”DER BLIVER TAGET PARBILLEDER NUUU”

Lige der, lige i de sekunder, de ord bliver sagt, ønsker jeg af hele mit hjerte, at jeg fik en pludseligt opstået Le Mans mave. Sådan en, hvor man skal sidde på toilettet, indtil showet er overstået. Jeg elsker sociale arrangementer, jeg elsker at bruge tid med dem, jeg holder af, og jeg elsker allermest at være vidne til store begivenheder i livet. Men der er en ting, jeg gruer for, det er de berømte ”par” billeder. Hvor man foran den nyligt udsprungne blomsterhæk, skal have taget billede med sin sixpack (kæresten.) Alle par stiller gladeligt op, virker som om de er glade for hinanden, og så er der altid flotte Miska, som ligner en million på alle hendes hjemmemodel-billeder. Så er der er mig, der skal tages 100 billeder, før bare ét er nogenlunde okay til mindebogen. Jeg har heller ikke den kæreste med mig, som gør det bare lidt mere acceptabelt at se dum ud. Jeg går derop alene, får taget billedet med et blinkende neonskilt, ”Den pige er single. Hun må være underlig, var hun ikke også alene dengang til Marie-Leonoras skønne barnedåb?”

Ja, jeg er single. På mange måder noget jeg selv har valgt. Bevares, hvem elsker ikke tosomhed? De fleste mennesker leder efter lykken, og lykken er for mange forbundet med en livspartner. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være i et forhold, jeg har været i et forhold i syv år, det sluttede for 1,5 år siden. Derefter havde jeg brug for et ego trip, finde mig selv, dyrke grinding i et hjørne af dansegulvet, spilde shots ned af kjolen og spille sexet i baren. Jeg har udviklet mig så meget, fået en anden selvtillid og mødt så mange fantastiske og irriterende mennesker. Jeg har fået revet mit hjerte ud gennem røven med en fiskekrog, jeg har afvist, er blevet afvist og haft det skide hamrende sjovt og hårdt. Alt har gjort mig til den, jeg er nu. En Pernille, som på mange måder hviler i sig selv. Ja der var nogle ting, jeg ville ønske anderledes, og ja, jeg ville da ønske, jeg havde squattet så meget, at numsen sad ved nakken. Til gengæld har jeg de fedeste sneakers i Køge, for det lort er sgu blevet min nye kæreste.

”Hvorfor har du egentlig ikke en kæreste, du er sådan en smuk pige.” No shit, Sherlock. Så hvis man er mindre heldig, så har man ikke ret til en kæreste? Det kan da godt være, jeg ikke er grim, men jeg kunne jo have hjerne som et staudebed eller være en kælling med ild ud af ørerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har en kæreste, hvis jeg vidste det, ville jeg nok ikke være single. Eller jo. Alle kan få en kæreste – i morgen. Jeg har bare lidt ønsker til, hvad jeg gerne vil. Jeg møder mænd, alt andet ville da være en løgn, men jeg venter stadig på ham, der får det hele til at bimle. Min mor sagde engang: ”Pernille, jeg tror også, det er en særlig mand, du skal finde. Du ved, hvad du vil, og hvem du er, så man skal kunne tåle modstand.” Måske har hun ret. Jeg gennemskuer hurtigt, og har lært meget om mandfolk. De søde ord overbeviser mig ikke så meget længere.

Jeg har for nyligt været på en date, hvor jeg virkelig havde gennemtænkt alt, trusser, sko, smykker og tøj. Lidt inde i daten tager den pæne mand min fod, tager strømpen af og siger ”Må jeg lige se dine fødder, det siger meget om en person.” Jeg nåede slet ikke at reagere, der sad han med min fod i hovedet, og nej min neglelak var det eneste den dag, der ikke var spot on. Den var afskallet, og kunne godt have brugt et lag mere. Så nu skal jeg fandme også til at barbere tæer – datinglivet stiller store krav.

30 år en mærkelig alder. I aften sidder jeg, og lærer flygtninge dansk, mens jeg i mit stille sind tænker, kan de andre frivillige godt gennemskue, at jeg ikke er så voksen på alle områder. Jeg bliver helt flov ved tanken om, at de har gennemskuet at jeg dyrker grinding i natklubbens mørke hjørne. Til det med at være voksen, i går så jeg ”Amalies Baby” på TV3. Jeg havde rigtig tændt stearinlys, taget dynen ind og var klar. I pausen besluttede jeg at skære lidt vandmelon (det gør røven flot, har jeg hørt), og jeg havde anrettet det fint på et fad, da jeg kommer ind, og bider i det første stykke, fuldstændig melet. Lige der, i TV, føder Amalie, og jeg tog mig selv i at begynde at hyle. Jeg håber, det var pga. den melede vandmelon.

Jeg skal skrive kort til min venindes bryllup på lørdag, og finde ud af, hvordan jeg er pænest på ”par”billedet. Vi ses. Hej. Jeg har lige puttet min hånd i min kaktus, da jeg skulle finde kaffekoppen. Og det er ikke engang lyv!