Det bliver et langt indlæg, så er du advaret.
Jeg trænger. Trænger til at danse, være fuld og glemme hverdagen. Det her er ikke et surt opstød, og min blog skal på ingen måde bære derhen, men jeg skriver om livet, som det nu engang er, på godt og ondt, blandet med en god gang humor, for jeg må fra naturens side være sjov, synes nogen da. Jeg sidder ikke, og tænker over, hvad mit næste blogindlæg skal handle om, eller at jeg skal vise mine nye seje sneaks, nej tingene kommer helt af sig selv.
Jeg har haft noget på hjerte noget tid, det er på en måde meget personligt, men jeg er nødt til at sige det højt, for jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan deale med det mere. Der er sket for meget på alt for kort tid. Jeg er nødt til i en periode udelukkende at fokusere på, at få brikkerne til at falde på plads indeni. Jeg har i for lang tid kun været der for andre, lyttet til andre og ikke stoppet og givet mig selv tid, taletid. Ja, jeg er en stærk type, som ofte klarer tingene selv, men jeg skal også huske mig selv i det hele. Give mig selv plads, på den måde har jeg også større overskud til at være der for andre. Jeg betegner mig selv som en god veninde, der lytter, er der og er nærværende, men det betyder også, at man skal have overskud. Jeg havde en snak om dette med min gamle efterskolelærer, som sagde, at jeg er nødt til at give mig selv plads. Jeg har jordens bedste venner, det har jeg virkelig, det har intet med det at gøre. Så nu har jeg i den næste tid fyldt min kalender med ting, der gør mig glad, og har lovet mig selv at give mere plads til mig og passe på mig selv. Men for at give et indtryk kan jeg da lige remse op, hvad der er sket de sidste år, jeg blev færdig med 6 års studie, i stort break up, ny lejlighed, ledig, single, med alt, hvad det indebærer, start på job (projektansættelse,) ledig igen, ny kæreste, nyt job som desværre ikke blev til mere, en af mine tætteste veninder tabte kampen mod kræften, nu ledig og forstuvet lorte-skide-fod.
Måske kan meget af det for nogen, virke ligegyldigt, men det er det ikke for mig. Det kan hurtigt fylde utroligt meget, når man i forvejen føler man konstant står under en sort sky blandet med orkan og jordskælv, nogen gange overvejer jeg at hoppe ud af vinduet, det er bare mere besværligt og usexet end smart, når man bor i stueplan. Men alle de ting er noget, der kræver usandsynligt meget følelsesmæssigt og jeg er så stolt og glad over, jeg sidder her nu. En af mine veninder sagde til mig, ”jeg forstår virkelig ikke, at du kan stå ud af sengen hver morgen med de ting, du har været igennem.” Jeg tror mine forældre har vist mig, at ved at fighte kan man komme langt. Min far er over 60 år og arbejder minimum 10-12 timer hver dag i et firma han har haft i over 38 år, det bærer frugt. Nok mest for min mor! Min mor sagde for mange år siden sit job op, forlod det hun var uddannet i for at satse på sin drøm, da hun ikke havde sig selv med i det andet længere. Min søster er en fighter, hun er, som tidligere nævnt, 8 år yngre og ved stadig ikke rigtig, hvad hun vil med uddannelse osv., udover hun gerne vil være skuespiller, og hvor hårdt det end er, så opgiver hun ikke, men finder i stedet nye veje. Tager job ind imellem, hvor hun hurtigt stiger i graderne, fordi hun har ledelseskompetencer. Hun er bare mega coolio! Mine forældre har skabt to selvstændige (og stædige) individer, og jeg tror vi begge har accepteret for længst, at tingene ikke kommer nemt til os, men at det nok skal ende godt ud på et tidspunkt. Vi skal bare have lidt ekstra bump på vejen, men jeg håber det hele, giver mening på et tidspunkt.
Træt af Lars Bjørn og hans krav
Det som gør mig mest ked er ofte mine forældres bekymringer, for hele inspirationen til bloggen kommer af, at jeg igen er ledig, igen er en del af den kedelige statistik og de åndssvage (for nogen) systemer. Hvad er meningen med så lang en uddannelse, hvis vejen til arbejdsmarkedet er så besværlig? Den kræver så meget erfaring, du må gerne være 21, elske at løbe Berlin Marathon (I DIN FRITID), have 35 års erfaring med alt indenfor dit felt, ikke have planer om børn, og helst gerne ligge 40 interessetimer om ugen. Tak for lort! Hvordan er det muligt? Fortæl mig lige det, for nu har jeg siddet i Excel og prøvet at regne det ud, det kan ikke lade sig fucking gøre. Startede du Hr. Lars Bjørn, chef i bla bla bla også ud med 35 års erfaring, dengang du startede dit første job, for så vil jeg da rigtig gerne mødes til et kaffemøde og forstå det. Hvorfor tør man ikke tage chancen? Jeg kommer med et friskt pust, og noget må jeg jo kunne, når jeg har et bevis, der står cand.mag. på, eller? Så dyr er jeg da heller ikke, men jeg sælger sgu heller ikke mig selv for en pose slik eller mine grønne øjne, jeg lader mig ikke udnytte mere.
Den her situation gør ofte, at jeg mister modet, dagene er meget forskellige og jeg lider uden tvivl af en dejlig bekymringsstress. Men der kigger jeg ofte udover mit eget frikadelleliv og lader mig inspirere af andre. Min kæreste fx han skal snart i gang med at skrive sit speciale, til juni er han færdig, så har han en Master, og han er et af de mest inspirerende mennesker, jeg kender. Det betyder så også han er utroligt irriterende til tider, men den tager vi en anden gang, ik? Han har vundet utallige Awards for sin kloghed, har sin egen finansblog, som virkelig får thumbs up, knokler med det danske sprog, har forladt Ghana for at bosætte sig i DK, og har lige fået at vide han er kommet ind på et mentorprogram, som skal hjælpe ham til det gode job. Han er så sindssygt passioneret omkring sit studie og hans hjerne er utrolig. Ydermere ligner han en på 20, han er ligesom Pharrell, what’s not to like? Nej, han kan ikke danse med hofterne eller snakke swahili, men vigtigst af alt, så takler han mig og mine krebse-PMS-humørsvingninger.
Mor og far til tøj-kæde-dans i haven
Jeg trænger til at være en succes, jeg føler jeg er fanget og på standby i mit eget liv. jeg føler mig dum og uduelig, at jeg ikke kan knække koden til arbejdslivet. Og det værste, du kan sige til mig, er ”du må da have alt tid i verden.” Ved du, hvad det kræver at søge job? CV og ansøgning skal tilpasses hver gang, jeg skal sætte mig ind i alle firmaer og forberede mig. Hvor er motivationen? Når man kun venter på afslagsmailen? Så det er vigtigt med en god og lang uddannelse, for hvad? For at sidde her og være bekymret, lade firmaer have din fremtid i hænderne, have ondt i maven, give sine forældre ondt i maven. Den gør ondt, min mor har ondt i maven, når jeg venter på et opkald. Selvom jeg tror mine forældre også nogle gange panikker i deres stille sind, så tror de på mig, og jeg får ofte søde SMS’er om at det nok skal gå, det rigtige job skal nok komme. Jeg vil bare gerne kunne ringe til dem NU og sige, det lykkedes fandme og invitere min mor og far til nøgenkædedans i haven, kunne sige, jeg giver den her middag, for det har jeg råd til. Derimod inviterer jeg min mor på IKEA kaffedate (fif: Der er kaffen gratis, med refill, når du har IKEA Family kort.) Den økonomiske situation stresser mig helt vildt, for alt jeg gør, burde jeg ikke gøre.
Som noget positivt, skal det dog nævnes at mine sagsbehandlere både i fagforeningen og på jobcentret. er super seje. Sidste møde udbrød min sagsbehandler ”Ej, hvor er jeg træt af, du er her.” (på den fede måde) Jeg tror desværre, uden at lyde snobbet, for det er virkelig ikke sådan, jeg mener det, men vores system er bygget op, så det kan hjælpe folk, som ikke har så meget uddannelse, og det er jo helt fint, men det er som om, de ikke rigtig ved, hvad de skal stille op. Selvom jeg virkelig prøver at have en positiv indstilling, for jeg forstår godt, at de møder skal være der. Men jeg bliver sgu bare en anelse deprimeret og føler mig sat i bås. Heldigvis behøves jeg ikke sige mange ord for at både fagforening og A-kasse forstår min situation, og jeg kan oprigtigt mærke deres iver for jeg skal i arbejde, fordi de helt reelt mener jeg har kompetencerne og hovedet til de job, jeg søger. Det er der bare andre, der lige skal opdage også. Helst i morgen, ik?
Nu skal det hele jo ikke være mavesyre, jeg har da også ting at være glad for og stolt over, det har jeg da. Jeg har haft muligheden for at tage mig en god uddannelse, og har fået opbygget et hold af dejlige mennesker omkring mig, jeg har en lejlighed midt i Køge, ret meget tøj og mange gode oplevelser (og flere på vej,) men jeg vil have hus, to sunde børn, en Audi, og et godt og lykkeligt liv med frihed og et godt helbred. Kald mig overfladisk, det må du gerne, men det er det, jeg satser mod og jeg er en god dagdrømmer. Jeg har fået nok nu, og så må jeg jo tage andre midler i brug. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde modet til at vi solgte ”alle vores ting” ”Ja mor, alle mine sko,” og rejste ud af DK for en periode. Jeg er begyndt, at overveje at DK måske ikke er fremtiden for os, men måske andre steder, hvor jobmulighederne er bedre. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg ikke ret meget.
Nogen kan måske tænke, ”jamen du har da råd til de fede tasker, sko, koncerter og rejser.” Jeg har ikke været på sommerferie i mange, mange år, fordi jeg ikke har haft råd, men jeg er da nødt til at fylde mit liv med noget. Vores madbudget er super lavt, vi bruger ikke penge på fancy mad og restaurantbesøg, men måske på onlineshopping og smårejser, for kunne jeg ingenting nu, hvor jeg er ledig, så ville jeg sgu virkelig have brug for en terapilampe. Jeg skriver ikke dette for at folk skal tænke ”hun brokker sig, hun har det sgu også svært, eller hun vil bare have opmærksomhed.” Faktisk tværtimod. Jeg er træt af, hvordan vi (inklusiv mig selv,) på de sociale medier, lever et glans-billede-liv, det er som om det er blevet et konkurrenceforum, hvor det gælder om, hvem der har det fedest. Derfor det her indlæg, for mit liv er sgu ikke altid Insta – Facebook – Snapchat-venligt. For livet er også lort engang imellem, og det synes jeg ikke er mærkeligt. Uanset om mit liv er fedt eller ej, så vil jeg gerne være en inspiration for andre. Det kan være alt fra irriterende blogindlæg, pæne tasker eller en fed rejse, men det kan også være det her!
P.s. Så er tøj for mig, hvad øl er for en alkoholiker, det gør mig glad.
Er det egentlig billigere at leve af rødvin til aftensmad? Det behøves jo ikke være en Amarone!