KAN MAN SPISE RØDVIN TIL AFTENSMAD?

MAN KAN SE HELE KLOKKEVÆRKET!

klokkevaerk

Jeg synes, I skal have et lille hverdagsglimt fra et Carlsen liv;

Mine forældre er stadig, til dags dato, de to mest irriterende, jeg kender (og lidt Bernard og min søster.) Det er noget af det, jeg elsker allermest ved ikke at bo hjemme, jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil se mine forældre (og jeg tror der gælder det samme for dem) nu værdsætter jeg også tiden meget mere. Det er uden tvivl blevet det, man kalder kvalitetstid. Min mor og jeg har for en del år siden indført en ny tradition – at vi hvert år skal på juletur et nyt sted. Min søster får selvfølgelig hvert år tilbuddet, men siger altid pænt nej tak. Hun magter ikke mange mennesker, kulde og julelort. Bevares, ingen skal jo tvinges til at blive trådt i hælene, drikke gløgg til overpris og have blå læber. Vi er heldigvis opdraget så fint, at fordi den ene får, behøves den anden ikke. Så gør mine forældre noget andet med hende/for hende, og der er aldrig en sur mine. Vores forældre er så satans heldige og betænksomme, at de gør mere end rigeligt for os begge. Jeg glæder mig til, jeg en dag kan give tilbage i andre former end computer-mobil-printer-installation-hjælp. Jojo, jeg hjælper skam også min far med gaver til min mor hvert år, for ellers ved jeg sgu ikke helt, hvad min mor havde endt med af gaver + min far aldrig ville blive færdig før 29. december.

Selvom jeg på denne årstid også kan trække mig lidt tilbage i mit skjold og ikke have det samme overskud som normalt, så elsker jeg sgu også december. Der er noget pisse hamrende hyggeligt og alt-for-meget over det.

Nå, men min mors og min årlige juletur gik i år til skønne Århus. Vi ville gerne køre selv, snakke alene og bare være os. Vi har skam prøvet de der PPR rejse (pensionistpakkerejser), hvor man bliver samlet op af en bus, og selskabet har planlagt hele juleturen for os. Der er faktisk ikke noget mere underholdende, overraskende og langsomt som at rejse med en flok pensionister, de historier må komme på et andet tidspunkt. Tilbage til Århus, min mor og mig landende midt i Black Friday helvede, det havde vi planlagt pisse godt, hvis du spørger mig. Jeg elsker at rende rundt i overfyldte og varme butikker med fuld Antarktis habit. Jeg elsker at stå i kø og dele kaffebordet med andre. Amen, det er bare lige mig. Det er dog som om, at efter nogle timer i helvede, så vender man sig til det, jeg begyndte bare at træde i hælene, springe køen over og åbne jakken, når man kommer indendørs. Det er altså et rigtig godt fif, jeg nu hermed har givet videre. Selv tak!

Vi ankommer til vores hotel i MEGET GOD TID, fordi vi begge to elsker at planlægge, sådan alt for meget. Vi går ind og snakker med receptionen. Nej, vi kan ikke checke ind, så ud i bilen med os og udstyre os med 14 tørklæder og varme praktiske sko, men da vi nærmer os bilen, siger jeg til min mor, ”hvorfor parkerede du ikke længere fremme i båsen.” Bilen står sådan midt på parkeringspladsen. Yes, min mor havde simpelthen ikke trukket håndbremsen, så bilen var trillet, mens vi stod inde i receptionen og spiste jødekager. Heldigvis var der langt til bilerne bagved, for var der sket noget med bilen, så var jeg (særligt min mor) ikke kommet hjem fra Århus, det ville simpelthen ikke været den lange køretur værd, for min far havde slået os ihjel når vi kom hjem. Nå, men så var turen ligesom i gang, og jeg begyndte stille og roligt at forberede mig på den tur. Der sker altid noget, når man rejser med mig, det skal man bare være klar over.

Vi går rundt hele dagen blandt to-go-kaffe, flyverdragter, barnevogne og begyndende julestress. Så stresset at en ældre dame snubler over en… en…. en kant i Kop & Kande, og vælter så voldsomt, at det lyder som om de får leveret 56 paller Royal Copenhagen, der bliver smidt på gulvet. Alle vender sig om, og den ældre dame bliver aldrig sig selv igen, tror jeg. Alting er så tæt, at jeg får slået en mand i røven på rulletrappen, ja ikke bare snitte, men slået, fordi jeg skulle pege på noget og får viftet armen ud. Jeg kunne mærke han vendte sig om, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at kigge. Vi kommer tilbage til vores hotelværelse fredag aften (som det lige skal siges, vi ikke helt var tilfredse med, det var sgu egentlig bare lidt lille (i forhold til billederne) til prisen, min mor fik hevet badeforhænget med, da hun skulle tage WC-papir, det forklarer lidt.

Det river sådan bagefter

Jeg skal sådan på WC, og da jeg sætter mig på kummen, kan jeg mærke mine sokker blive helt våde. Først bliver jeg lidt nervøs, for tænkte det da ikke kunne komme fra mig. Eller hvad? Kan også høre dryp fra loftet, får kigget op, og det drypper ret meget fra loftet. Så meget at man er nødt til at gøre noget. Men jeg nægter simpelthen min mor at gå i receptionen med det samme, for vi alle ved jo 100 %, at de skal op og kigge på loftet MED DET SAMME, og hele hotelværelset har en sødlig duft af toiletbesøg nr. 2…… Så efter lidt tid går min mor i receptionen, kommer tilbage og udbryder glad ”Vi har fået suiten, vi skal flytte med det samme.” Jeg når lige at nuppe de gratis kaffe – og tebreve med, og væk er jeg. 5 minutter efter sidder vi i hotellets suite med to badeværelser, to TV, soveværelse, entre og stue. De kaffebreve, jeg stjal fra det andet værelse kan ikke bruges, for her er fancy kaffemaskine. Vi sidder helt glade, og min mor ruller gardinet fra, for at se, hvilken udsigt suiten gemmer på, lige ude på den anden side, er rådhusuret og min mor udbryder helt munter ”Pernille, man kan se hele klokkeværket.” Hvad svarer man til sådan en? Hvad fanden svarer man?

Jeg ved faktisk ikke, om jeg tør stå op dagen efter og lade turen fortsætte, men det gør jeg nu altså. Black Friday helvedet er faldet lidt til ro, og man kan da holde ud at gå nu. Vi vil midt på gåturen gerne ind og have et glas gløgg. Jeg ved ikke, hvordan vi ender på en cafe, som mest af alt er en bodega, sådan en slags cafe, hvor man ryger indenfor. Min mor kun fik det ene ærme med hjem, på trøjen, det anden hænger stadig på bordet derinde, det er i hvert fald ikke bliver tørret af de sidste 3 mdr. Det var faktisk pissehyggeligt og underholdende. Der var et par stykker derinde, der ikke har nøjes med et glas gløgg, de fortsatte vist bare med at drikke efter december-gløggen 2010. Den friske luft gør benene meget tunge, så vi smutter senere ind på en cafe, (hvor man ikke ryger indenfor.) Her får vi en halv liter mørk øl og deler nachos. Mine ben var derefter endnu tungere, vi slentrer tilbage mod hotellet for at slappe af og tage en cocktail. Jeg introducerer min mor for ”Dark and Stormy” (ja, altså cocktail,) og hun er lige så vild med den som jeg selv (så meget hun efterfølgende har introduceret hendes kolleger for den til julefrokosten og det resulterede i, at hun ingen stemme havde.) Mens vi sidder der i baren, og kigger på mennesker, udbryder min mor, ”det er rart, det sådan river lidt bagefter.” Jeg tror… TROR hun mente den Ginger Beer som jo er en del af den cocktail, men jeg kiggede på hende og hun forstod ligesom, hvad hun selv havde sagt. Vi lod begge som ingenting. Vi smuttede tilbage på værelset, ingen af os var specielt sultne eller interesserede i at glo på flere mennesker, så vi smuttede over på Burger King, som belejligt ligger lige overfor, ind og købe burgere og så ellers hjem på værelset med dårlig B-julefilm, lunken rosé og slap-af-tøj.

Dagen efter tjekkede vi ud af suiten, både Joey Moe og MC Clemens var på det samme hotel – jeg siger det bare. De havde ikke suiten, vel? Bilen stod hvor vi placerede den, turen gik mod jul i den gamle by, hvor resten af Danmark også var. Det var simpelthen så skønt, jeg så alle de gamle bygninger, værelser osv. igennem ryggen på andre. Der var ingen plads til, vi kunne spise en middelalderfrokost, så vi snuppede en motorvejs-flæskestegs-burger på en rasteplads på Fyn, hvor der kun var et toilet, fordi de var ved at bygge om, så det var bare skide godt. Der var da i det mindste to skiver svin i burgeren og sprøde svær. Vores årlige juleture får mig altid i julestemning og giver så meget inspiration til at skrive.

Glædelig jul, for fa´en. (P.S. jeg vil aldrig eje eller låne det klokkeværk, jeg har sat ind her foroven, så ved I det. Jeg er faktisk ikke særlig meget til jule”pynt.”

1

  • Marianne

    Du er bare min datter. Spændende hvor vi skal hen til næste år. Glæder mig allerede. Glædelig jul.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KAN MAN SPISE RØDVIN TIL AFTENSMAD?