DANSER REGNDANS I GÅGADEN!!!

Eller jeg fik i hvert fald en pludselig lyst til det! Der er sket så meget, at jeg ikke engang har haft tid til at sætte OCD flueben i min kalender. Jeg har haft rigtig travlt på den gode måde, det vidner min vasketøjskurv om, og nej ikke pga. stive lagner. Alt i min lejlighed har en plads, og det skal der helst ikke laves om på, men når jeg nærmest kun har været hjemme og sove, så står lejligheden ikke snorlige. De sidste to uger har særligt været vilde. Jeg har været på en TV – optagelse med DR, til dags dato en af de vildeste oplevelser. Jeg havde, i flere dage efter, den der tomme følelse indeni, når noget har været rigtig sjovt, spændende og gjort et stort indtryk, det var hvad der skete den onsdag for to uger siden. Jeg er stadig helt høj over det. Onsdagen efter var jeg blevet spurgt, om jeg ville være statist i DR’s store juleshow, hvor en del skulle optages i Køge. Nynne, min gamle kollega (nu tilrettelægger på DR) sagde, vi ikke skulle spille skuespil, og jeg var overbevist om, at jeg skulle stå med min søster i baggrunden og på den mest naturlige vis lade som om, at vi helt tilfældigt lige var på Køge Torv, og man så måske liiiiige kunne ane os i baggrunden. Vi ankommer, og Nynne virker sådan lidt mere end naturligt begejstret for at se mig. Tager på bedste Grandma manér min hånd ”Pernille om lidt skal du overraskes, du er hovedrollen.” Jeg når ikke at tænke eller reagere, men kaster mig egentlig bare ud i det. Vi bliver ført væk, jeg får en mikrofon på, og det hele kører så med 180 i timen derefter. Jeg overvejer stadig Nynnes og mit venskab!!!! Alt det her vil sige, at jeg skal se mig selv på TV to gange i 2017. Til info, så laver jeg snart en ”Pernille Sine Carlsen fanside,” så I kan ansøge mig derigennem. Haha.

Lige der, hvor jeg ikke troede det kunne blive vildere, så bliver jeg satanedme kaldt til jobsamtale, og gudhjælpemig om jeg ikke har fået jobbet. Jeg fik det at vide i går, og jeg overvejede at både skrige og danse her i midtbyen. Men da jeg nu er et kendt ansigt kørte jeg ikke videre med den tanke. Ej altså, det er fuldt ud fis, jeg vil faktisk helst fortsætte med at være den anonyme Pernille, der kan gå en tur i mit grimmeste joggingsæt og have dage uden make-up. Jeg skal nok fortælle meget mere om jobbet, da det nok vil blive nævnt nogle gange på bloggen i fremtiden (der sker altid så mange sjove ting på en arbejdsplads) men lige nu har jeg valgt kun at dele det med mine allernærmeste, indtil kontrakten er underskrevet. Og jeg vil i den forbindelse takke for alle opkald, sms’er og blomster. Jeg føler mig meget heldig, og I var alle med til at gøre det forståeligt for mig. Jeg var sgu lidt bange for, at det er en drøm, jeg på et tidspunkt vil vågne fra.

Jeg ved ikke, om jeg bare udstråler den følelse jeg har indeni, den ro som så stille er ved at indfinde sig, men jeg tiltrækker mærkelige typer i øjeblikket, som synes de skal snakke med mig eller til mig. På den der måde, hvor jeg ikke vil være uhøflig, men til sidst er nødt til at gøre det MEGET TYDELIGT, at jeg skal videre. To gange inden for de sidste uger har fremmede mænd valgt at falde i snak med mig, sådan helt på monolog-basis. Det ene var en mand på en parkeringsplads, som ville snakke om, hvordan unge mennesker ikke har respekt for noget mere. I dag var det manden ved flaskeautomaten, som tydeligt deler min begejstring over at aflevere flasker. Forskellen er dog, at jeg ikke er så begejstret, at jeg går op i, hvad der sker med eller for flaskerne, når de slipper båndet eller, hvorvidt den her flaskeautomat var bedre end den anden, fordi den er hurtigere. Det eneste jeg sådan rigtig kunne koncentrere mig om, i denne samtale, var at han virkelig godt kan lide cola light, han havde 100 flasker, valgte han at afslutte samtalen med. Super, du har da lige beriget min dag.

Jeg har derudover fundet ud af, at jeg bliver en pylret mor. Min søster er 8 år yngre end mig, så moderinstinktet kommer på prøve. Hun er så pisse sej, og kæmper for sin drøm. Jeg elsker hende for hendes ligefremhed. I søndags drog hun afsted på Oure Højskole for at blive forberedt til optagelsesprøven på skuespillerskolen. Hvor vild er hun lige? Og hun er pisse hamrende dygtig, hun skal nok nå langt. Skuespiller skal jeg aldrig være, for på den ene optagelse siger lydmanden pludselig. ”Pernille, har du stadig din mikrofon på.” Jaja,” siger jeg. Husker dog, hvordan jeg fumlede med den ledning, da jeg skulle på WC i en af pauserne. Lydmanden kommer hen til mig, ruller min jakke ned, og fisker mikrofon-dutten op, som er faldet ned, og hænger og dingler på maven. Sådan noget er bare SÅ TYPISK MIG!! Ligesom når man taber en hel skyllemiddel ud på køkkengulvet, eller sprøjter smoothie udover sig selv på cafeen. Det er i de dér situationer, jeg virkelig overvejer en ferie fra MIG SELV!

Der er bare generelt rigtig meget, der giver mening lige pludselig, og den brise af medvind, jeg har ventet på i lang tid, blæser nu i min retning. Det skal så siges, at jeg ikke kommer sovende til noget, jeg kæmper for alt det, jeg gerne vil. For jeg tror på, at man kan, hvad man vil. Der er bare nogle brikker, der er ved at falde på plads, noget holder jeg dog for mig selv lidt i endnu. Måske 2017 bliver ”mit år.” Nu vil jeg gå ud i mit køkken og nyde duften af skyllemiddel. Vi ses, hej!