Eller jeg fik i hvert fald en pludselig lyst til det! Der er sket så meget, at jeg ikke engang har haft tid til at sætte OCD flueben i min kalender. Jeg har haft rigtig travlt på den gode måde, det vidner min vasketøjskurv om, og nej ikke pga. stive lagner. Alt i min lejlighed har en plads, og det skal der helst ikke laves om på, men når jeg nærmest kun har været hjemme og sove, så står lejligheden ikke snorlige. De sidste to uger har særligt været vilde. Jeg har været på en TV – optagelse med DR, til dags dato en af de vildeste oplevelser. Jeg havde, i flere dage efter, den der tomme følelse indeni, når noget har været rigtig sjovt, spændende og gjort et stort indtryk, det var hvad der skete den onsdag for to uger siden. Jeg er stadig helt høj over det. Onsdagen efter var jeg blevet spurgt, om jeg ville være statist i DR’s store juleshow, hvor en del skulle optages i Køge. Nynne, min gamle kollega (nu tilrettelægger på DR) sagde, vi ikke skulle spille skuespil, og jeg var overbevist om, at jeg skulle stå med min søster i baggrunden og på den mest naturlige vis lade som om, at vi helt tilfældigt lige var på Køge Torv, og man så måske liiiiige kunne ane os i baggrunden. Vi ankommer, og Nynne virker sådan lidt mere end naturligt begejstret for at se mig. Tager på bedste Grandma manér min hånd ”Pernille om lidt skal du overraskes, du er hovedrollen.” Jeg når ikke at tænke eller reagere, men kaster mig egentlig bare ud i det. Vi bliver ført væk, jeg får en mikrofon på, og det hele kører så med 180 i timen derefter. Jeg overvejer stadig Nynnes og mit venskab!!!! Alt det her vil sige, at jeg skal se mig selv på TV to gange i 2017. Til info, så laver jeg snart en ”Pernille Sine Carlsen fanside,” så I kan ansøge mig derigennem. Haha.

Lige der, hvor jeg ikke troede det kunne blive vildere, så bliver jeg satanedme kaldt til jobsamtale, og gudhjælpemig om jeg ikke har fået jobbet. Jeg fik det at vide i går, og jeg overvejede at både skrige og danse her i midtbyen. Men da jeg nu er et kendt ansigt kørte jeg ikke videre med den tanke. Ej altså, det er fuldt ud fis, jeg vil faktisk helst fortsætte med at være den anonyme Pernille, der kan gå en tur i mit grimmeste joggingsæt og have dage uden make-up. Jeg skal nok fortælle meget mere om jobbet, da det nok vil blive nævnt nogle gange på bloggen i fremtiden (der sker altid så mange sjove ting på en arbejdsplads) men lige nu har jeg valgt kun at dele det med mine allernærmeste, indtil kontrakten er underskrevet. Og jeg vil i den forbindelse takke for alle opkald, sms’er og blomster. Jeg føler mig meget heldig, og I var alle med til at gøre det forståeligt for mig. Jeg var sgu lidt bange for, at det er en drøm, jeg på et tidspunkt vil vågne fra.

Jeg ved ikke, om jeg bare udstråler den følelse jeg har indeni, den ro som så stille er ved at indfinde sig, men jeg tiltrækker mærkelige typer i øjeblikket, som synes de skal snakke med mig eller til mig. På den der måde, hvor jeg ikke vil være uhøflig, men til sidst er nødt til at gøre det MEGET TYDELIGT, at jeg skal videre. To gange inden for de sidste uger har fremmede mænd valgt at falde i snak med mig, sådan helt på monolog-basis. Det ene var en mand på en parkeringsplads, som ville snakke om, hvordan unge mennesker ikke har respekt for noget mere. I dag var det manden ved flaskeautomaten, som tydeligt deler min begejstring over at aflevere flasker. Forskellen er dog, at jeg ikke er så begejstret, at jeg går op i, hvad der sker med eller for flaskerne, når de slipper båndet eller, hvorvidt den her flaskeautomat var bedre end den anden, fordi den er hurtigere. Det eneste jeg sådan rigtig kunne koncentrere mig om, i denne samtale, var at han virkelig godt kan lide cola light, han havde 100 flasker, valgte han at afslutte samtalen med. Super, du har da lige beriget min dag.

Jeg har derudover fundet ud af, at jeg bliver en pylret mor. Min søster er 8 år yngre end mig, så moderinstinktet kommer på prøve. Hun er så pisse sej, og kæmper for sin drøm. Jeg elsker hende for hendes ligefremhed. I søndags drog hun afsted på Oure Højskole for at blive forberedt til optagelsesprøven på skuespillerskolen. Hvor vild er hun lige? Og hun er pisse hamrende dygtig, hun skal nok nå langt. Skuespiller skal jeg aldrig være, for på den ene optagelse siger lydmanden pludselig. ”Pernille, har du stadig din mikrofon på.” Jaja,” siger jeg. Husker dog, hvordan jeg fumlede med den ledning, da jeg skulle på WC i en af pauserne. Lydmanden kommer hen til mig, ruller min jakke ned, og fisker mikrofon-dutten op, som er faldet ned, og hænger og dingler på maven. Sådan noget er bare SÅ TYPISK MIG!! Ligesom når man taber en hel skyllemiddel ud på køkkengulvet, eller sprøjter smoothie udover sig selv på cafeen. Det er i de dér situationer, jeg virkelig overvejer en ferie fra MIG SELV!

Der er bare generelt rigtig meget, der giver mening lige pludselig, og den brise af medvind, jeg har ventet på i lang tid, blæser nu i min retning. Det skal så siges, at jeg ikke kommer sovende til noget, jeg kæmper for alt det, jeg gerne vil. For jeg tror på, at man kan, hvad man vil. Der er bare nogle brikker, der er ved at falde på plads, noget holder jeg dog for mig selv lidt i endnu. Måske 2017 bliver ”mit år.” Nu vil jeg gå ud i mit køkken og nyde duften af skyllemiddel. Vi ses, hej!

DET har jeg! Det vil jeg fortælle om senere i indlægget. Der sker så mange ting for tiden, og hvor blev 2016 helt ærligt af? Jeg forstår det slet ikke. Der er sket meget de sidste måneder. Men nogen af de ting, der sker, kan jeg på nuværende tidspunkt desværre ikke sige så meget om. Jeg kan dog sige så meget at den 30 årige single vil tone frem på TV i 2017. Og nej, det er hverken Paradise Hotel, Dagens Mand, Bonde søger Brud eller Undgå selvmord i 30’erne. Nej, det er noget lidt vildere og for mig mere spændende og indholdsrigt. Jeg var til en casting for 2 mdr. siden, fordi jeg er inde i en eller anden skør periode, hvor jeg gerne vil prøve mig selv af. Jeg er jo nødt til at kompensere for den manglende Odder barnevogn og sixpack på en eller anden måde. I sidste uge fik jeg en opringning, at jeg er blevet udvalgt. Jeg var, og er, sådan helt i chok og har lyst til at skide i bukserne. Det er satanedme en underlig følelse, at skulle se sig selv i TV!!! I morgen skal jeg på optagelse, jeg må ikke sige noget, og ved faktisk heller ikke så meget selv, andet end optagelserne er udenfor. Hvad ind i helvede tager man på, når man både skal være praktisk, og også gerne vil vise sig fra sin bedste side. Jeg ligner jo for helvede en idiot med hue, der mangler ligesom 7 km hår under, før det er pænt.

Men jeg kan godt indrømme det, jeg er ved at revne af stolthed, og endelig noget der går lidt min vej. Det her år har været for vildt, som jeg lige har talt med en veninde om, så troede vi dette skulle være “vores år” i stedet bød dette år på en masse udfordringer og bekymringer. Alle dette til trods så har jeg fået en række nye bekendtskaber, fundet mig selv og bliver faktisk ofte ramt af følelsen, at jeg er heldig. Og tro det eller vær, men Tinder har faktisk beriget mig med nogle rigtige gode venskaber, og jeg har mødt nogle mennesker, som stadig beriger mit liv. Og de mennesker, jeg har i mit liv, er blevet tætte på en helt anden måde, og der er rigtig meget, jeg ikke ville have været foruden.

Jeg har så tydeligvis den slags venner, der skider i en pose. Der er det der, jeg sætter ekstra pris på, jeg ikke har en fast partner. Jeg kan skide, når mit rektum føler for det, for det meste. Men min veninde har altså en fast partner, og skulle skide så meget, at hun gik ned i kælderen for at “hente tøj,” og satte sig og sked i en pose i tørrerummet. Hun følte, jeg var den eneste, hun kunne dele det med, det vælger jeg at tage som et kompliment. Jeg er åbenbart typen, man deler lorte historier med, på alle måder. Det gør mig sgu lidt stolt. Hvad sker der egentlig for os kvinder? Det er det mest naturlige, alle gør det. Selv Dronning Margrethe inden hun holder nytårstalen. I am just saying!! Din mor sked dig i hovedet, da du blev født. Og så skal vi pine os selv, fordi kvinder ikke skider! Jeg håber aldrig nogensinde dette overgår mig, men jeg kan svagt huske, hvordan det er.

2016 er gået lige om lidt!! Nu er det snart jul og nytår igen, igen igen en tid, hvor man bliver mindet om, at man er single. Hvad fanden laver man nytårsaften, når alle venner skal holde børnenytår? Og nej, jeg gider ikke single-halbal. Det kommer ALDRIG til at ske. Så kan vi knalde 2017 ind. Nej tak Mr. 40 årige, der er blevet skilt og lever sin anden ungdom.

Lige pt. lever jeg en dag af gangen for den tilstand, jeg er i nu, gør at jeg hverken kan, eller skal tænke længere frem, så får jeg sgu mere galoperende bekymringsstress, end jeg har i forvejen. Intet i mit liv er forudsigeligt. Det er pisse spændende og til at skide i bukserne over på en og samme gang. Jeg har så mange planer for tiden, at den ene dag på alle måder tager den anden. Mandag tænker jeg hell no, og 7 kopper kaffe senere er det igen fredag. Jeg har haft en tiltrængt pause fra alkohol, byliv og mænd, men nu er jeg ved at være klar igen, og det skal fandme fejres med en weekend i KBH hos en af mine bedste veninder. Vi er på mange måder samme sted i livet, og jeg både elsker, og hader hende for at dele mine bekymringer om mænd og fremtid. Når året 2017 slår ind, er det også det år jeg fylder 31. Hvad helvede gør jeg? Alt i alt gør livets projekter, at jeg føler mig gammel, stresset og mega ung på en gang. Jeg sidder hver torsdag, og underviser flygtninge i dansk, det er fandme voksent. De stoler på mig, lytter og lader sig inspirere af MIG. Samtidig er jeg blevet spurgt om, at være tovholder i sprogcafeen, det betyder sgu da at nogen ser potentiale i mig! Det giver mig motivation til, at klare alle de ting livet byder mig. Og er det egentlig ikke det, det hele handler om?

Nu vil jeg spise lidt gourmet knækbrød og bruge resten af aftenen på at gøre mig så præsentabel som muligt til TV i morgen. FUUUUUCK! God EFTERÅRSaften. Sod´ nu bare jeres hjem til med stearinlys, lig i ske på sofaen, og nyd de alligevel hyggelig ting denne årstid byder på.