”Pernille!!, måske sker det på Farøbroen”

NÅR MAN HAVDE SAT SIXPACKEN PÅ KØL!

my_bc449a_2210346

Der er gået en god rum tid fra mit sidste indlæg, og det skyldes grundlæggende en ting: for lidt timer i døgnet. Kender I ikke det? Januar plejer at være en meget lang og grå måned for mig, men januar lakker mod enden, og jeg har faktisk ikke engang haft tid til at se mig tilbage, men det kan bloggen heldigvis hjælpe mig med.

I mellem tiden har jeg hentet en app, hvor jeg kan skrive lister over ting, jeg skal huske (min OCD elsker at sætte små flueben,) og jeg har ikke engang børn, men heldigvis kan tiden sagtens fyldes ud med alt andet. Jeg elsker børn, og jeg er da også nået til et punkt, hvor både Volvo, Emmaljunga og måneder uden søvn egentlig også kunne være hyggeligt, men hvor jeg dog også elsker min frihed, faktisk til tider for meget. Jeg elsker jeg kan tage til Kbh. på venindeweekend, kan sove længe om søndagen og drikke rødvin præcis, når det passer mig, og ikke bekymre mig om at rødvinsbryster og baby er en enormt dårlig cocktail. Det er en vild alder det her, der har været, og er stadig et enormt babyboom i min vennekreds. Hvor jeg elsker at dele denne tid med dem, men samtidig minder det mig også om, hvor forskellig starttyverne er fra sluttyverne. Det er jo som at gå fra mandag til fredag på 2 sek. Det går så stærkt det hele, og det med at man træder ind i de voksnes rækker, når man fylder 18, det er bullshit. Det sker uden tvivl i sluttyverne. Pludselig er hyggelige vinaftner, dyne, film og gode samtaler alfa omega. Det er helt klart, at mange af mine veninder er meget mere voksne, end jeg er. Mit mindset er voksent, men mit liv er ikke altid lige så seriøst som deres, og det nyder jeg egentlig. Vi har en helt særlig evne til at finde andre ting at have tilfælles end vådservietter, babymos, drejehjulsbarnevogn og lange bryster, vi er nemlig vildt gode til at forstå, huske hinanden og finde fællesnævnere i andre ting end børn og bryllupper, men samtidig er 30´erne fandme den alder, hvor man er på så forskellige stadier i livet.

Hvad der dog har ændret sig radikalt, det sidste år, er min mors skrukhed, hvor vil hun virkelig gerne være mormor, sådan med 180 i timen. Hvad der bekymrer hende mere, er nok den kommende svigersøn. Har jeg nu valgt rigtigt? Nu er det jo heldigvis min lykke, der kommer i første række, og jeg er helt sikker på, at hun godt ved, at jeg ikke vælger nogen eller noget, hvor jeg ikke er 100 % sikker på en god fremtid.  Mormor skal hun nok også blive, når jeg på et tidspunkt er helt klar og færdig med at egotrippe. Nu er jeg jo så heldig, at have en lillesøster, som (desværre) er 8 år yngre, så presset er helt og aldeles på mine skuldre. I går blev jeg dog overvældet over, hvor heldig jeg er, at have en familie, som er sådan oprigtigt stolte over de ting, jeg har opnået. Det må, og skal man aldrig tage for givet, de ønsker mig det bedste, og vores tætte forhold kan gøre mig helt rørstrømsk, også selvom der er emner, som kan være svære at tale om. De er det sted, hvor jeg altid kan finde ro, og det giver mig en fundamental glæde at vide det. Ikke mere credit til dem, (de følger jo med herinde.) Det skal lige siges, at det kan have både sine fordele og ulemper, for der er ting, som ikke er til et forældreøre. Jeg tror, alle er helt med på den.

Men tilbage til det med tiden. De sidste måneder har været vilde, på den gode måde. Nyt job, hvor jeg hver morgen står op, og glæder mig til at skulle afsted, og rent faktisk blive bekræftet i, at min uddannelse var det hele værd. Det at stå op til et job, og det at nogen har brug for en, er undervurderet. Ja, vi alle har et had/kærlighedsforhold til mandag morgen, men der er virkelig også noget rart i faste rutiner. Alt det jeg har efterspurgt, (og som bloggen også har handlet om) er kommet. PÅ EN GANG! De sidste to år har været de fedeste, der er intet, jeg vil ændre, men hvad jeg har manglet har været en ro, som jeg egentlig ikke har, kunne sætte ord på, nu er roen der, på en måde jeg aldrig har troet, jeg ville opleve og så på det helt rigtige tidspunkt. De sidste to år har gjort mig så klog på så mange ting, noget en god uddannelse ikke kan.  Alt giver pludselig mening. Lykken tilsmiler mig, så meget at jeg ofte bliver helt overvældet, og på den måde, som man ikke kan forklare andre, men som kun kan mærkes på en.

Jeg havde sat tanken om sixpacken til parbillederne på hylden, jeg havde mistet både tro og håb på, at der var en mand derude, som kunne give mig det, alle taler om, og som man kun ser i The Notebook, men jeg har stille og roligt genvundet tiltroen, og sixpacken er måske ikke så lunken alligevel.

Nu vil jeg smøre madpakke, hænge vasketøj op og prøve at vænne mig til tanken om, det er mandag i morgen, for er det ikke det, voksne gør?

 

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Pernille!!, måske sker det på Farøbroen”