ER JEG DEN ENESTE, DER SAVLER?

 

14527595_10154424197061469_1806554656_n

Det sker hver evig eneste morgen, her er det fandme mandag morgen altid.  OGSÅ I DAG. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal grine eller græde.  Hver gang jeg har taget en ny bluse på, og skal børste tænder, så savler jeg ned på blusen, og nej det tørrer man ikke bare lige af med en klud. Det sætter en hvid plamage, og det kunne til forveksling godt ligne noget, jeg på ingen måde vil sættes i forbindelse med. Er det virkelig vejen frem at børste tænder nøgen og så gå i bad? Jeg er jo også kun 30, så klart, jeg ikke har lært at børste tænder endnu.

Har I egentlig nogensinde tænkt over, hvor mega irriterende kvinder egentlig kan være? I går var jeg, meget apropos mit liv, inde og se Bridget Jones Baby.  Den første, der ringer på hendes fødselsdag er hendes mor, hun vågner ikke op med en sixpack ved sin side, men ender derimod med at blive gravid med to mulige fædre. Filmen var skide underholdende, og fik mig til at føle, at jeg ikke er den eneste i hele verden, som synes livet er en vekslen mellem store velduftende roser og en stor lort klasket i hoved med 180 i timen.

Jeg stod der i biografen, og brugte ventetiden på at observere kvinder. Hold nu op, de snakker alle sammen som om det er første gang, de har mødt hinanden, og oveni snakker de så højt, at man skulle tro, de stod på en byggeplads, og dette fortsætter så igennem alle reklamer og trailers. Jeg har ingen ide om, hvilke film der går i fremtiden, for jeg kunne ikke høre andet end mine egne tanker. Og hvorfor ligner så mange kvinder hinanden? Har dårlige øjenbryn og grimme håndtasker.  Jeg tror kvinder er bange for, at gå udover deres comfort zone, mig selv inklusiv. Jeg tror bare jeg har fundet den stil, jeg har det godt i.  Jeg (g/f)år rigtig meget i sort, faktisk altid. Så dér har I svaret på bloggens navn, eller næsten.

Noget jeg ikke gider, det er at ligne alle andre. Det er livet simpelthen for kort til, så min stil skiller sig også lidt ud. ”Har du været langhåret, det kunne jeg slet ikke forestille mig. Skal du aldrig være det igen?” Nej, for nu har jeg som den eneste i familien verdens tyndeste hår, man skulle tro, jeg havde stået i en orkan hele mit liv, eller jeg allerede havde tabt håret igen. (PS. Nej man er ikke lesbisk fordi man er korthåret, hvad fanden er det for en middelaldertankegang?  Jeg er til mænd, PÅ ALLE MÅDER og faktisk er det ofte mænd, der komplimenterer i mit hår) Min søster derimod, har 700000 gange mere hår end, jeg har. ”Så har du fået noget andet, Pernille” Ja, fucking øjebryn, der gror i hele fjæset + det at lyset i min lejlighed er SÅ dårligt. Jeg tænker ofte, hold da op nu er brynene lige så perfekte som Beyonce. Så kommer jeg hjem til mine forældre og deres gadebelysning, og så ligner jeg en, der aldrig har plukket bryn. Har jeg stået sådan i baren og spillet lækker? så tror fanden, jeg ikke har nogen sixpack, og hvorfor er der ikke nogen i køen i Kvickly, der lige stopper mig, og siger ”hey, dine bryn trænger altså virkelig til en kærlig hånd.” Hvor fanden er medmenneskeligheden?

Apropos min søster, så har hun faktisk været skide heldig, mine forældre ventede OTTE år på at få barn nr. 2, jeg må edderbroderemig have været en særlig mundfuld. Så kom min søster til verden og så udstyrede de lige hende med alle talenterne. TAK, SIGER JEG BARE!! Tykt, langt lyst hår, store blå diamantøjne, store skuespiltalenter, en sangstemme og en ”jeg-finder- mig- ikke- i- pis- fra- mennesker- attitude.”  Jeg har intet hår, grønne øjne ”Det er så flot, når du har grønt på, Pernille.” Citat mor. Ingen skuespiltalenter og en sangstemme som, helt uden at vide det altid, ligger en 2. stemme. Og en mere følsom og tankemyldrende sjæl end min søster.  Selvom vi begge er voksne nu, så har vi den slags forhold, hvor vi kan hade hinanden og diskutere, som var den ingen dag i morgen. Hun er det menneske, som kan gøre mig i tvivl om, om det faktisk er muligt at springe i luften af arrigskab. Vi har begge den slags stædighed og temperament, hvor man hellere vil hoppe ud fra 8. sal end at give sig. Men hun inspirerer mig også til, nogen gange, ikke at bekymre mig så meget om alting. og så kan jeg vel også et eller andet, såsom at sætte det rigtige sorte tøj sammen, vælge de rigtige sneakers og forsøge at blinke til ham den søde på dansegulvet, indtil jeg finder ud af, at mine sko har slæbt både herre – og dametoiletpapiret med ud på dansegulvet.

I weekenden skal jeg ud ryste røven af mig, hold kæft hvor jeg trænger til at flirte henover baren og spille sexet med mit sugerør til ham i den anden ende af baren. Jeg skal slæbe toiletpapiret med både ud og ind og drikke så søndagen ikke kommer til at eksistere. Sidst jeg gjorde det, blev jeg sendt hjem i en taxa efter at have spist stående tapas på clubbens toilet i over en time. Og det var liiiige netop den dag, jeg havde besluttet at tage en IKKE SORT leopard kjole på, og en af mine venner introducerede mig til en fyr, han synes jeg skulle møde. Jeg husker intet af den stakkels fyrs ansigt, men det næste der sker, er at jeg falder på dansegulvet OVEN PÅ min veninde, mens min ven og den søde fyr, står og ser på det hele. Jeg vil ikke vide, hvad den mand har tænkt, men jeg var vist heller ikke i stand til så meget andet end at blive sendt hjem.  Det eneste jeg husker fra den aften, er de billeder jeg har set efterfølgende. Og det var rigeligt. Ser man virkelig sådan ud, når man drikker?

Nå, jeg skal UD PÅ GADEN, plukke øjenbryn og vaske alle mine tandpastabluser. Vi ses, hej.

 

HAR DU OVERVEJET AT FÅ ET BARN MED EN MAND I ET RINGBIND?

Ej kan man det? Det er da dette årtis største åbenbaring, tak! Tak for omsorgen, men dér er jeg på ingen måde. Godt nok har jeg ikke en sixpack lige nu, men jeg regner jeg da stærkt med at finde en. Her mener jeg ikke den sixpack, som står på hylden ved vinen i Netto, for den slags sixpack har jeg været god, sådan VIRKELIG god til at hive med hjem lørdag efter lørdag. Og jeg får tømmermænd som en på 50, der er blevet slået i hovedet med en skovl. Jeg er typen, der kan drikke på den der helt sofistikerede måde, hvor jeg udveksler kloge ord med kloge mennesker. Og så er jeg typen, der drikker mig så fuld, at jeg giver min kollega klap for øjet i 14 dage, grundet en meget stor vodka flaske. Nej, nej NEJ jeg er ikke voldelig. Den korkprop ville bare ikke af flasken, og så stod kollegaen lige dér i flaskens bund, da proppen endelig slap. PS. jeg måtte få taxaen til at stoppe to gange på motorvejen på vej hjem, fordi jeg havde en allergisk (alkohol) forgiftning, eller måske bare havde fået 700 glas for meget.

Tilbage til ringbind. Hvis jeg var i et fast forhold, og havde forsøgt at blive gravid, kan du bande på, at jeg havde prøvet alle muligheder af, også fundet en donor i et ringbind, adopteret eller noget helt tredje. Så det er på ingen måde en sviner af den form for graviditet. Jeg græder med de par, som virkelig gerne vil have et barn, hvor det ikke kan lade sig gøre.  Men, af hjertet tak, for du liiiige gjorde mig 10 år ældre. Hvis jeg var 40 og endnu ikke, på ægte Nynne manér, havde fundet den blinde ven, så kunne jeg forstå dine overvejelser, for så er det måske noget andet, men hvem helvede har besluttet, at det biologiske ur virkelig tikker, når man rammer de 30? Jeg var selv sådan. Jeg havde tænkt jeg, i hvert fald, skulle have min første blerøv inden jeg var 30 år. Sådan gik livet ikke. Til tider er det som om folk tænker ”hun må virkelig være underlig, have svamp mellem tæerne eller kysse skide dårligt, når hun ikke har en kæreste.” Jeg er hverken underlig, eller har svamp, (kysset må I snakke med nogen andre om,) jeg stiller bare krav til mit liv og de mennesker, som er en del af det.

Godt nok har jeg ikke et familieliv, men jeg har læst i over 8 år, været på højskole, været landmåler (havde du regnet den ud?,) boet i Uganda, været på safari i Kenya og siddet med en høne på skødet i Tanzania. Jeg har oplevet, og oplever stadig rigtig meget. Det sidste 1,5 år har dog slået mange rekorder. Jeg afleverede mit speciale, stod i et break up, sagde tre studiejobs op, var i projektansættelse, flyttet i ny lejlighed, fået endnu flere venner, været fuld, øvet fosterstilling og fundet ud af, hvor grimt jeg egentlig griner, men jeg ved efterhånden hvem jeg er, og hviler i det.

Måske stiller du for store krav? Undskyld ”Hr. og Fru. jeg ved alt,” men kan man stille for store krav?  ”Find dig en anden type,” ”Pernille, der er et mønster i de mænd du finder.” Fed observering, det tror jeg faktisk er ret normalt, for det er det, jeg tænder på. Så jeg skal tage Sonny nede i IT afdelingen, som faktisk ikke helt er mig, nøjes, opgive og ikke tænke der er noget for mig derude? Noget jeg har besluttet mig for, det er ALDRIG at nøjes. Livet er så fandens kort, om det så tager mig lidt ekstra tid at finde det rigtige match, så er der nok en mening med det. Jeg tror ikke på ”the one and only,” og jeg behøver ikke være forelsket og have Randers Regnskov i maven dér ved vores første kys. Jeg er med på, at det er noget, der kan vokse i en. For det første møde siger sgu bare ikke helt om det er ham, jeg skal ud og købe dobbeltdyne med, vel? Hvad jeg tror på, er den følelse inde i kroppen. Den skal være 100 %, ikke 90 %. Græsset er ikke grønnere på den anden side, men grønnest der, hvor man vander det, og der er også en, som har lyst til at vande det med mig.  Jeg har været i et langt forhold, som har lært mig både, hvad jeg skal, og ikke skal. I princippet er det vel lykken, vi alle ønsker, men den kan altså være forskellig fra person til person. Men jeg kan sgu da ikke opgive, fordi det hele ikke er lykkedes i samme hastighed, som den gennemsnitlige blomkålsfamilie.

Men fordi jeg hverken har sixpack eller blerøv, så vågner jeg faktisk op med en god følelse i kroppen. Jeg får ofte lykkerus, sådan lige pludselig. Når jeg sidder i toget og hører det, dér skide gode nummer, som minder mig om noget godt, når jeg får et opkald eller en sms fra et menneske, som vil mig det bedste, når jeg egentlig bare føler jeg lever. Men jeg får også tuderus. Hvor jeg helt uden grund, sætter mig til at hyle, men det ville jeg helt sikkert gøre lige meget hvad. Livet er ikke kun parforhold og børn. De fleste af mine veninder har børn og er gift, og jeg kan sgu da godt misunde det at være nogens mor og partnerens øjesten, men der er også fordele ved mit liv, og min indstilling er, at jeg skal nok nå det hele. Jeg vil gerne have en kæreste, alt andet ville være at lyve for mig selv, men det er ikke for enhver pris. Jeg har ikke mistet modet, han er derude, jeg er bare typen, der skal have lidt bump med på vejen. Lige det, gør livet spændende, og får mig til at sætte endnu mere pris på de små ting, og kæmpe lidt mere. Gu´ fanden stresser jeg ind imellem, men det værste er folk, der stresser på mine vegne.

Bonus ved singlelivet er, at jeg ikke konstant har luft i maven og skægpest.  Til gengæld forsvandt der en julegave under træet. Nå, jeg skal ud og rydde op i mine ringbind. Vi ses, hej.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

VIL DU MED HJEM OG SE MIN GROTTE?

Den er god nok. Næsten i hvert fald. Jeg sidder en dejlig aften i min lejlighed, igen dynen inde og en god film på. Det gør jeg egentlig tit, hva? Jeg lå med min telefon, sikkert fordi jeg havde fået et nyt match på Tinder. Dér i stearinlysets skær, kommer noget simpelthen flyvende ind i hovedet på mig. Jeg ser mig selv panikke, får kigget op og tænke, det dér er fandme ikke en gråspurv, en måge eller en due. Det dér er en mus med vinger. Jeg råber FUCK, og når ikke at tænke før, jeg uden BH, står og ringer på naboens dør. Til mit held kan jeg fornemme lidt lys på den anden side af døren, så de er ikke gået i seng, selvom det sagtens kunne være tilfældet på denne tid. Naboen havde akkurat åbnet køleskabet idet jeg har trykket på ringeklokken, og tænkt ”det var da en sjov lyd, det har fået.” I hvad der føles som 14 år, står jeg og venter, døren går op, og jeg skriger naboen ind i hovedet. ”DER ER EN FLAGERMUS I MIN LEJLIGHED.” ”Er du sikker på, det er en flagermus, Pernille.” ”Jeg er ikke et nanosekund i tvivl, den fløj i cirkler rundt i min lejlighed, og jeg nåede i farten at se den lignede en mus.” Ud af døren kommer mine naboer, de går begge ind i lejligheden. Jeg er i et kæmpe dilemma, jeg tør faktisk ikke gå med ind, og samtidig ville alt andet være skide uhøfligt. Musen med vinger havde tydeligvis opdaget, at det ikke var en skov, den var havnet i, så den var begyndt at panikke, fløj balstyrisk rundt, selv Usain Bolt kunne ikke følge med dér. Alle vinduer åbne, mine bryster op i hovedet på naboen, to af os holdt et tæppe oppe, så den ikke fløj til andre rum. (jeg er stadig lam i armene,) og naboen har set mine bryster fra alle vinkler. Alle vinduer åbne og den skide flagermus ville alle andre steder end ud. Naboen farede rundt i over en time, med en paraply, i håb om at fange den. Endelig, ENDELIG så det ud til kræet var fløjet ud, men pludselig fik jeg øje på den, den havde sat sig i min skide sættekasse. Nu var tålmodigheden ikke eksisterende, og min nabo tog mit håndklæde, fangede kræet, og smed den ud af vinduet. Det var en traumatiserende oplevelse og især mig, der ikke er helt tryg ved fugle, eller nogen dyr for den sags skyld. HVEM HELVEDE I KØGE MIDTBY FÅR EN FLAGERMUS I LEJLIGHEDEN MED LUKKEDE VINDUER. Det er mig stadig en gåde, tydeligvis minder min lejlighed om en sydlandsk drypstenshule. I 30 års fødselsdag fik jeg af naboerne et fiskenet til fremtidige flagermus. Jeg satser ikke på, det bliver nødvendigt, men det er stadig til stor underholdning her i ejendommen.

Til noget mere romantisk. Brylluppet gik godt. Hold nu kæft, hvor er det sjovt at iagttage menneskelig adfærd til sådanne fester. I starten hilser alle pænt på hinanden, sætter sig sammen, er påpasselige med at sætte sig ved borde, hvor der sidder farlige mennesker, man ikke kender. Ja jeg er sgu ikke et hak bedre selv. Man ser altid lige folk an. Der går lige nøjagtig timerne efter hovedretten og syv glas vin, så sidder folk og flirter løs. Ja, altså de singler som selvfølgelig er blevet sat sammen, fordi man da liiiiige tænkte, de ville være perfekte sammen, have parcelhus, 7 dine, mine og vores unger, en volvo og en Odder. Vores grænser bliver mere udviskede, nu går man ud og danser latinsk tango med Patrick. Jeg fik fuldstændig ret i mine antagelserne om, at jeg enten ville blive sat ved børnebordet, mellem Ulla og Svend eller ved singlen, som lige ville være noget for mig. Her var det gommen, der liiiiige synes, at jeg ville snakke rigtig godt med hans ven. Det endte jo med at være rigtig hyggeligt, og heldigvis havde bruden lige fået nævnt min blog, mens vi alle tog billeder udenfor, så det blev aftenens samtaleemne. Et dejligt bryllup og fandme så om ikke det var UDEN PARBILLEDER, så var faktisk slet ikke nødvendigt at tænke over den manglende sixpack. Jeg ved ikke, om det er fordi brudeparret, havde læst min blog. Single neonskiltet var ikke fremme den aften. Tak, for satan TAK.

Forresten kender I det, når man møder nogen med en hund, man stopper op, og snakker, og hunden begynder at snuse en i skridtet? Man prøver at vifte hundens hoved væk, mens man i al pinlighed håber, at de ikke ser, hvad der foregår. Det er heldigvis dér, de fleste mennesker er indrettet således, at man ikke kommenterer sådanne ting, man lader bare begge som om, ingen af os har set, hvad der foregår.

Det er STORY OF MY LIFE. Som min mor sagde ”Det der sker ikke for nogen mennesker.” Når man hedder Pernille Sine Carlsen, så kan alting ske. Også at den eneste politibetjent, der kommer i Køge, kører lige forbi der, hvor jeg på en sti mellem biblioteket og kirken har valgt at stige op på cyklen, han bakker tilbage, ruller vinduet ned og råber ”det dér må man vist IKKE.” Lige der, tænker jeg om jeg skal tage diskussionen, men vælger pænt at sige. ”Nej”, står af, og overvejer at trække resten af vejen hjem, for jeg bliver sikkert stoppet igen for at have forkerte reflekser på pedalerne. Eller dér, hvor jeg cykler på fortovet, fordi alle gader i Køge centrum er indrettet med brosten (læg nu asfalt for helvede, jeg vil skide på det hyggelige look,) og lige dér da jeg kommer rundt om hjørnet, står to politibetjente, og holder razzia. Jeg kaster cyklen ud på vejen og uden at tænke videre over det, beslutter jeg at lave et krumspring henover cyklen, så det skal se ud som om, jeg faktisk slet ikke sad på den, men mine, ellers så skønne sneakers, sidder fast i pedallen, så jeg vælter. En 80 årig, som har været ude og hente dagens avis kommer nærmest løbende hen til mig, det havde set så sjovt ud, at han troede jeg havde fået et hjertestop. Længere henne hører jeg to forpulede teenagedrenge, som kun burde koncentrere sig om at spise pizza og fange Pokemons grinende gå videre. ”jeg tror hun er bange for politiet.” Nej, var jeg ikke, før den dag, for 12 år siden, hvor jeg fik mit kørekort, og blev stoppet tre timer efter. Jeg er værre end den værste kussemagnet, når det kommer til politiet. Jeg tiltrækker åbenbart sådan noget. Måske det var der, jeg skulle finde min sixpack.

Det værste er, hvor meget jeg end ville ønske det, så er alt det her ikke opdigtet, men taget direkte ud af en 30 årig Pernilles liv. Vi ses. Jeg skal ud og se, om jeg har de rigtige reflekser på cyklen og grine af en teenager.

14344143_10154153063744006_5083529304783578626_n

KÆRLIGHEDEN KOMMER SGU DA IKKE GÅENDE IND I STUEN

”Kærligheden kommer af sig selv, den skal du ikke lede efter” Det bedste råd jeg har fået i 30 år. Eller…!! Hvad i himlens navn menes der egentlig med det? Så mens jeg savler over Burhan G i Vild Med Dans, drikker billig the fra Netto og retter min neglelak, så kommer kærligheden? Nok er jeg ikke Einstein, men jeg kan sgu hurtigt regne ud, at det ikke sker.

Jeg ved godt, at folk mener alt i den bedste mening, men noget er da jeg nødt til at gøre, og det er dér mit dilemma opstår. Jeg elsker at være alene, jeg elsker at smide bh’en, tage dynen ind og ikke forholde mig til en skid andet end, hvorfor Burhan altid slikker sig om munden. Jeg elsker også at komme ud, hygge med venner og veninder og blive udfordret, men hvor sørensen møder man manden, ham, der også leder efter mig? Voksenlivet er fuldt af dilemmaer, ”Skal det være den sorte eller hvide bæresele, og tror du der er spelt nok i det her brød.” Skal vi bolle i aften eller hellere sove? Børnene vågner om 7,25 timer.” Ikke helt mine dilemmaer, men der er så mange andre tanker i hovedet, at jeg overvejer en ferie fra MIG SELV.

”Det sker mens du mindst venter det” Oh well. Så nogen render rundt på Strøget med mit reklameskilt” Pernille 30 år, ingen børn og rimeligt velfungerende.” Og de tager også på date for mig, mens jeg sidder i sofaen og spiser melet vandmelon? Sådan en ny form for dating. ”Sid hjemme i sofaen og mød ham, der får, der får det hele til at bimle.” Tinder er vel egentlig lidt derhen af. Ja, jeg har brugt Tinder, og jeg har brugt det rigtig meget. Det har fandme været underholdende, og der er faktisk kommet gode venskaber ud af det, forskellige venskaber, med forskellige fordele. Men der er bare perioder, hvor jeg ikke har den gnist til at gå ud og møde nye mænd. De første 65 dates er jo bare ikke helt afslappede, vel? Og jeg er bare ikke til noget så corny som at blive inviteret på en middag, mens man skal sidde og holde hver sin elevatortale. Det kan være så akavet, og jeg har krummet så meget tæer, at alle mine sneakers er blevet for store. Og se, det er fandme et endnu større problem. Til tider tager jeg på date, og det er egentlig ofte endt ud med at være ret hyggeligt, det kræver bare så meget energi, at jeg er træt en uge efter, og har tømmermænd onsdag morgen i S-toget, fordi vi ender ud med at drikke rødvin. Alkohol har alle dage været den bedste icebreaker.

I morgen skal jeg til min venindes bryllup. Vi har kendt hinanden siden efterskolen, så i hele 14 år. Dengang var livet så ukompliceret.  Man anede ikke, hvad der ventede forude, og det har jeg i princippet stadig ikke den fjerneste ide om. Uvisheden giver mig lyst til både at skrige og græde på samme tid. Tænk, nu skal hun giftes. Dengang vi lærte hinanden at kende, koncentrerede vi os mest om, hvornår der var størst chance for ikke at blive opdaget i at sove på drengenes værelse, hvor tynde øjenbryn man egentlig kunne have, om man kunne sove mellem morgenmad og første time, og om forældrene havde gennemskuet, at man kyssede med ham den søde på værelse 4. Ja, jeg lagde mascara om aftenen, døde og vågnede med de perfekte vipper, og havde sovet 7,25 min. længere.

Jeg glæder mig til brylluppet, det er så voksent, og så er jeg en sucker for romantik. Jeg græder allerede inden, jeg ser dem. Jeg har været til så mange arrangementer, at jeg er 100 meter mester i at snakke med folk. Jeg har lært, at man altid skal spørge Ulla og Svend, hvor mange børnebørn de har, Miska om hun er model, Steven om han er begyndt at træne og rose Julie for hendes store vægttab efter graviditet nr. fire. ”Pernille, hvad laver du så. Dit hår er egentlig ret vildt. Sådan helt sølv.” Tak håret er jeg også glad for. Ja, jeg er fritidsblogger, Tinders ambassadør, uddannet noget inden for journalistik og kommunikation. Derudover er jeg skide god til at snakke med folk, som jeg ikke ser igen før 25 år efter til sølvbrylluppet. ”Skal du have mere vin, Pernille.” Jaaaaaa tak, bare til kanten.”

Vi ses, hej. Jeg skal se Vild med Burhan færdig, have tøjkrise over i morgen, og finde ud af i hvilken fotostilling min røv strutter mest i. Måske jeg kommer til at sidde ved siden af Ulla og Svend, for man ved aldrig, hvor man skal placere singlen, vel? Ved børnebordet, ved siden af Niklas, som vi tænker er liiiiige noget for Pernille eller mellem det par, som er skide gode til at snakke med andre.

Sjove-billeder-til-deling-på-Fb

”DER BLIVER TAGET PARBILLEDER NUUU”

Lige der, lige i de sekunder, de ord bliver sagt, ønsker jeg af hele mit hjerte, at jeg fik en pludseligt opstået Le Mans mave. Sådan en, hvor man skal sidde på toilettet, indtil showet er overstået. Jeg elsker sociale arrangementer, jeg elsker at bruge tid med dem, jeg holder af, og jeg elsker allermest at være vidne til store begivenheder i livet. Men der er en ting, jeg gruer for, det er de berømte ”par” billeder. Hvor man foran den nyligt udsprungne blomsterhæk, skal have taget billede med sin sixpack (kæresten.) Alle par stiller gladeligt op, virker som om de er glade for hinanden, og så er der altid flotte Miska, som ligner en million på alle hendes hjemmemodel-billeder. Så er der er mig, der skal tages 100 billeder, før bare ét er nogenlunde okay til mindebogen. Jeg har heller ikke den kæreste med mig, som gør det bare lidt mere acceptabelt at se dum ud. Jeg går derop alene, får taget billedet med et blinkende neonskilt, ”Den pige er single. Hun må være underlig, var hun ikke også alene dengang til Marie-Leonoras skønne barnedåb?”

Ja, jeg er single. På mange måder noget jeg selv har valgt. Bevares, hvem elsker ikke tosomhed? De fleste mennesker leder efter lykken, og lykken er for mange forbundet med en livspartner. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være i et forhold, jeg har været i et forhold i syv år, det sluttede for 1,5 år siden. Derefter havde jeg brug for et ego trip, finde mig selv, dyrke grinding i et hjørne af dansegulvet, spilde shots ned af kjolen og spille sexet i baren. Jeg har udviklet mig så meget, fået en anden selvtillid og mødt så mange fantastiske og irriterende mennesker. Jeg har fået revet mit hjerte ud gennem røven med en fiskekrog, jeg har afvist, er blevet afvist og haft det skide hamrende sjovt og hårdt. Alt har gjort mig til den, jeg er nu. En Pernille, som på mange måder hviler i sig selv. Ja der var nogle ting, jeg ville ønske anderledes, og ja, jeg ville da ønske, jeg havde squattet så meget, at numsen sad ved nakken. Til gengæld har jeg de fedeste sneakers i Køge, for det lort er sgu blevet min nye kæreste.

”Hvorfor har du egentlig ikke en kæreste, du er sådan en smuk pige.” No shit, Sherlock. Så hvis man er mindre heldig, så har man ikke ret til en kæreste? Det kan da godt være, jeg ikke er grim, men jeg kunne jo have hjerne som et staudebed eller være en kælling med ild ud af ørerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har en kæreste, hvis jeg vidste det, ville jeg nok ikke være single. Eller jo. Alle kan få en kæreste – i morgen. Jeg har bare lidt ønsker til, hvad jeg gerne vil. Jeg møder mænd, alt andet ville da være en løgn, men jeg venter stadig på ham, der får det hele til at bimle. Min mor sagde engang: ”Pernille, jeg tror også, det er en særlig mand, du skal finde. Du ved, hvad du vil, og hvem du er, så man skal kunne tåle modstand.” Måske har hun ret. Jeg gennemskuer hurtigt, og har lært meget om mandfolk. De søde ord overbeviser mig ikke så meget længere.

Jeg har for nyligt været på en date, hvor jeg virkelig havde gennemtænkt alt, trusser, sko, smykker og tøj. Lidt inde i daten tager den pæne mand min fod, tager strømpen af og siger ”Må jeg lige se dine fødder, det siger meget om en person.” Jeg nåede slet ikke at reagere, der sad han med min fod i hovedet, og nej min neglelak var det eneste den dag, der ikke var spot on. Den var afskallet, og kunne godt have brugt et lag mere. Så nu skal jeg fandme også til at barbere tæer – datinglivet stiller store krav.

30 år en mærkelig alder. I aften sidder jeg, og lærer flygtninge dansk, mens jeg i mit stille sind tænker, kan de andre frivillige godt gennemskue, at jeg ikke er så voksen på alle områder. Jeg bliver helt flov ved tanken om, at de har gennemskuet at jeg dyrker grinding i natklubbens mørke hjørne. Til det med at være voksen, i går så jeg ”Amalies Baby” på TV3. Jeg havde rigtig tændt stearinlys, taget dynen ind og var klar. I pausen besluttede jeg at skære lidt vandmelon (det gør røven flot, har jeg hørt), og jeg havde anrettet det fint på et fad, da jeg kommer ind, og bider i det første stykke, fuldstændig melet. Lige der, i TV, føder Amalie, og jeg tog mig selv i at begynde at hyle. Jeg håber, det var pga. den melede vandmelon.

Jeg skal skrive kort til min venindes bryllup på lørdag, og finde ud af, hvordan jeg er pænest på ”par”billedet. Vi ses. Hej. Jeg har lige puttet min hånd i min kaktus, da jeg skulle finde kaffekoppen. Og det er ikke engang lyv!

hrj2