NÅR IDENTITETEN UDFØRER EN IRONMAN!!

Nååå, hvad laver du så til daglig? Det er vores forret i enhver social sammenhæng, altså med mennesker, vi møder første gang. Jeg gør det selv, for jeg elsker at analysere mennesker, er nysgerrig på deres liv og vores forskelligheder og ligheder. Jeg tror et eller andet sted, vi mennesker gør det for at putte folk i ”kasser” og sammenligne os selv og vores liv.

Det er bare som om, at det er meget få, der spørger videre, når man siger, man er jobsøgende, for det kalder jeg det. Arbejdsløs klinger så dårligt i mine ører og får situationen til at lyde endnu mere deprimerende. Jeg tror nogen allerede dér putter én i ”kassen” som doven og uintelligent. Ingen spørger videre til ens uddannelse, drømme eller en som menneske generelt. Nej, det er som om det der jobsøgende, får lov at svæve videre i det uvisse. For en type som mig, er det bare ikke sjovt, det er hårdt hver gang. Jeg er begyndt at frygte spørgsmålet, for jeg ser mig selv som alt andet end pigen uden arbejde. Jeg har en cand.mag. og en enorm faglig stolthed, jeg har læst mange år, for noget, jeg brænder for, jeg føler, jeg har meget at byde på for en virksomhed, for kollegaer og for verdenen omkring mig. Jeg er sådan ret “gennemsnitsintelligent”.  Jeg har et eksamensbevis med guldkant, en bog aka. specialet stående i bogreolen, en blog, joberfaring, gymnasieminder, sunde venskaber, underviser flygtninge, Ugandaerfaring, højskoleophold med fokus på journalistik, efterskoleophold, SoMe – nørderi, 10fingersystemet, utallige pressemeddelelser, brochurer, årspjecer, TV – optræden, artikel på Woman, sociale kompetencer, en god emotionel intelligens og god Tinder-ekspertise. Jeg er stolt af hver af en af tingene, for det er ting, jeg har gjort for mig og mit liv, så jeg er ikke bange for at brøle det ud på det store net. Jeg har høje krav, mange drømme og ambitioner og jeg vil ikke lade mig nøjes, det betyder så også, at jeg skal kæmpe lidt ekstra for de ting, jeg rigtig gerne vil, og det betyder både tilvalg og fravalg. At så mange akademikere går ledige var ikke noget, der strejfede mig dengang jeg tog omvejen for at nå journalistvejen, dengang jeg fik velkomstbrevet fra Københavns Universitet, havde jeg ikke tænkt, jeg ville være i denne situation nu. Du synes måske det lyder overdrevet, og nogen vil nok sige, at jeg ikke aner, hvad det betyder, men at være jobsøgende i det danske system kan på mange måder sammenlignes med en maniodepressiv tilstand. Det er så forfærdeligt hårdt, det forstår man kun, når man er i det. Den ene dag er jeg fuld af håb, sender utallige ansøgninger, gransker nettet for alle jobmuligheder og ”I feel it coming” brøler ud i baggrunden. Den næste dag er alt håb og energi taget ud af mig og jeg minder om en sjaskvåd og halvsur karklud. De dage er jeg følsom, føler mig uduelig og i tvivl om det nogensinde lykkes. Når jeg er i den tilstand så får det akademiske selvværd altså en tur, identiteten er til tider på en IRONMAN, den aldrig gennemfører. Jeg ligger meget identitet i min profession, til tider kan det føles som om hele eksistensgrundlaget ligger i hænderne på andre, nemlig de virksomheder derude, man sender ansøgninger til. Det er hårdt at opretholde den positive indstilling hver evig eneste dag, når identitetskrisen banker på.  Jeg ser ikke mig selv som en akademiker snob, men et eller andet sted, er man det jo nok, når man har gået igennem utallige eksamener og specialehelvede for at sidde her i det uvisse og ikke vide, hvad der sker næste mdr. Det er hårdt, når jeg føler jeg er i en standby-situation, gerne vil ud og bruge min personlige værktøjskasse og anbefalingerne fra tidligere ansættelser alle siger, at jeg er en gevinst for en hver arbejdsplads.

Tør du 10 meter vippen?

Men skal godt nok have sig et sæt brede skuldre for at gennemgå det her jobsøger-A-kasse-jobcentersystem. Min personlige erfaring, hvad jeg ofte ser og hører er, at jobcentrene egentlig ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, at man på mange måder er overladt til til sig selv, og de gode ideer skal man selv finde på. Det er et kontrolsystem, og det eneste de skal have stående på deres skærm er, at de fik nogen i arbejde. Ideerne er små til møderne. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad formålet er, udover at kontrollere, at jeg stadig er i DK. Jeg ved ikke, om det kun er i mit tilfælde, fordi jeg gør de ting, systemet kræver og mere til. Jeg får altid ros for mine tiltag, men når jeg bliver bedt om også at prøve at søge udenfor mit område, indtil drømmejobbet er der, og man så får afslag tilbage, at man er for overkvalificeret, så får man lyst til at springe ud fra 10 meter vippen i et bassin uden vand. Der må være andre, som i den her jobsøgningsproces starter ud med et stærkt og godt selvværd, men som virkelig har svært  ved at fastholde det. Jeg er et stærkt menneske, eller det er jeg blevet, men det her ville være svært selv for stålmanden at stå model til.

En anden ting i det her, er også de “opfølgende snakke,” og jeg bebrejder ikke folk. ”Er der noget nyt på jobfronten?” At man så igen skal sige nej, så har jeg en fornemmelse af, at nogen tænker, at man måske er doven, at man ikke er så dygtig alligevel, at man må gøre noget forkert, at man sikkert heller ikke søger noget, men derimod bare dyrker Netflix og chill derhjemme,

Det er alt andet end det, det her er mere stressende end at have et job, det er krævende at sende ansøgninger og CV, man trykker ikke bare send og så guffer Marabou og onlineshopper resten af dagen. Alle jobansøgninger skal tilrettes virksomheden, jobsamtalerne er et job i sig selv, der er ofte cases, der skal løses, persontest og mere end 1. runde.

Så næste gang du møder en jobsøgende på din vej, hvad enten du er direktør, kollega, ven eller fremmed, vil du så ikke godt huske det? At få en ildsjæl, der har været igennem dette, betyder at du får en medarbejder, som forstår at knokle for tingene. En medarbejder, som ved, hvad det betyder at skille sig ud. Det tror jeg alle virksomheder ville kunne gøre brug af.

Med det sagt, så siger typen af arbejde intet om mennesker, intelligens er så meget mere end et sejt job og pæne uddannelsespapirer. Jeg tror om nogen, at den sociale intelligens også spiller en enorm rolle, og den er der desværre mange, der stadig ikke helt har forstået. Så lad os ikke skamme os over, at være jobsøgende. Tænk lige over det næste gang, du forsøger at putte nogen i den kasse. Så i stedet for at stoppe samtalen, så find ud af, hvad personen ellers har at byde på. Måske kunne det bygge en bro, eller give dig noget, den dag du er i samme situation.

Nu skal det hele ikke have en negativ klang, for jeg ser da en åbning, der er jobsamtaler forude. Jeg er så rørt over, hvor mange gode mennesker, der stadig er derude. Mit seneste indlæg på LinkedIn blev delt så mange gange, at det havde over 1500 visninger. Det giver mig håb. Lige i dag tror jeg på, at det her lykkes inden længe. Det skal det. Jeg har så meget at byde på!