Jeg er alt andet end manglende erfaring!

Du skal arbejde 60 timer om ugen. Du må kun bruge din venstre arm. Du skal arbejde i Japan to gange om ugen.

a0166617964_10

Hvis dette var tilbuddet, så havde jeg gjort det. Jeg er passioneret omkring mit felt. Jeg ved, jeg er god til det. Jeg er klar til at investere alle mine vågne timer og give en masse værdi til en virksomhed. Måske tænker du nu, ”jamen, det her har hun jo skrevet om før, vi gider ikke høre mere om, at hun ikke har noget arbejde, og hvor synd det er for hende.” Hvis det er sådan, du tænker, så swipe du bare videre. Jeg ønsker ikke at tale til alle, men at tale til dem, som forstår, eller prøver at forstå. Ikke til dem, der i det skjulte tror, jeg bider storetånegle hjemme på sofaen, mens jeg ser 6055 afsnit af Sex and the City, ikke tror jeg søger job, at jeg måske ikke kan så meget. Sandheden er en helt anden, og så er dette det, der fylder hos mig. Og det går udover overskuddet til meget andet. Prøv at forestille dig noget, som fylder i alle dine vågne timer. Noget du aldrig slipper. Noget, der aldrig giver dig mulighed for at slappe af. Noget som hjernen konstant prøver at finde hoved og hale i og placere. Samtidig skal du finde energi og lyst til at gøre de ting, der nu engang SKAL gøres. Det her er roden til stress, og da jeg for nylig blev præsenteret for en stresstest, kunne jeg desværre sætte kryds ved skræmmende mange af tingene. Og det er ikke noget, man skal joke med, men det er jeg nødt til, for jeg har ikke tid til at være stresset. Hvor tragikomisk det end lyder.

Det, der egentligt fik mig til tasterne igen, var en artikel min ven linkede til i morges. Jeg har forsømt bloggen, for jeg har ikke haft tiden til den, og så fungerer sådan noget, som med musik. Du kan ikke sætte dig ned på kommando og skrive en masse sange, det kommer an på humør, og det er faktisk typisk, når følelsesbarometrene topper, at du finder inspiration. Som i dag på vej hjem i toget, hvor jeg lod tankerne vandre oven på den artikel, jeg havde set tidligere;

 

»Opskriften på at fremkalde en depression: Arbejdsløse er langt mere stressede end folk uden job«. (Politiken)

 

Den ramte hovedet lige på sømmet (eller sømmet i hovedet – sådan bogstaveligt talt) for sådan føles det at være ledig, jobsøgende, arbejdsløs. Jeg blev både glad og utrolig trist. Jeg kan til tider føle mig meget unormal, når jeg føler stress og mindre livsglæde. Nogle dage står jeg op uden håb, og en dårlig ånde i metroen kan vælte læsset for mig. Andre dage er jeg fuld af håb om, at det hele nok skal gå. Dog går der ikke 3 timer, hvor jeg ikke har tænkt og eller bekymret mig om fremtiden.

Når folk siger, at det må være dejligt at have så meget tid hjemme, så får jeg lyst til at sende dem til “no man’s land” – uden returbillet. For er der noget, jeg ikke har, så er det tid. Jeg går ikke på weekend fredag aften og kan slappe af og få ny energi i weekenden. Jeg bruger alle mine timer på, at skrive ansøgninger, have dårlig samvittighed eller planlægge min fremtid. Derudover er jeg begyndt i ”skole” igen, da jeg tager uddannelsen: Digital Markedsføring hos Bigum & Co. Jeg havde lovet mig selv, at specialet var sidste eksamenslignende opgave, jeg nogensinde skulle lave, men nu har jeg altså en eksamen igen her i starten af april, men hvor jeg elsker at lære nyt hver dag og stå op til noget, der giver mening og værdi for mig.

 

»Jeg er på standby i mit eget liv«.

 

Det her påvirker mig i en grad, man kun forstår, når man er i det. Det er jeg sikker på, alle jobsøgende kan nikke genkendende til. I hvert fald noget af det. Jeg tror, det er den samme følelse, mange af os sidder med, men det kan være tabu at snakke om.

Jeg går ikke til den slags jobsamtaler, hvor min onkel har arrangeret et kaffemøde, og jeg lige skal smile sødt, og så er jobbet mit.  Sidste jobsamtale var med personlighedstest OG to IQ test inden. Jeg anede ikke, hvordan det var gået, da jeg ikke fik resultatet før jobsamtalen. Hvordan tror du, det føles, når tre kvinder sidder og kigger på dig, og de alle sammen kender resultatet af dine test – undtagen dig. Jeg lå over gennemsnittet i IQ testen. Ikke for at prale, men blot for at fortælle, at det ikke gør, man får jobbet, for det fik jeg ikke. De valgte en, som de mente, ville have det bedre med rugbrødsarbejde, hvor andre har de gode ideer. Jeg fik at vide, jeg var kreativ og nytænkende og måske passede bedre ind i en stilling som idegenerator eller projektleder. (så kan man vælge at tro på det eller ej) Tak for den. Skal jeg så skrue ned for min kreative side til næste jobsamtale, lade andre have ideerne og holde mund?

 

»Selv om den ledige i princippet kan ligge på sofaen hver dag i længere tid end os andre, har han masser, måske langt flere, bekymringer om økonomi og fremtiden. Han har måske søgt 50 jobs og fået 50 afslag, og han ligger med følelsen af at være en fiasko«. (Politiken)

 

Så må du søge bredere. Den kommentar får alt til at stritte på mig, og jeg får lyst til at lære at lave cirkelspark. Jeg har også prøvet det (altså at søge bredere), men jeg er for overkvalificeret til mange af de stillinger, der er for langt væk fra mit felt. Jeg er misundelig på alle de mennesker, som jeg hver dag kan se tage på arbejde. Jeg ville ønske, det var mig. Men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre. Jeg er ude af kontrol, og det gør ondt. Særligt for en sætte fluebens-OCD-type som mig. Man skal have sig et sæt jeg-svømmer-brede skuldre. Jeg har dage, hvor jeg kan mærke, at jeg tager afstand fra for meget socialt, for det er det samme spørgsmål hver gang. Ikke at jeg ikke kan forstå det, for det er jo, som tidligere nævnt, det, der fylder i mit liv. Men jeg kan huske, at jeg havde samme følelse i min specialeperiode. Jeg blev hele tiden spurgt ”hvordan går det med specialet?” Jeg havde dage, hvor det hele rodede i mit hoved og med disse spørgsmål, blev jeg hele tiden mindet om min situation. Det er det samme nu.

Jeg har ikke behov for medlidenhed, men jeg skriver dette for at fortælle, at man ikke er doven, fordi man ikke har et arbejde, men det giver derimod stress, og det forstærker bare alle de svære tanker. Jeg kommer i netværk, med andre i samme situation. Derudover har jeg tre yderst kompetente venner – alle med akademiske uddannelser og drømmen om underskriften på en ansættelseskontrakt. Vi har alle de samme tanker og bekymringer, men også den samme motivation og det samme drive, men vi er alle hamsteren i hamsterhjulet. Hvis vi startede en virksomhed sammen, ville vi uden tvivl overtage verdensherredømmet så hurtigt, som vi løber og med alt det, vi har at byde på.

 

»Det er en følelse af at være fanget i et fængsel af – på en og samme tid -monotoni og konstant uvished, hvor hver dag uden et job, er en gradvis nedbrydning af identiteten«. (Charlotte – veninde)

»Det føles lidt som en hamster i et hamsterhjul«. (Kenneth – ven)

»Det strider imod min selvopfattelse, at jeg endnu ikke har landet jobbet. Jeg har så meget at byde på, har stadigvæk en stor tiltro til mig selv og min faglighed, og jeg undrer mig hver dag over, hvorfor der ikke er nogen af de efterhånden 100 + virksomheder, som jeg har bejlet til, der vil ansætte mig. Det skaber en følelse af magtesløshed, en følelse af at have tabt kontrollen over min egen karriere og fremtid«. (Josefine – veninde)

 

Det tager altså meget energi at være jobsøgende. Hvem vil være deprimeret, bekymret og løbe rundt i et hamsterhjul, på standby i eget liv, i et fængsel fyldt med uvished, hvor man føler sig som en fiasko, er bange for fremtiden, føler sig magtesløs, ude af kontrol og i identitetskrise? Jeg ved godt, man også kan føle disse ting, når man er i job, men det vil med stor sandsynlighed ikke fylde på samme måde. Der er i hvert fald ikke de samme bekymringer. Så næste gang, du tænker, hvordan kan du være stresset? Du arbejder jo ikke! Jo, det gør jeg faktisk! 24/7.

Måske jeg skulle blive foredragsholder. Tage rundt på jobcentre og virksomheder og fortælle om disse følelser, at systemet skal indrettes med en større forståelse og respekt for mennesket bag? For jeg er tydeligvis ikke den eneste.

 

»Arbejdsløse er kastet ud i en meget usikker og uforudsigelig situation, der rammer selvværdet hårdt. De får en følelse af, at de ikke duer til noget, at de ikke kan bruges af andre, så de mister en stor del af deres identitet og troen på egne evner. Det er den direkte vej til dårlig mental sundhed«. (Politiken)

 

Ville du gøre det om, hvis du kunne? Det spørgsmål stillede min far mig, for noget tid siden. Svaret var nej. For jeg vil have en uddannelse og et job, der giver mening for MIG! Men hvis jeg vidste, at det var så svært, at få et job inden for kommunikation, så havde jeg måske tænkt en ekstra gang. Men så ville jeg også gå på kompromis med mine drømme.

Det her satans liv, skulle åbenbart ikke være så nemt. Jeg har aldrig valgt ”the easy way out”. Jeg har drømme og ambitioner, og selvom jeg til tider har lyst til at springe over der, hvor hegnet er tættest på jorden, så gør jeg det ikke!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er alt andet end manglende erfaring!