VIL DU MED HJEM OG SE MIN GROTTE?

Den er god nok. Næsten i hvert fald. Jeg sidder en dejlig aften i min lejlighed, igen dynen inde og en god film på. Det gør jeg egentlig tit, hva? Jeg lå med min telefon, sikkert fordi jeg havde fået et nyt match på Tinder. Dér i stearinlysets skær, kommer noget simpelthen flyvende ind i hovedet på mig. Jeg ser mig selv panikke, får kigget op og tænke, det dér er fandme ikke en gråspurv, en måge eller en due. Det dér er en mus med vinger. Jeg råber FUCK, og når ikke at tænke før, jeg uden BH, står og ringer på naboens dør. Til mit held kan jeg fornemme lidt lys på den anden side af døren, så de er ikke gået i seng, selvom det sagtens kunne være tilfældet på denne tid. Naboen havde akkurat åbnet køleskabet idet jeg har trykket på ringeklokken, og tænkt ”det var da en sjov lyd, det har fået.” I hvad der føles som 14 år, står jeg og venter, døren går op, og jeg skriger naboen ind i hovedet. ”DER ER EN FLAGERMUS I MIN LEJLIGHED.” ”Er du sikker på, det er en flagermus, Pernille.” ”Jeg er ikke et nanosekund i tvivl, den fløj i cirkler rundt i min lejlighed, og jeg nåede i farten at se den lignede en mus.” Ud af døren kommer mine naboer, de går begge ind i lejligheden. Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg tør faktisk ikke gå med ind, og samtidig ville alt andet være skide uhøfligt. Musen med vinger havde tydeligvis opdaget, at det ikke var en skov, den var havnet i, så den var begyndt at panikke, fløj balstyrisk rundt, selv Usain Bolt kunne ikke følge med dér. Alle vinduer åbne, mine bryster op i hovedet på naboen, to af os holdt et tæppe oppe, så den ikke fløj til andre rum. (jeg er stadig lam i armene,) og naboen har set mine bryster fra alle vinkler. Alle vinduer åbne og den skide flagermus ville alle andre steder end ud. Naboen farede rundt i over en time, med en paraply, i håb om at fange den. Endelig, ENDELIG så det ud til kræet var fløjet ud, men pludselig fik jeg øje på den, den havde sat sig i min skide sættekasse. Nu var tålmodigheden ikke eksisterende, og min nabo tog mit håndklæde, fangede kræet, og smed den ud af vinduet. Det var en traumatiserende oplevelse og især mig, der ikke er helt tryg ved fugle, eller nogen dyr for den sags skyld. HVEM HELVEDE I KØGE MIDTBY FÅR EN FLAGERMUS I LEJLIGHEDEN MED LUKKEDE VINDUER. Det er mig stadig en gåde, tydeligvis minder min lejlighed om en sydlandsk drypstenshule. I 30 års fødselsdag fik jeg af naboerne et fiskenet til fremtidige flagermus. Jeg satser ikke på, det bliver nødvendigt, men det er stadig til stor underholdning her i ejendommen.

Til noget mere romantisk. Brylluppet gik godt. Hold nu kæft, hvor er det sjovt at iagttage menneskelig adfærd til sådanne fester. I starten hilser alle pænt på hinanden, sætter sig sammen, er påpasselige med at sætte sig ved borde, hvor der sidder farlige mennesker, man ikke kender. Ja jeg er sgu ikke et hak bedre selv. Man ser altid lige folk an. Der går lige nøjagtig timerne efter hovedretten og syv glas vin, så sidder folk og flirter løs. Ja, altså de singler som selvfølgelig er blevet sat sammen, fordi man da liiiiige tænkte, de ville være perfekte sammen, have parcelhus, 7 dine, mine og vores unger, en volvo og en Odder. Vores grænser bliver mere udviskede, nu går man ud og danser latinsk tango med Patrick. Jeg fik fuldstændig ret i mine antagelserne om, at jeg enten ville blive sat ved børnebordet, mellem Ulla og Svend eller ved singlen, som lige ville være noget for mig. Her var det gommen, der liiiiige synes, at jeg ville snakke rigtig godt med hans ven. Det endte jo med at være rigtig hyggeligt, og heldigvis havde bruden lige fået nævnt min blog, mens vi alle tog billeder udenfor, så det blev aftenens samtaleemne. Et dejligt bryllup og fandme så om ikke det var UDEN PARBILLEDER, så var faktisk slet ikke nødvendigt at tænke over den manglende sixpack. Jeg ved ikke, om det er fordi brudeparret, havde læst min blog. Single neonskiltet var ikke fremme den aften. Tak, for satan TAK.

Forresten kender I det, når man møder nogen med en hund, man stopper op, og snakker, og hunden begynder at snuse en i skridtet? Man prøver at vifte hundens hoved væk, mens man i al pinlighed håber, at de ikke ser, hvad der foregår. Det er heldigvis dér, de fleste mennesker er indrettet således, at man ikke kommenterer sådanne ting, man lader bare begge som om, ingen af os har set, hvad der foregår.

Det er STORY OF MY LIFE. Som min mor sagde ”Det der sker ikke for nogen mennesker.” Når man hedder Pernille Sine Carlsen, så kan alting ske. Også at den eneste politibetjent, der kommer i Køge, kører lige forbi der, hvor jeg på en sti mellem biblioteket og kirken har valgt at stige op på cyklen, han bakker tilbage, ruller vinduet ned og råber ”det dér må man vist IKKE.” Lige der, tænker jeg om jeg skal tage diskussionen, men vælger pænt at sige. ”Nej”, står af, og overvejer at trække resten af vejen hjem, for jeg bliver sikkert stoppet igen for at have forkerte reflekser på pedalerne. Eller dér, hvor jeg cykler på fortovet, fordi alle gader i Køge centrum er indrettet med brosten (læg nu asfalt for helvede, jeg vil skide på det hyggelige look,) og lige dér da jeg kommer rundt om hjørnet, står to politibetjente, og holder razzia. Jeg kaster cyklen ud på vejen og uden at tænke videre over det, beslutter jeg at lave et krumspring henover cyklen, så det skal se ud som om, jeg faktisk slet ikke sad på den, men mine, ellers så skønne sneakers, sidder fast i pedallen, så jeg vælter. En 80 årig, som har været ude og hente dagens avis kommer nærmest løbende hen til mig, det havde set så sjovt ud, at han troede jeg havde fået et hjertestop. Længere henne hører jeg to forpulede teenagedrenge, som kun burde koncentrere sig om at spise pizza og fange Pokemons grinende gå videre. ”jeg tror hun er bange for politiet.” Nej, var jeg ikke, før den dag, for 12 år siden, hvor jeg fik mit kørekort, og blev stoppet tre timer efter. Jeg er værre end den værste kussemagnet, når det kommer til politiet. Jeg tiltrækker åbenbart sådan noget. Måske det var der, jeg skulle finde min sixpack.

Det værste er, hvor meget jeg end ville ønske det, så er alt det her ikke opdigtet, men taget direkte ud af en 30 årig Pernilles liv. Vi ses. Jeg skal ud og se, om jeg har de rigtige reflekser på cyklen og grine af en teenager.