktisk altid godt kunne lide.
Jeg ser mig selv som noget for dig. Jeg er kreativ og nytænkende. Jeg kan sørge for at du har en rød tråd i din kommunikation, at alt din skriftlige kommunikation spiller, at du er synlig på de sociale medier, og skriver tekster, der fanger lige præcis den målgruppe, du gerne vil have i nettet. Min uddannelse har givet mig en god værktøjskasse, som jeg rigtig gerne vil vise dig. Jeg er også ret sjov, når der er grund til at være sjov!
“Vi har fået 464 ansøgninger og har valgt at ansætte en anden.”
Ja, men er personen lige så vild efter at give værdi til din virksomhed, som jeg er? Og er personen lige så sjov? Er personen lige så opdateret på eksempelvis de sociale medier? Alle de nye muligheder, men også begrænsninger? Er personen aldrig syg? Giver personen inspiration til din madpakke? Eller har personen taget jobbet for at prøve noget nyt og få lønforhøjelse? Får du den samme type medarbejder, når personen har siddet i den sammen stilling de sidste 15 år? Er jeg ikke nemmere at forme? Jeg er ikke bundet af gamle normer og arbejdsforhold? Jeg er ikke vant til at gøre noget på en særlig måde, jeg er så parat til forandring, som jeg overhovedet kan være.
Alligevel vælger du XX, som har siddet med dette i 25 år? Hvorfor? Hvorfor er du bange for at tage mig? Jeg vil gøre alt, jeg er interesseret i at vokse i din virksomhed og tror på, at jeg kan få din virksomhed til at vokse. Jeg har læst på universitet i over 6 år, noget må jeg da kunne. Oveni det har jeg altså erhvervserfaring, jeg synes, jeg har lavet ret meget siden, jeg afsluttede min uddannelse. Jeg har bare ikke siddet i den samme stilling i 15 + år. Jeg vil dig så gerne, hvorfor vil du ikke mig? Er vi ude i dating-svaret: “Det er ikke dig, det er mig?” Eller? Hvorfor prioriterer du noget gammelt, når du kan få noget nyt? Og endda noget, der vil gøre alt for dig? Alt for at få dig til at stråle? Få dig til at føle sig som den vigtigste? Få dig til at blive set af andre?
Oveni er mine kompetencer lidt ekstra. Jeg kan hjælpe dig til stedet med den bedste bland selv slik, de nyeste trends, nyeste kommunikationskurser, installere Snapchat, så du kan imponere børnene, når du kommer hjem, afhjælpe mine egne computerproblemer uden at panikke og hælde kaffe i tastaturet, give dig fif til det fede Instagramfoto, skrive din tale, give dig fif til tekster – alt fra dit private fødselsdagskort, din nye hjemmeside eller hele din virksomheds kommunikation.
Skal vi ikke lade den date gå videre til næste fase? Jeg synes virkelig om dig og vil være med dig i tykt og tyndt. Vi kan godt springe middagen med svigermor over!
Har du nogensinde tænkt på de uskrevne regler, de fleste af os er en del af hver dag? De der regler, ingen rigtig snakker om, men som bare er der? Jeg ved godt, at der er nogen, som måske ikke gør det (men måske burde gøre det), men sådan er det jo med alting. Jeg vil vove at påstå, at du kan nikke genkendende til rigtig meget af det.
Når du går ind i en elevator, så stil dig altid med ryggen til de andre. Mange vil føle det meget akavet, hvis du kigger på dem… eller taler til dem.
Mange krammer ikke første gang I mødes, men når I har snakket og minglet lidt, så får du et kram, når I siger farvel (med mindre det er en jobsamtale)
Ingen af os laver nogensinde nr. 2, vi tisser altid. Så hvis du er hjemme hos nogen, og maden er på vej sydpå, så smut hurtigt ud på toilettet, put papir i kummen og træk lidt ind imellem. Det vil slette alle spor
Ingen sover nogensinde til en filmaften, hvis du bliver taget i det, så lukkede du bare lige øjnene i 2 sekunder
Ingen tager nogensinde det sidste stykke af noget, alle sidder, og kigger på den sidste vingummi, ingen tager den og I ender med at smide den ud
Når alle andre skal have dessert, så må jeg også hellere
Tør ikke fingre i andres badehåndklæde, men deres HÅNDklæde
“Tak for mad, det var dejligt”… selvom vi måske kunne lide det
Man må ikke komme for tidligt, MEN for guds skyld heller ikke for sent
Vi kommenterer altid andres nye ting, hår eller andet, også selvom vi ikke kan lide det.. Lad nu bare vær’ at sige ”du har fået nyt hår..”og så ikke sige mere..
En regel jeg egentlig aldrig selv har fundet ud af… Hvem ligger den der ”deler” på båndet i supermarkedet? Mig eller den næste, der kommer?
Hvis du tager en ekstra gang af noget, til en (lidt formel) sammenkomst, så send fadet rundt til de andre også
Lugt aldrig til maden, når du er ude hos andre. Det er virkelig uhøfligt, ik?
Forvent at få mange kommentarer (særligt fra ældre mennesker) hvis der er hul i dine cowboybukser og du har købt dem sådan. ”du har da ikke givet penge for bukser med huller i… (efterfulgt af et stille grin)
Tag ikke en lugte-madpakke med offentlige steder
Stå ikke så tæt på mig, at jeg kan lugte din begyndende halsbetændelse
Gå ikke så tæt på mig, at du træder mig i hælene
Hvis du er på cykel, og en anden går, så trækker du cyklen ved siden af
Det kan godt være ret uhøfligt at spørge andre, hvad de tjener
Hvis du har givet første omgang, så giver jeg næste..
Hvis nogen i et selskab snakker engelsk, så bliver mange meget ubekvemme, og der kan være meget plads rundt om personen, indtil de 7 glas vin, begynder at virke, så kan alle pludselig både engelsk, spansk og tysk (min bedre halvdel snakker engelsk, så jeg ved det)
Hvis nogen viser dig et billede, på deres telefon, så scroll aldrig videre… aldrig!!
Når du ser en nyfødt baby… ”gud, hvor han ligner sin mor” ”nej, hvor hun ligner sin far.” Det er ligesom en sætning, der skal siges… Nej, det ligner et stykke kød, der lige har fået øjne… i de fleste tilfælde..
Vi spiser ikke før alle andre også har mad på deres tallerkner
Sæt dig ikke ved siden af nogen i toget eller bussen, hvis der er mange ledige pladser
Der skal være en form for snacks, hvis vi skal hygge
Hvis ikke du er gravid eller på afvænning, så skal du drikke alkohol…. Rigtig meget af det..
Manden kører bilen, ellers vil nogen tænke, han har kørt spirituskørsel
Lad vær’ at kommentere på andres kørsel, hvis du har fået et lift..
Hvis nogen giver dig noget uventet, så sig altid… ”nej, det skulle du da ikke have gjort”.. også selvom du synes, de 400,- faktisk var rigtig rare
Sig ikke nej, hvis nogen spørger, om du vil holde deres baby.. det vil aldrig blive det sammen imellem jer
Smil ikke for meget til en fremmed, det kan meget hurtigt blive misforstået
Smil til en fremmed, for h…. det smitter
Hvis du har tændt stearinlys på første date, så forbered dig på det bliver misforstået
Hvis du køber meget (af noget usundt), så gør opmærksom på, at der er en del, der sidder hjemme og venter
Ingen kan lide det samme bland-selv-slik som dig..
Hos dine forældre må du gerne bare åbne skuffer og skabe, og se om der er noget, du kan bruge
Hvis du køber bind, så sørg for det er det første, du putter i posen
Ønsk god weekend, når det er weekend, ik? Ikke om onsdagen!
Hvis nogen komplimenterer dig, så lad vær at sige ”ja, jeg ved godt det er pisse flot til mig, sig i stedet… “ej, nårhhhh.. det er ikke noget.. det er en gammel skjorte.. jeg fandt bagerst i skabet… jeg købte den engang i Grækenland til 10 kr.”
Sig godmorgen…. Men max til kl. 10… MAX
”Er der noget, jeg kan gøre?” Det spørger du altid om, når du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad”
”Skal jeg tage noget med?” Det spørger du altid om, inden du kommer hjem til nogen, der har inviteret dig på mad
Spørg altid til, hvordan det går med deres datters graviditet
Begynder værtinden at gabe eller ryde af bordet, så er det ofte et hint
Begynder værtinden at snakke om alt det, de skal i morgen, er det ofte et hint
Pral ikke med noget, de fleste kan ikke lide det.. janteloven er ikke outdated endnu
Pral, hvis du har grund til det.. du kunne inspirere andre..
Vær altid stolt af dig selv!
Glæd dig på andres vegne, det er rigtig pænt til dig!!!
