ER JEG DEN ENESTE, DER SAVLER?

NÅR ”PAR” MIDDAGE BLIVER ULIGE

14543765_10154454856326469_8753653910260513788_o-1

Pludselig, som lort fra en spædekalv, ændrede tingene sig. I 7 år var køleskabet besat med fælles invitationer, parmiddage, bryllupper, fødselsdage, barnedåb osv. Ikke alt man måske hoppede i juhuuu dans over, men noget man gjorde, fordi det gør man, når man er i et forhold.  I et forhold bliver mange ting til ”vi” kommer, det går godt med ”os.”  Jeg er på mange måder den type af menneske, som værdsætter et selvstændigt liv meget højt. Jeg ser det som en vigtig del at Hr. og Fru. Blomkål ikke bliver et fælles individ, selvom man har fået prædikatet KÆRESTE på. Det er vigtigt at lave ting hver for sig, ikke gnide lårene af hinanden. ”Så har du bare aldrig været rigtigt forelsket” JO, det kan jeg love dig, jeg har. Jeg er bare ikke fortaler for, at man pludselig skal lave alting sammen, men når sixpacken ikke er der, så bliver det rimelig tydeligt, at der er nogen ting, som i vores alder, bare er som PAR. Nogen af mine bedste veninder er fra folkeskoletiden, efter mange års pause genfandt vi hinanden. Pludselig havde vi alle kærester og de andre i gruppen har nu også både vielsesring, børn – og dermed Odder, Emmaljunga, familiecontainer og villa villakulla. Vi besluttede for mange år siden, dengang antallet var lige, at begynde at holde parmiddage, her skulle vi på skift, og på ægte Emma Gad manér, holde middag for de resterende par. Så var vi sikre på at vi ville få set hinandens mænd og børn, når der var faste aftaler i kalenderen. For det er fandme svært, når 8 blomkålskalendere skal gå op i en højere enhed. Pludselig var jeg ikke længere et ”vi” kommer, men ”jeg” kommer. Jeg havde mange indre samtaler med mig selv, om jeg havde lyst til at byde mig selv, stadig at skulle sidde til parmiddagene, for et eller andet sted var jeg måske bange for at føle mig anderledes og udenfor. Jeg kom som bare ”mig” uden rotte 1 og 2 og 3 under armen, weekendseng, vådservietter og hede blikke henover Emma Gad middagen. Jeg besluttede, at jeg er sejere end den usikkerhed, og ”par” middage skulle fortsætte.  I lørdags havde vi endnu en parmiddag, og min beslutning er sgu den rigtige, jeg mødes jo bare med venner og ikke par. Børnene ville have mig til at læse godnathistorie, måske fordi ”Tante Nulle” har lige præcist det overskud tilbage. Selvfølgelig bliver der udvekslet hede blikke mellem de andre, men den slags har jeg også, jeg vælger det bare til og fra, som jeg vil, sådan som mit liv ser ud lige nu.  Jeg har gennemgået en kæmpe udvikling, fundet ud af, hvor skide god jeg egentlig er til at være alene, så længe man får et skud mand engang imellem. Den største ulempe ved at ”vi” er blevet til ”mig” er fandme, at jeg skal lave maden selv. Vi aftalte dengang, at vi skulle kræse lidt ekstra fra maden, at det skulle være god og opfindsom mad. Det har jeg fortrudt ca. 670000 gange siden. Jeg fik dog bikset en kartoffel/porresuppe sammen, helt fra bunden vel og mærke. Jeg måtte gå mange buer udenom Arlas suppekartoner.

Den her årstid kan godt være svær, når jeg er den eneste, der ligger under uldtæppet derhjemme, og når stearinlysene ikke tænder sig selv, men jeg kan vælge det sociale til og fra, som det passer mig. Jeg er heldigvis så skide heldig, at jeg, den største del af tiden, har mennesker, som gerne vil prioritere mit selskab. Den anden dag var jeg på vej til Kbh og hjælpe en veninde i hendes firma, og da jeg gik der med Backstreet Boys i ørerne, på vej til toget, ramte lykken mig. Jeg dansede en lille sejrsdag for mig selv, eller altså ikke sådan rigtigt. Så ville folk i Køge sikkert tænke, ”hun er blevet skør, derfor hun ikke har fundet en kæreste endnu.” Det her såkaldte voksenliv trækker fandme tænder ud nogen gange, og nogen dage skiftevis leder jeg efter off knappen, og søger job i Uganda. Størstedelen af tiden er jeg glad.

Jeg spiser ofte hos mine forældre, så slipper jeg for at lave kartoffel/porresuppe fra bunden, og mine forældre får glæde af mit dejlige selskab. Ofte er det dog lagt sammen med en eller anden fejl 40, jeg lige skal hjælpe dem med, men så kan jeg give lidt igen af de 700000 millioner og ting, de har lånt mig og gjort for mig. Samtalen, ved aftensmaden, falder på mennesker, som vælger at leve et liv alene, og selvfølgelig skulle jeg også lige være en del af det samtaleemne. Min mor siger helt råt for usødet ”Du kan se Pernille, hun har heller ikke fundet en kæreste, det er åbenbart ikke så nemt.” Øhhhhh holdt holdt holdt, jeg kunne sgu godt have haft en kæreste eller to. Desuden mor, far, søster og resten af de interesserede, så kunne det jo godt være, der var ting, som jeg ikke havde lyst til at fortælle om, da jeg vil skåne både mig selv og jer. Jeg tror dog godt, de har en ide. Min mor spørger i hvert fald af og til, om jeg får spillet noget ”backgammon” og jeg svarer pænt, at brikkerne i hvert fald ikke er støvede. ”Dertil svarer hun prompte ”Haha, det regnede jeg godt med.” Jeg er et åbent menneske, men ”backgammon” spillet holder jeg på mange måder tæt til kroppen. Bum bum.

10 fordele ved singlelivet:

  • Jeg har fjernbetjeningen for mig selv
  • Jeg har chaiselongen for mig selv
  • Kun mig selv, der tager det sidste stykke toiletpapir
  • Jeg kan spise, hvornår jeg vil
  • Jeg kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil, uden at fortælle nogen om det
  • Alting er, hvor jeg sidst lagde det
  • Kan have gæster, når jeg føler det
  • Kan have de grimme joggingbusker på hver aften
  • Skal ikke til en masse familiefester
  • Kan gå på toilettet med åben dør

Nå, jeg skal i fætter BR og købe gave til børnefødselsDAGE i weekenden, måske de får et backgammon spil.  Vi ses, hej hej.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER JEG DEN ENESTE, DER SAVLER?